Sådan førte en retssag mellem Deutsche Bank og en spansk fagforening til, at vi alle skal registrere vores arbejdstid

I 2017 lagde den største spanske fagforening, CCOO, sag an mod den spanske afdeling af Deutsche Bank.

Deutsche Bank brugte et computersystem, der gjorde det muligt at registrere fravær af en hel dags varighed - for eksempel i forbindelse med ferie - men som hverken kunne registrere den daglige arbejdstid for hver enkelt medarbejder eller antallet af overarbejdstimer.

CCOO mente imidlertid, at et system, der kunne registrere den daglige arbejdstid, var nødvendigt for at sikre, at reglerne blev overholdt.

Næsten præcis syv år senere - 1. juli 2024 - trådte en ny lov om arbejdstidsregistrering i kraft i Danmark. Loven forpligter arbejdsgiverne til at etablere et system, der gør det muligt at registrere medarbejdernes daglige og ugentlige arbejdstimer på en pålidelig og objektiv måde.

En lovgivning, der ret forudsigeligt delte vandene mellem arbejdstagere og arbejdsgivere. 

"Loven er med til at sikre, at lønmodtagerne ikke arbejder mere, end de skal, og mere end de er ansat til. Den kan også være med til at gøre det synligt, hvis der er for meget overarbejde eller et for højt arbejdspres," siger Kim Jung Olsen, formand for HK Privat.

Anderledes lyder vurderingen på arbejdsgiversiden.

"Vi opfatter det som unødvendigt bøvl og bureaukrati og som en byrde, der er blevet lagt ned over virksomhederne," siger Alexander Søndergaard, underdirektør i SMVdanmark. 

I sidste ende havde ingen af parterne dog reel indflydelse på, at tidsregistreringen blev indført. 

Så hvordan endte en spansk retssag med at blive til dansk lovgivning?

Dommen fra Luxembourg

I sagen mellem CCOO og Deutsche Bank, blev domstolen i tvivl om, hvorvidt Spanien levede op til EU's arbejdstidsregler.

Den spanske højesteret havde i en tidligere afgørelse lagt til grund, at medarbejdere uden et tidsregisteringssystem ikke var i stand til at dokumentere overtrædelse af arbejdstidsreglerne.

Den spanske domstol vidste dog ikke, om denne fortolkning fulgte EU-retten og anmodede derfor EU-domstolen i Luxembourg om en såkaldt præjudiciel afgørelse.

I maj 2019 afsagde EU-domstolen sin dom.

LÆS OGSÅ: Flertal af lønmodtagerne er glade for, at vi nu skal registrere arbejdstiden

Her blev alle lande i EU pålagt at etablere et objektivt, pålideligt og tilgængeligt system, der gør det muligt at måle længden af den daglige arbejdstid.

I EU's lovgivning om arbejderes fundamentale rettigheder er der allerede klart definerede regler for arbejdstid. Man må blandt andet ikke arbejde mere end 48 timer om ugen i gennemsnit, og man skal have 24 timers fri hver uge.

I sin dom argumenterede EU-retten for, at arbejdstageren er den svage part og derfor ikke forventes selv at skulle påberåbe sine rettigheder over for arbejdsgiveren. Ifølge dommen ville det også føre til omvendt bevisbyrde, hvis arbejdstageren selv skulle bevise, at reglerne var overskredet, for eksempel ved at fremlægge mails eller indkalde vidner.

Dansk skepsis

Kan en domstol i Luxembourg så bare pålægge det danske folketing at lave en lov om arbejdstidsregistrering? Svaret er et klokkeklart ja, hvis man spørger Caroline de la Porte.

Hun er professor på CBS og forsker i, hvordan europæisk social- og arbejdsmarkedslovgivning bliver til national lovgivning. 

"Selv om arbejdsmarkedsområdet hovedsageligt er et nationalt anliggende, har EU kompetencer på arbejdsmarkedsområdet, også når det kommer til arbejdsmiljøet. Mange lande har en tradition for at spørge EU-domstolen om, hvordan EU-lov skal fortolkes, når de er i tvivl om, hvorvidt national lovgivning lever op til EU lovgivningen," siger Caroline de la Porte. 

I Danmark har vi dog slet ikke samme tradition for at bruge EU-domstolen i tvivlsspørgsmål, siger Caroline de la Porte, der mener, at det skyldes en grundlæggende dansk skepsis over for EU-domstolen, særligt på arbejdsmarkedsområdet. 

"Arbejdsmarkedets parter frygter grundlæggende, at EU-lovgivning kommer til at have indflydelse på regulering af arbejdsmarkedet. De frygter, at EU-lovgivning vil mindske deres eget råderum, som ville begrænse deres muligheder for at udføre deres arbejde. Derfor er de altid mistænksomme. Det er en grundlæggende holdning, de har." siger Caroline de la Porte. 

Når det er sagt, så oplever Caroline de la Porte dog også en pragmatisk indstilling fra parterne, når lovgivningen først er vedtaget. Der er hendes opfattelse, at de generelt gør deres bedste for at implementere lovgivningen med udgangspunkt i interesserne fra de grupper, de repræsenterer. 

Caroline de la Porte bruger lovgivningen om øremærket barsel som eksempel.

Her var der også en bred opfattelse blandt arbejdsmarkedets parter af, at selvom man muligvis godt kunne se fidusen i forslaget, så var det ikke noget, EU skulle blande sig i. I dag er der næsten ingen interessenter, der ikke bakker helhjertet op om det. 

"Nemt og ubureaukratisk"

Efter EU-dommen skulle regeringen tage stilling til, hvordan lovforslaget til den danske implementering skulle se ud. Beskæftigelsesministeriet nedsatte en arbejdsgruppe, og der blev indgået en partsaftale mellem Dansk Arbejdsgiverforening, Fagbevægelsens Hovedorganisation og Akademikerne.

Det endelige lovforslag var en udmøntning af partsaftalen og arbejdsgruppens afrapportering. Her tog man udgangspunkt i en minimumsimplementering af forslaget, så virksomheder og ansatte kunne indføre lovgivningen med så få benspænd som muligt. 

Særligt hos arbejdsgiver- og erhvervsorganisationerne arbejdede man for, at den danske implementering skulle være så skånsom over for virksomhederne som muligt.

"Der var en bekymring, i forhold til hvordan dommen ville blive implementeret i Danmark. For os var det vigtigt, at det blev så nemt og ubureaukratisk for virksomhederne som muligt, og at man for eksempel ikke skulle registrere, hvornår på døgnet arbejdet blev udført. Og det var vigtigt, at så få medarbejdergrupper som muligt blev omfattet, " siger SMVdanmarks Alexander Søndergaard.

Selvom SMVdanmark stadigvæk synes, at tidsregistreringen er en unødvendig byrde, oplever Alexander Søndergaard dog, at virksomhederne har fået det inkorpereret i deres arbejdsprocesser. Derfor får de ikke længere særligt mange henvendelser om det. 

LÆS OGSÅ: Eksperter: Ny lov om registrering af arbejdstid sikrer ikke ansattes hviletid

Hos HK Privat er man også tilfreds med det endelige lovforslag. Man oplever dog, at reglen i nogle virksomheder bliver fortolket forkert.

"En del af vores medlemmer er kommet ind i kategorien af selvtilrettelæggere, og derfor bliver de undtaget fra reglen. Det er en udfordring, for i loven er der nogle klare retningslinjer for, hvornår man er selvtilrettelægger, og vores vurdering er, at alt for mange kategoriseres sådan. Det skal man øve sig på ude i nogle af virksomhederne," siger Kim Jung Olsen.

Caroline de la Porte vil ikke gøre sig klog på, om registrering af arbejdstid er den rigtige løsning.

Men hun fremhæver, at vi i stigende grad lever i et samfund, hvor arbejdstid bliver flydende, og de timer, man arbejder, bliver usynlige.

"Så man kunne også spørge sig selv, om den her lovgivning rent faktisk løser et behov på arbejdsmarkedet, i stedet for først at reagere lidt skeptisk," pointerer hun.