Marianne Vind: Det kønsopdelte arbejdsmarked er hverken fair eller robust
”KVINDERNES SIDSTE ARBEJDSDAG” er en oplagt anledning til at reflektere over manglen på ligeløn, men vi bør også skænke kønsopdelingen på vores arbejdsmarked en tanke eller to. Danmark har nemlig et af Europas mest kønsopdelte arbejdsmarkeder. Det giver anledning til at spørge, hvad der ville ske, hvis vi gjorde alvor af kampagnen, og alle kvinder gik på ferie den 14. november?
Vores kønsopdelte arbejdsmarked er et ligestillingsproblem. Det er en af de helt store udfordringer for ligeløn, og et resultat af nogle kønsstereotype forestillinger, som reproduceres, så længe vi ikke får udlignet forskellene. Og for de unge, der skal til at vælge uddannelse, betyder det stadig meget, om uddannelsen har et ”feminint” eller ”maskulint” ry. Og tallene taler deres tydelige sprog, når 90 procent af eleverne inden for teknologi, byggeri og transport er mænd, mens 87 procent af eleverne inden for omsorg, sundhed og pædagogik er kvinder.
Men vores kønsopdelte arbejdsmarked er også et velfærdsproblem. Det kan næppe komme bag på nogen, at vores velfærdssamfund ville komme i alvorlige problemer, hvis kvinderne holdt fri resten af året. Og det skal de altså, hvis deres gennemsnitlige timeløn skal svare til mændenes.
LAD OS PRØVE AT LEGE med tanken om, at kvindernes sidste arbejdsdag var mere end en kampagne: De fleste, der er afhængige af hjemmehjælp, ville få lov til at vente længe. For 88 procent af de ansatte i hjemmeplejen er kvinder. Børnene må komme med på arbejde eller klare sig uden en voksen, for de fleste vuggestuer og børnehaver klarer sig nok ikke uden de ca. 88 procent ansatte, der er kvinder. Plejehjemmene skulle nøjes med syv procent af den sædvanlige arbejdsstyrke, og hospitalerne med 18.
Jeg behøver vist ikke komme med flere eksempler. For sådan ser det ud, når kvinder er så stærkt overrepræsenterede i den offentlige sektor, rygraden i velfærdsstaten, og henholdsvis udgør 77 og 78 procent af de ansatte i kommuner og regioner.
Derfor er jeg stadig uforstående over for den uligeløn, der følger de professioner, hvor kvinder arbejder flest. Det er blot et ud af mange eksempler på, at kvinders arbejde ikke værdsættes lige så højt som mænds. For ser man for eksempel på lønnen mellem mænd og kvinder i samme job på samme arbejdsplads, er forskellen stadig på syv procent. Det er ikke kun et brancheproblem.
LÆS OGSÅ: S ville sikre mere ligeløn, men regeringens lønløft kan øge løngabet mellem mænd og kvinder
Og lad os for god ordens skyld lige huske mændene. For ret skal være ret; andre dele af vores samfund ville tilsvarende gå i stå, hvis det var mændene, der trak stikket. Men det understreger netop min pointe. Det kønsopdelte arbejdsmarked er hverken fair eller robust. Det gælder samfundet som helhed og kvinder som mænd.
Det svækker arbejdsmarkedets mobilitet og mindsker rekrutteringsgrundlaget og talentmassen. Det begrænser den enkeltes mulighed for at følge sine interesser og udfolde sine talenter. Og det fastholder nogle af de begrænsende kønsstereotyper, man i 2024 skulle tro, at vi for længst havde lagt bag os.
Det vil jeg tænke lidt mere over i min ferie.
