DANMARK ER I GANG med et stort samfundseksperiment, hvis udfald vi ikke kender. Men eksperiment, der vil få vidtrækkende konsekvenser for vores samfundsmodel.
Fortsætter vi med at hente udenlandsk arbejdskraft, går vi i retning af et amerikansk eller britisk samfund med stor ulighed, lav organisering og ringe beskyttelse af løn- og arbejdsvilkår.
Det er hovedpointen i ’Vi inviterede arbejdskraft – men der kom mennesker’, hvor beskæftigelsesminister Kaare Dybvad Bek (S) udfordrer en række antagelser i debatten om udenlandsk arbejdskraft.
Er den fortsatte import af arbejdskraft en gevinst for Danmark, eller betales prisen i form af svækket sammenhængskraft, et mere opdelt arbejdsmarked og pres på danskernes løn og ansættelsesvilkår?
Det er hans tredje debatbog. Ligesom de to første ’De lærdes tyranni’ og ’Udkantsmyten’ har denne potentiale til at række langt ud over selve udgivelsen.
Bogen forsøger at gøre op med tre grundlæggende dogmer.
For det første fortællingen om, at udenlandsk arbejdskraft er en god forretning for Danmark. Mange glemmer belejligt velfærdsudgifterne, når den udenlandske arbejdskrafts medfølgende børn og hustruer installeres i små lejligheder på den københavnske vestegn, og der skal oprettes dyre modtageklasser, ansættes tolke og laves tænder til nepalesiske børn.
For det andet gør han op med idéen om, at Danmark er et godt land for alle – og at et arbejde i Danmark nødvendigvis er lykken.
For det tredje stiller han spørgsmål ved, om den vækst, som udenlandsk arbejdskraft bidrager til, overhovedet er uundværlig. Udenlandsk arbejdskraft kan gøre os rigere, men det giver os ikke nødvendigvis et bedre samfund.
BOGEN ER ET FRONTALANGREB på arbejdsgiverorganisationerne, der – ifølge Dybvad – uden tilstrækkeligt blik for sammenhængskraften har presset på for mere og lettere adgang til udenlandsk arbejdskraft. Også dele af kommentatorkorpset får kritik, herunder Politiken og A4’s lederskribenter, som taler om mere udenlandsk arbejdskraft som en naturlov.
Fagbevægelsen går heller ikke fri og kritiseres for igen og igen at have accepteret flere udenlandske kolleger, så længe de “bare” arbejder på overenskomst, men uden at forholde sig til de bredere konsekvenser.
Som udlændinge- og integrationsminister har Dybvad meget fokus på tilstrømning og integration, særligt på den stigende tilstrømning af arbejdskraft fra Asien – især fra Bangladesh og Nepal.
Jeg ser frem til, at Kaare Dybvad fra sin ministertaburet får kastet sit skarpe blik på hvad flere hundredetusinde uorganiserede mennesker gør ved arbejdsmarkedet (..)
Søren Kirk, direktør i Danske Byggefag
Mange af disse mennesker finder i dag arbejde i service- og restaurationsbranchen som madbude, opvaskere, stuepiger på hoteller, rengøringsassistenter eller endda som skilteholdere foran københavnske restauranter.
Nogle finder også vej ind i byggebranchen, hvor flere af de største skandaler involverer de svageste, udenlandske medarbejdere.
Især arbejdskraft fra Østeuropa og Balkan er strømmet til, og udviklingen er gået ekstremt hurtigt. Hver sjette medarbejder i byggeriet er nu udlænding, og ser man alene på København er andelen nu oppe på over 40 procent.
Det har skabt et stort, midlertidigt arbejdsmarked. Som Dybvad selv påpeger, rejser mange nemlig hurtigt hjem igen. Nogle er her kun i få måneder på store byggeprojekter. Det betyder, at de ikke har nogen reel interesse i at integrere sig i det danske samfund.
De lærer ikke dansk, de bliver ikke en del af foreningslivet og melder sig i meget begrænset omfang ind i fagforeninger. De fylder meget på arbejdsmarkedet, og når de står uden for fagforeningerne, er de med til at presse løn- og ansættelsesvilkår, både for dem selv, og deres danske kolleger.
Udviklingen har endnu en bagside, nemlig den stigende arbejdskriminalitet, svindel og grov udnyttelse. Omfanget er blevet så stort, at der nu afsættes betydelige politiressourcer for at dæmme op for problemerne.
Han foreslår, at en del af den gevinst, arbejdsgiverne opnår ved at anvende udenlandsk arbejdskraft, i højere grad skal investeres i sammenhængskraft. Et oplagt sted at starte er investeringer i den danske model, som sikrer ordnede løn- og arbejdsvilkår for alle. ’Vi inviterede arbejdskraft – men der kom mennesker’ er en vigtig og læseværdig bog, der udfordrer vanetænkningen.
Jeg ser frem til, at Kaare Dybvad fra sin ministertaburet får kastet sit skarpe blik på hvad flere hundredetusinde uorganiserede mennesker gør ved arbejdsmarkedet, og hvordan vi kan forsvare et arbejdsmarked med høje lønninger og ordnede vilkår.
