Lizette Risgaards nye bog er et forsøg på genoprejsning
'Mændene og magten - min version'.
Det lader til at være titlen på tidligere FH-forkvinde Lizette Risgaards kommende bog om sin tid i fagbevægelsen. Tilbage i februar varslede Lizette Risgaard nemlig, at en bog var på vej, og nu kan man læse i programmet til årets Bogforum, at hun skal tale på den store scene om en bog med netop den titel.
"Lizette tager i sin bog bladet fra munden," står der videre i programmet.
Ifølge faglig kommentater Gitte Redder handler det om at få sin egen version af sagen frem.
"Jeg tror både, det kommer til at handle om #Metoo, og hvordan hun oplevede at blive uretfærdigt behandlet og fældet. Ikke bare i april sidste år, men også i mange andre situationer. Jeg tror, der kommer nogle artige historier frem både om interne magtkampe og i forhold til Socialdemokratiet," siger Gitte Redder i denne uges afsnit af podcasten 'Fagbevægelsen Uden Filter'.
"Det bliver hævn. Det bliver Lizettes forsøg på genoprejsning og æresoprejsning," siger A4's faglige kommentator.
Hør mere om Lizette Risgaards kommende bog og meget andet i Fagbevægelsen Uden Filter.