A4 Arbejdsmiljø
Køb abonnement

DA: Det er på høje tid, at kravet om at anmelde mindre ulykker bliver fjernet

22. august 2025 kl. 6.00
| Foto: Dansk Arbejdsgiverforening
Dette er et debatindlæg. Det er udtryk for skribentens holdning. Læs A4 Mediers regler for og krav til debatindlæg her. Du er velkommen til at deltage i debatten - send dit indlæg til debat@a4medier.dk.
Dansk Arbejdsgiverforening (DA) roser regeringens ønske om, at virksomheder i fremtiden kun skal anmelde ulykker, der giver mere end tre dages fravær. Den administrative byrde koster nemlig virksomhederne 44 millioner kroner om året. En omkostning, som i stedet kunne bruges langt bedre på andre nyttige formål, skriver Maria Bille Høeg i debatindlægget.

I DANMARK HAR VI I DAG et krav om, at arbejdsulykker med mindst en dags fravær skal anmeldes til myndighederne. Men er det virkelig nødvendigt at fylde systemet med småskader, der kun medfører kortvarigt sygefravær?

Svaret er nej. Kravet er blot en administrativ byrde for virksomhederne og forbedrer ikke arbejdsmiljøet.

Overflødigt krav

En ulykke er altid en for meget. Virksomheder bør lære af selv de mindste ulykker, men de skal ikke bruge tid på registreringer, der ikke tjener noget formål.

I dag skal en virksomhed, der oplever en ulykke med mindst én dags fravær fra arbejdspladsen, oprette sig i EASY-systemet, registrere hændelsen, udfylde spørgeskemaer og håndtere administrationen.

Imidlertid bliver oplysningerne om mindre ulykker med en til tre dages fravær ikke brugt af hverken Arbejdstilsynet eller Arbejdsmarkedets Erhvervssikring. Det skaber blot ekstra bøvl for virksomhederne, der bruger tid og ressourcer, uden at det kommer virksomhederne og arbejdsmiljøet til gavn.

DA anslår, at det i gennemsnit tager virksomhederne tre-fire timer at anmelde hver sag. Det svarer til, at det alt i alt koster danske virksomheder 44 millioner kroner om året at registrere og anmelde ulykker med en til tre dages fravær. En omkostning, som i stedet kunne bruges langt bedre på andre nyttige formål – for eksempel på at udvikle forretningen eller forbedre sikkerheden på arbejdspladsen.

Derfor er det på høje tid at fjerne kravet om, at virksomhederne skal bruge tid på at anmelde de ulykker, hvor medarbejderen er tilbage på arbejde igen efter få dage. Virksomheden bør udelukkende registrere ulykker, når det hjælper den enkelte med erstatningssagen eller den videre behandling.

At regeringen nu lægger op til at lempe reglerne, så virksomhederne fremover kun skal anmelde fravær på mindst tre dage, er et skridt i den rigtige retning.

LÆS OGSÅ: Her er anbefalingerne fra regeringens ekspertgruppe for arbejdsulykker

Det vil lette virksomhedernes administrative byrder, så virksomhederne i stedet kan bruge kræfterne på det, de er gode til – at skabe produktion, service, vækst og arbejdspladser. Samtidig med at medarbejderne oplever, at deres arbejde er både meningsfuldt og sikkert. 

Behov for færre byrder

Med regeringens nye forslag går de danske regler dog stadig en smule længere end EU-reglerne på området. Her er kravet, at virksomhederne skal anmelde ulykker med mere end tre dages fravær, det vil sige på fire dage og derover.

LÆS OGSÅ: Forbund: Tusindvis kan havne i ingenmandsland på grund af regeringens forslag om arbejdsulykker

For at sikre ensartede konkurrencevilkår for alle virksomheder i EU havde det derfor været ideelt, hvis regeringens forslag matchede EU’s standarder. Ikke mindst i en tid med handelskrig, geopolitisk usikkerhed og hvor virksomhedernes konkurrenceevne er under pres, er det afgørende at gå den regulering, som bliver pålagt erhvervslivet, efter i sømmene og som minimum sikre en ensartet implementering i EU. Det vil give danske virksomheder det bedst mulige afsæt for at klare sig godt i den internationale konkurrence.

Derfor er ændringen af kravet om, hvornår virksomheder skal anmelde arbejdsulykker et positivt og vigtigt skridt, som forhåbentlig bliver til flere. Med en omfattende og kompleks regulering på arbejdsmiljø- og arbejdsskadeområdet er der et betydeligt potentiale for at skabe mere enkle og smidige regler, der både gavner virksomhederne og fastholder et arbejdsmiljø i verdensklasse.

Deltag i debatten - send dit indlæg på maks. 600 ord til debat@a4medier.dk.

Mere fra A4 Arbejdsmiljø

GDPR