A4 Arbejdsmiljø
Køb abonnement

HK: Højesteretsdom om arbejdsskade i hjemmet bliver misforstået

Debat|
20. maj 2025 kl. 13.00
Lasse Thorn er afdelingssektorformand for HK Privat Sjælland | Foto: Privat
Dette er et debatindlæg. Det er udtryk for skribentens holdning. Læs A4 Mediers regler for og krav til debatindlæg her. Du er velkommen til at deltage i debatten - send dit indlæg til [email protected].
Venstres Kim Valentin hævder, at en ny dom kan gøre hjemmearbejde mindre attraktivt for virksomheder, hvilket er en misforståelse. Dommen handler ikke om øget bureaukrati eller et ansvar for arbejdsgivere; den fastslår blot, at skader under hjemmearbejde skal anerkendes som arbejdsskader, skriver HK i dette debatindlæg.

DEBATTEN OM ARBEJDSSKADER under hjemmearbejde er kørt helt af sporet og bygger på misforståelser.

Senest har Venstres beskæftigelsesordfører Kim Valentin i et debatindlæg i A4 erklæret, at dommen "kan gøre hjemmearbejde mindre attraktivt for virksomheder, der i forvejen er pressede af administrative krav".

LÆS OGSÅ: Arbejdsgivere chokerede efter højesteretsdom om hjemmearbejde: Overvejer politisk handling

Men det er forkert. Dommen har intet med øget bureaukrati for virksomheder at gøre, og den er slet ikke en trussel mod det fleksible arbejdsliv. Alligevel gentages disse misforståelser igen og igen. 

FOR DET FØRSTE er det vigtigt at understrege, at dette ikke er en sag mellem HK og arbejdsgiveren.

Det var arbejdsgiveren selv, der startede sagen, da vedkommende indberettede medarbejderens skade under hjemmearbejde til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, præcis som reglerne foreskriver. Vores medlem og arbejdsgiveren var helt på samme hold. Sagen handlede om at få skaden anerkendt som en arbejdsskade, og var altså ikke en konflikt mellem dem.

Men både Arbejdsmarkedets Erhvervssikring og Ankestyrelsen afviste, at der var tale om en arbejdsskade, og ville derfor ikke anerkende den. Derfor førte HK sagen i både Landsretten og Højesteret, som begge vurderede, at skaden var sket i relation til arbejdet, og derfor skulle anerkendes som en arbejdsskade. 

FOR DET ANDET er det vigtigt at understrege, at dommen ikke pålægger arbejdsgiveren et ansvar for ulykken. Sagen har alene handlet om, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring skal dække skader påført under hjemmearbejde.

LÆS OGSÅ: Efter omdiskuteret Højesteretsdom: Venstre åbner døren på klem for ny lovgivning om hjemmearbejde

Arbejdsskadeforsikringen dækker ud fra princippet om objektivt ansvar. Det vil sige, at den dækker, hvis den tilskadekomne er på arbejde; uanset om arbejdsgiveren har begået fejl eller ej.

Der er mange situationer, hvor en arbejdsgiver hverken kan eller skal føre tilsyn med arbejdspladsen. Det gælder i mange tilfælde, hvor medarbejdere er et andet sted end på virksomhedens adresse. For eksempel når en medarbejder er på besøg hos en kunde eller leverandør, deltager i et kursus eller et seminar. Her dækker arbejdsskadeforsikringen også.

Det samme gælder, hvis en medarbejder bliver involveret i en trafikulykke og kommer til skade, mens vedkommende er på arbejde. Og det gælder, uanset om medarbejderen kører i egen bil eller firmabil.

MANGE VIRKSOMHEDER HAR stor gavn af medarbejdernes fleksibilitet og mulighed for hjemmearbejde. I dag er det mere reglen end undtagelsen, at antallet af kontorarbejdspladser på firmadomicilet tilpasses ud fra en forventning om, at medarbejdere arbejder hjemme i et vist omfang. Det sparer virksomhederne for mange penge.

Hvis medarbejdere ikke længere er omfattet af arbejdsskadeforsikringen under hjemmearbejde, er jeg sikker på, at en del af dem vil fravælge at arbejde hjemmefra. Det vil være rigtig skidt for både medarbejdernes og virksomhedernes ønske om fleksibilitet.

LÆS OGSÅ: Debat: Højesteretsdom er ikke en trussel mod hjemmearbejde. Det er en påmindelse om, at arbejdet har forandret sig, og at ansvarsfølelse skal følge med

Til politikere og andre, der bekymrer sig for det fleksible hjemmearbejde, er der derfor en vigtig pointe at holde fast i: Dommen ændrer ikke på virksomhedernes ansvar, og den indfører ikke nye administrative byrder.

Den slår blot fast, at medarbejdere også er dækket af arbejdsskadeforsikringen, når de arbejder hjemme, præcis som de er, når de arbejder andre steder uden for virksomheden.

Deltag i debatten - send dit indlæg på maks. 600 ord til [email protected].

Mere fra A4 Arbejdsmiljø

GDPR