Beskæftigelsesreform lægger op til massivt svigt af unge – der er brug for større ambitioner

Omkring 73.000 unge under 30 år hverken arbejder eller uddanner sig. Ofte går det galt i overgangen fra barndom til voksenliv – særligt hvis der ikke er trygge voksne, man kan læne sig op ad.  

For unge, der har været anbragt, er overgangen særlig svær. Alt for mange mister fodfæstet, alt for mange oplever at stå alene, alt for få får den hånd i ryggen, som alle unge har brug for på vej ind i voksenlivet.

Der var allerede inden den reform, der nu lægges op til, rum for forbedring i forhold til, at man kan få den hjælp man har brug for, og som det ser ud nu, ophæver den kommende beskæftigelsesreform alle de særlige bestemmelser, som har haft unge under 30 år som målgruppe.

LÆS OGSÅ: Unge med handicap: Beskæftigelsesreform må ikke føre til, at vi taber i kommunelotteriet

Det bliver med andre ord endnu mere usikkert, hvilken støtte og opbakning man kan få som ung. Og det efterlader et tomrum i indsatsen for de mange unge, der har svært ved at finde vej i systemet og ikke får den rigtige støtte på vej til uddannelse og beskæftigelse.

Nyere undersøgelser tyder på, at denne ungegruppe vokser. Flere unge har psykiske udfordringer. Det øger risikoen for at man kommer langt væk fra arbejdsmarkedet. Stadigt flere unge kommer på førtidspension. Vi står med en krise, der kræver handling. 

Forestil jer Kasper.  

Kasper har været anbragt i store dele af sin barndom, og nu han er på vej til at blive voksen. Han har oplevet svigt og ustabilitet igennem hele sin opvækst, og i dag kæmper han både ADHD og med følgerne af svigt, som han til dels håndterer med et pillemisbrug.

I fremtidens beskæftigelsesindsats risikerer han at blive overladt til sig selv i et helt år ad gangen uden at blive mødt. Ingen forventninger. Ingen samtaler. Ingen støtte. Det eneste, som han fremover vil være garanteret, er en årlig opfølgning på det, der kommer i stedet for jobcentrene, og når der lægges op til en besparelse på 400 mio. kr. på ungeområdet i reformen, så risikerer det at føre til stilstand for unge som Kasper. 

LÆS OGSÅ: Professor foreslog drastiske ændringer i ungeindsatsen. Nu giver han sit bud på, hvordan regeringens storstilede plan for sårbare unge bliver en succes

Men Kaspers udfordringer forsvinder ikke af, at vi ikke ser ham. Tværtimod er der en risiko for, at de bliver værre af isolationen – og så rykker han gradvist længere og længere væk fra det arbejdsmarked, som han jo egentlig gerne skulle tættere på.  

I stedet er der brug for, at Kasper bliver grebet tidligt i sit forløb. Det kræver en ret til ungestøtte for unge, der kommer fra anbringelse, så han ikke bliver overladt til sig selv, bare fordi han fylder 18 og – juridisk set – bliver voksen.  

Men det kræver også, at der er medarbejdere i beskæftigelsesindsatsen, som har tid til at møde ham, tale om, hvad han drømmer om og hjælpe ham med at udstikke kursen for at nå dem. Og så skal der være ressourcer til at give Kasper den hjælp – de indsatser – der giver mening.

Regeringens beskæftigelsesreform risikerer desværre at stille Kasper i den ulykkelige situation, at kommunerne i teorien har mulighed for at bevilge ham den individuelt tilpassede støtte – men at de hverken er forpligtede, har ressourcerne eller medarbejderne til det.

Vi må ikke slippe de unge, før de har en bolig, et stabilt netværk og er i job eller uddannelse. Der er akut behov for en gennemtænkt ramme for den støtte vi tilbyder. Den skal have fokus på at hjælpe unge med at navigere i deres liv og give dem en stabil støttende hånd i ryggen. Alt andet vil både være urimeligt og dumt. Vi har ikke råd til at tabe de unge i overgangen.