Blik & Rør: Den fantastiske - men uforståelige - danske model
LIGE NU LANDER overenskomsterne med flotte resultater til lønmodtagerne. Mere i lønningsposen. Mere til pension. Bedre sammenhæng mellem familie og arbejdsliv.
Jeg synes, resultaterne taler for sig selv. Men måske skal vi alligevel gøre os mere umage for at fortælle om det – om fagbevægelsen, den danske model og alt det, vi kan sammen.
For en af mine kolleger kom forleden og fortalte mig, at hun havde været til et arrangement med en række forældre i den klasse, hvor hendes barn går. Alle med uddannelse og gode jobs. Talen faldt på min kollegas job – i en fagforening. Og her kunne min kollega berette, at ingen af de tilstedeværende vidste, hvad FH er, flere vidste heller ikke rigtigt, hvad en overenskomst er.
Jeg blev ærligt talt lidt rystet, og min første indskydelse var at tænke, at de unge forældre vist havde sovet i timen – i skolen og i gymnasiet. Hvordan kan man leve i Danmark uden at kende til den danske model, tænkte jeg. Uden at vide hvad de overenskomster, vi lige nu forhandler hjem, betyder for lønmodtagerne.
Men sandheden er jo en helt anden.
Det er nok os i fagbevægelsen, der har sovet i timen. Prøv blot at sige ordene, som vi hele tiden lirer af: "hovedorganisation", "overenskomst", "AMR", "TR", "de gule", "fritvalgs-konto", "lokalaftaler", og det jeg lige selv brugte - nemlig "den danske model".
Vi ved jo, at de unge familier i dag er ekstremt optaget af at sikre balance mellem familie- og arbejdsliv, at de går op i deres arbejdsliv og arbejdsmiljø. Og det gør vi også. Det er faktisk derfor, vi er her; for at sikre de bedste mulige vilkår for flest mulige lønmodtagere. Og lige præcis i år skal jeg love for, at der er fremskridt, når det handler om balancen mellem familie- og arbejdsliv.
Og når man spørger de yngre lønmodtagere, er de faktisk også meget positive forhold til fagforeninger, og det vi har opnået – hvis man vel at mærke forklarer det først.
Ordet "fritvalgskonto" siger jo ikke noget om, hvad der er frit valg af. Jeg tror, de fleste tænker bank og gebyrer
Henrik W. Petersen, forbundsformand Blik- og Rørarbejderforbundet
Men vi formår ikke tilstrækkeligt at forklare det – ellers ville de jo ikke være uvidende om, alt det vi gør. Vi taler et sprog, som kun fagbevægelsens superfans - de fem procent - forstår. Det bliver med andre ord en ret indviet samtale for de få, og det kommer i hvert fald ikke helt ud over rampen.
Jeg er med på, at kommunikation ikke er alt. Men hvis fagbevægelsen – og også gerne arbejdsgiverne – skal nå ud til de yngre generationer, skal vi gøre os langt mere umage, når vi taler med dem.
Og vi kan begynde med at tale et sprog, de kan forstå.
For uanset hvor fantastisk den danske model er, skal vi bringe den i øjenhøjde. Og hvorfor ikke tage afsæt i lige præcis det, der optager de unge mest: sammenhængen mellem arbejdsliv og familieliv. Her kan vi virkelig noget, som netop årets overenskomstforhandlinger har vist.
HVAD MED OM VI kaldte overenskomsterne for arbejdslivsaftale? For det er jo det, de er: Det giver rammerne om arbejdslivet, om løn under sygdom, ferie, afspadsering, uddannelse og så videre. På samme måde: Hvad med om vi kaldte tillidsrepræsentanterne for arbejdslivsrepræsentanter? Det er jo dem, der virkelig kan gøre en forskel for dig på dit arbejde.
Og måske kalde frit valg-kontoen for arbejdslivsbalancen. Ordet "fritvalgskonto" siger jo ikke noget om, hvad der er frit valg af. Jeg tror, de fleste tænker bank og gebyrer. Men kontoen er jo faktisk arbejdslivets schweizerkniv i mange overenskomster. Det er her, man selv kan spare op og beslutte sig for, om man vil holde omsorgsdage, tage fri, få seniordage og nu også bedsteforældre-dage. Alle muligheder står næsten åbne - de færreste ved det bare.
Pointen er, at vi har meget af det, de yngre efterspørger: Vi har skabt muligheden for at skabe bedre sammenhæng mellem arbejdsliv og familieliv. Det har vi kunnet opnå, fordi vi har stærke fagforeninger.
LÆS OGSÅ: Ditte Brøndum: Vi skal drømme sammen og større i fagbevægelsen
Men vi har nok i fagbevægelsen hyllet os ind i et særligt sprog. Det gik jo nok dengang, de fleste fik det overleveret fra deres forældre eller kolleger. Sådan er det bare ikke i dag.
Derfor må vi gøre os mere umage. Vi skal ikke tale indforstået om hovedorganisationer, de gule og den danske model. Men konkret om danskernes arbejdsliv på en måde, hvor sproget ikke er bedaget og uforståeligt, og hvor vi gør opmærksomme på, hvorfor vi kan hjælpe med at skabe det gode arbejdsliv.
Dette års overenskomster – eller arbejdslivsaftaler – giver i hvert fald det bedste afsæt. Nu handler det om at udlægge teksten på en måde, så det kan forstås.
