NÅR JEG MØDER på arbejde i FOA's forbundshus, kommer jeg uvilkårligt til at tænke på vores helt grundlæggende opgave.
Den første, jeg hilser på, er nemlig Marie Christensen. Eller rettere: den fine buste i vores forhal, som forestiller Marie Christensen og dagligt minder os om den forskel, hun gjorde for de københavnske tjenestepiger.
De havde ingen rettigheder, og det fremhævede Marie særdeles tydeligt på det stiftende møde i Københavns Tjenestepigeforening, hun havde indkaldt til 15. november 1899:
”Holdes der hund i huset, bliver den behandlet 10 gange bedre end pigen. Pigen må for eksempel stå i et koldt køkken og spise sin mad, mens hunden ofte er i spisestuen og får sin mad fra bordet. Og mange gange sover pigen på et koldt, yderst tarveligt loftskammer, mens hunden sover i en flot kurv med varme tæpper i et af de elegante værelser,” sagde hun og tilføjede:
”Man skulle ikke tro, at sligt kunne finde sted i vor tid.”
Farvel til tyendeloven
Det var kun begyndelsen på Maries kamp for kvinderne.
I de efterfølgende år var hun med til at stifte De Samvirkende Tjenestepigeforeninger i Danmark. Hun var blandt initiativtagerne til Kvindepolitisk Forening. Hun havde også øje for værdien af uddannelse og oprettede Københavns Tjenestepigeforenings Fagskole. Og hun bidrog stærkt til, at kvinderne fik fuld valgret i 1915.
LÆS OGSÅ: Kvinder har et hårdere psykisk arbejdsmiljø end mænd, og det kan have store konsekvenser
Hendes indsats kulminerede, da tyendeloven, som gav arbejdsgiverne hånds- og halsret over tjenestefolkene, som var de slaver, blev afskaffet i 1921.
Fortjener mere end en buste
Det er derfor, at busten af Marie Christensen minder mig om, at i FOA er det 8. marts hver dag. At det altid – året rundt og uden undtagelse – er kvindernes kampdag.
Men hun fortjener mere end en buste. Derfor arbejder vi i FOA for, at hun får sin egen statue.
I FOA har vi bevilget penge til opgaven. Kunstneren Jens Galschiøt har kreeret skitsen og er næsten klar til at hælde bronze i støbeformen. Og sammen med Københavns Kommune er vi ved at finde den rigtige placering – midt i byen og tæt på de herskabslejligheder, hvor Marie for 127 år siden gik op og ned ad bagtrapperne for i al hemmelighed at invitere tjenestepigerne til at være med i den nye fagforening.
Vi er selvfølgelig opmærksomme på, at kulturminister Jakob Engel-Schmidt savner statuer af kvinder, der har sat deres præg på Danmarkshistorien.
Vi er også opmærksomme på, at han for ganske nylig gjorde det muligt at søge tilskud gennem Statens Kunstfond til sådan en statue.
Og ja, vi har allerede søgt og har selvfølgelig bemærket, at Marie Christensen i forbindelse med initiativet optræder på en liste over hundrede betydningsfulde kvinder.
Kampen lever videre
Vi ved ikke, om det rækker til økonomisk støtte. Men vi håber, at hun uanset hvad får sin statue, som ikke alene skal skabe opmærksomhed om hendes betydning.
Den skal også signalere, at hendes kamp for anerkendelse og respekt stadig er vigtig for de faggrupper i velfærdssamfundet, hun var med til at bane vej for, og som vi stadig repræsenterer i FOA – som eksempelvis husassistenter, hjemmehjælpere og sygehjælpere.
LÆS OGSÅ: Kvinder er langt oftere stressede end mænd
Vi ved for eksempel, at en af Maries mærkesager – tjenestepigernes krav på en værdig alderdom – stadig er højaktuel.
Tag bare arne-pensionen, som giver ret til at trække sig tilbage et par år før tid efter et langt og slidsomt arbejdsliv.
Men loven er kønsdiskriminerende. Kvinder risikerer nemlig et afslag, fordi de i perioder har haft orlov fra deres job – for eksempel i forbindelse med barsel.
Det er så skævt, at det gør ondt. Og det fortæller, hvorfor en statue skal være med til at minde os alle om, at det er 8. marts hver dag.
