
Asger Westh er blevet ansat som redaktør og Kirstine Crenzien som journalist for A4 Mediers nye niche, A4 Beredskab og Forsvar.
Han har senest arbejdet som undersøgende journalist på Fagbladet 3F. Han har tidligere blandt andet været journalist på Morgenavisen Jyllands-Posten, hvor han i en periode var forsvarsmedarbejder og med til at vinde Cavling-prisen 2010 med artikelserien ‘Hjem fra krigen’.
Asger Westh har desuden vundet såvel Anders Bordings Journalistpris samt O-prisen to gange og været nomineret til FUJ’s Graverpris.
“Beredskab og forsvar har en enorm bevågenhed. Politisk og i befolkningen. Det berører os alle og er journalistisk et de vigtigste og mest spændende emner at dykke ned i og stille skarpt på,” siger Asger Westh.
“Det danske beredskab har lige fået det største løft i flere årtier, ligesom forsvaret sidste år fik et historisk løft til genopbygning. Med penge følger magt, og vi kommer til at have fokus på, hvad pengene så bliver brugt til,“ siger han.
Kirstine Crenzien er ansat som journalist på A4’s nye niche. Hun er nyuddannet journalist ved Roskilde Universitet og har været i praktik på Altinget, hvor hun blandt andet har beskæftiget sig med forsvars- og beredskabsområdet.
Vil følge pengestrømmen
I de kommende år vil der blive afsat milliarder af kroner til beredskab og forsvar, og den historiske oprustning i Danmark er den direkte årsag til, at A4 Medier - mediet for den danske model - i den kommende tid lancerer A4 Beredskab og Forsvar.
“Når staten investerer milliardbeløb i beredskab og forsvar, er det en journalistisk kerneopgave at følge pengene helt ud i virkeligheden,” siger Andreas Antoni Lund, interim ansvarshavende chefredaktør på A4 Medier.
A4 Beredskab og Forsvar skal undersøge, hvordan pengene bliver brugt, og hvad det konkret betyder for lønmodtagere, arbejdspladser, virksomheder, kommuner, regioner og statslige institutioner.
Tilmeld dig nyhedsbrevet A4 Beredskab og Forsvar, og få besked, når vi går i luften
Med lanceringen ønsker A4 Medier at styrke den publicistiske dækning af et område i hastig forandring og sikre, at udviklingen i beredskab og forsvar bliver fulgt kritisk, nuanceret og med blik for den danske arbejdsmarkedsmodel og arbejdsmarkedets aktører.
Målet er at levere kritisk, undersøgende og oplysende journalistik.
“Beredskabs- og forsvarsområdet er ekstremt betydningsfulde samfundsområder. Men mange af de konkrete konsekvenser for arbejdsmarkedet forsvinder let i den brede nyhedsdækning. Vi kan bidrage med specialiseret, vedholdende og uafhængig journalistik, der går tættere på, end andre har mulighed for,” siger Andreas Antoni Lund.

















