NÅR OVER 60.000 DANSKERE skriver under på et borgerforslag om ret til fri med løn ved barns sygdom, er det ikke udtryk for mangel på forståelse eller et demokratisk problem. Det er et politisk wakeupcall.
I A4 Medier argumenterer Andreas Lund for, at forslaget hører hjemme ved overenskomstbordet – ikke i Folketinget. Jeg er enig i, at den danske model er – og fortsat skal være – en hjørnesten på vores arbejdsmarked. Men når modellen ikke leverer, og når børnefamilier i årevis er blevet sendt rundt i manegen for at finde “andre løsninger” end at passe deres syge børn, må vi spørge: Hvad venter vi egentlig på?
Jeg har selv stået med et barn, der kastede op hele natten, og fået nej til barnets første sygedag. Jeg har – som tusindvis af andre forældre – spillet Sorteper med mine børns helbred. For sådan føles det, når man tvinges til at finde hurtige nødløsninger i stedet for at give sit barn den omsorg, det har brug for.
Lund kalder ønsket om fri ved barns sygdom en “glidebane”. Jeg kalder det en nødvendighed.
En model, der ikke virker i praksis
I dag er retten til fri ved barns sygdom afhængig af overenskomst. Det betyder, at forældre i praksis ikke har en universel ret – og mange bliver afvist. Særligt i det offentlige, hvor reglerne ofte lyder: “hvis det er foreneligt med driften”. Det er det sjældent.
LÆS OGSÅ: Forældre kræver bedre vilkår ved børns sygdom: 'For nemt at overlade til overenskomstforhandlinger'
Derfor ender vi med feberramte børn i daginstitutionerne. Vi kalder dem “panodilbørn” – børn, der afleveres på febernedsættende medicin og bliver dårlige igen ved middagstid. Og det er ikke bare grebet ud af den blå luft. Ifølge en undersøgelse fra Megafon har 71 procent af forældre afleveret syge børn i institution mindst én gang sidste år. Over 20 procent har givet dem medicin inden aflevering.
Det er ikke, fordi forældre er ligeglade. Det er, fordi systemet tvinger dem til det.
Børns trivsel er ikke et forhandlingsemne
Lund spørger retorisk: “Hvor stopper det?” Skal vi også have fri, når barnet har sovet dårligt? Det er en stråmand. Det her handler ikke om luksus eller misbrug. Det handler om helt basale behov – om barnets ret til omsorg og forælderens mulighed for at være til stede.
Andre lande er for længst gået foran. I Sverige har forældre 120 lovsikrede dage med lønkompensation. I Norge får hver forælder 10-15 dage med fuld løn. I Tyskland op til 35 dage. Fællesnævneren er, at man anerkender barnets sygdom som en legitim grund til fravær – uden at forældre skal straffes på økonomi eller arbejdsforhold.
Vi kan sagtens finde en dansk model. Med lovsikrede minimumsrettigheder, solidarisk finansieret lønkompensation og mulighed for, at overenskomster kan bygge ovenpå. Præcis som vi allerede gør med barselsreglerne.
Nej, Folketinget er ikke en fagforening – men det er heller ikke en tilskuerplads
Når den danske model ikke løser problemet, må politikerne tage ansvar. Ikke ved at overtage forhandlingerne – men ved at sætte rammerne, som de har gjort mange gange før. Vi har allerede lovgivning, der giver ret til fravær ved force majeure. Det er bare ikke nok.
LÆS OGSÅ: Tillidsmand og far til tre: Pasning af sygt barn skal ikke løses ved lov
Derfor bør vi i fællesskab udvikle en ny dansk model for retten til fri ved barns sygdom. En model, hvor forældre kan tage sig af deres børn uden at frygte for løn, job eller smittekæder. Og hvor arbejdsmarkedets parter og staten sammen finder en løsning – fx gennem trepartsforhandlinger, som jo netop er en integreret del af den danske model.
Så nej, ønsket om fri ved barns sygdom er ikke en glidebane. Det er et nødvendigt svar på en virkelighed, der har ændret sig. Nu må systemet følge med.
