REGERINGEN OG EN LANG RÆKKE af forligspartier lancerede den 9. april et længe ventet forlig, der skal være basen for en reformering af den danske beskæftigelsesindsats.
Djævlen ligger som bekendt i detaljen, så da ingen detaljer endnu er kendt, står vi, der er ansatte i jobcentrene, i dag med en vis afklarethed og med en helt masse spørgsmål, som fremtiden må afklare. Hvad vi allerede ved, er, at reformen er en sammenblanding af skidt og kanel.
På den absolutte førsteplads over gode nyheder fra pressemødet, der lancerede forliget, var løftet om, at vi i jobcentrene kommer til at opleve mere tillid fra Christiansborg og mindre detailstyring. Det er supergodt nyt ind i en hverdag, der er stærkt præget af den tredobbelte mistillid: mistillid til borger, mistillid til mig som medarbejder og mistillid til kommunerne.
LÆS OGSÅ: 45 kroner per løntime til langtidsledige: Bilag afslører nye detaljer om jobpræmie til kommunerne
En anden god nyhed er den om, at vi skal opleve mere frihed til at planlægge indsatsen ud fra en faglig vurdering og i samarbejde med den konkrete borger. Her sidder man desværre som erfaringsramt jobcentermedarbejder med det samme og bliver lidt i tvivl om, hvorvidt politikerne mener det med friheden alvorligt, når man ser på, hvor mange elementer af vores daglige arbejde, man stadig gerne vil styre - også ud i en ret høj detaljeringsgrad. Jeg håber på friheden, mere end jeg er helt sikker på, at jeg tror på den.
NÅR JEG IKKE ER DER, hvor jeg helt tror på friheden, så skyldes det jo også det gavepapir, denne pakke fra Folketinget er pakket ind i. Det var fra starten et krav, at der skulle spares tre milliarder. Nu landede vi ”kun” på 2,7, men det er stadig en meget stor besparelse, og det er jo klart og tydeligt i forliget, at den besparelse kan man ikke nå frem til udelukkende ved at reformere en lovgivning fuld af mistillid. Det er også de indsatser, som en individuelt, tilrettelagt indsats for borgerne skal bestå af, der spares hundredvis af millioner på.
Jeg arbejder selv med den gruppe af unge mennesker, som Mette Frederiksen ved flere lejligheder har meddelt, er regeringens vigtigste opgave, og jeg deler gerne ansvaret. Jeg tænker, det er udmærket for disse unge uden job eller uddannelse, at vi i jobcentrene ikke længere skal lægge en uddannelsesplan, men i stedet også kan tale om en jobplan (det kan vi i øvrigt allerede nu). Mange unge har rigtigt dårlige erfaringer med fra uddannelsessystemet og vil hellere ”bare” ud at arbejde.
(..) for mange af disse borgere er jobcenteret den eneste livline til samfundet og til verden uden for deres egen lejlighed. Den livline vil man nu gøre endnu tyndere – dum idé!
Karina Sørensen, beskæftigelsesfaglig medarbejder og HK Kommunals talsperson
Desværre er der rigtig mange unge, hvor den ambition ikke er så let. Blandt andet på grund af psykisk sygdom, handicap, misbrug og andre sociale problemer, og derfor er det stærkt bekymrende, at forliget sparer så mange penge på basisindsatsen til de unge, som der er lagt op til. Så blev der i 11. time tilført en lille ekstra pose penge, men der spares flere gange mere, end der føres til, så regnestykket går jo ikke op. Der vil være unge, der på trods af regeringens ambition om det modsatte, vil få mindre hjælp, end de gør i dag.
DET ER EN FIN AMBITION at have, at borgere langt væk fra arbejdsmarkedet skal opleve en mere fleksibel indsats med mindre sanktion og tiltag, der er målrettet dem. Men når konklusionen på værdighed er, at man bare skal lade folk være mere i fred, misforstår man i mine øjne opgaven. Hvis det nu var sådan, at vi havde et sundhedssystem, et socialt system og et civilsamfund, som alle havde rigtig meget kontakt med hver eneste af disse borgere langt væk fra arbejdsmarkedet, så kan det godt være, at det i nogle perioder gav mening, at jobcenteret trådte et skridt tilbage, men for mange af disse borgere er jobcenteret den eneste livline til samfundet og til verden uden for deres egen lejlighed. Den livline vil man nu gøre endnu tyndere – dum idé! Der er kun ét garanteret udfald af en sådan tilgang: flere på førtidspension og den risiko for isolation og ensomhed knyttet til det.
Endelig er der hele problemstillingen med mennesker sygemeldt fra deres arbejde. Her får Folketinget optegnet en skurkerolle til jobcenteret og kommunerne, som jeg ikke er villig til at tage på mig. Ved at ”frelse” den sygemeldte og virksomheden fra en stor del af kontakten til kommunale fastholdelseskonsulenter fritager man også den sygemeldte og virksomhederne fra mulighed for automatisk og gratis råd og vejledning. Min frygt er, at det vil føre til, at flere kommer til at være sygemeldt længere, og at det vil føre til en stigning af kommunernes udgifter til udbetaling af sygedagpenge.
Hvorvidt de udgifter, som forliget på beskæftigelsesområdet vil føre med sig, kan opvejes af besparelser, som regeringen og forligspartierne har aftalt, må tiden vise, lige som den må give svar på alle de andre spørgsmål, som hverdagspraktikerne sidder tilbage med.
