Tidligere FOA-formand advarer: Socialdemokratiet skal hverken styre eller styres af fagbevægelsen
[email protected]
EU-valgresultatet har ifølge A4’s faglige kommentator Gitte Redder fået topfolk i partiet til at “hviske, at fagbevægelsen må droppe skånehensyn og tæske partiet på rette kurs”.
Jeg blev tillidsrepræsentant for mine portørkolleger, mens den i mine øjne arrogante og ubehagelige Thomas Nielsen var formand for LO, og mens han “tæskede” daværende statsminister Anker Jørgensen, så jeg kan godt se for mig, hvad en opfordring til at tæske Socialdemokratiet indebærer.
Thomas Nielsens formandsperiode faldt ganske vist i en periode, hvor fagbevægelsen fortsat “betalte gildet” med millioner af medlemskroner til Socialdemokratiets partikasse og til en presse, der skulle sikre partiet opbakning og stemmer ved valg. Og mantraet lød dengang endnu, “at den, der betaler for musikken også bestemmer, hvad der spilles”.
Fagbevægelsens medlemmer betalte i høj grad både til Socialdemokratiets drift og til partiets valgkampe via kontingentet til deres fagforening og derfor måtte partiet et godt stykke af vejen da også rette ind og i en vis udstrækning lade Thomas Nielsen svinge dirigentstokken og blokere for politiske initiativer, nikke til ministerlister og stille krav om politiske initiativer i Folketinget.
Nøglen ligger hverken i at drømme sig tilbage til gamle dage eller i igen at blive et halehæng, som kan tilkaldes til at tæske partiet på plads, når partiet vælger at skolde lønmodtagernes interesser
Dennis Kristensen, tidligere forbundsformand, FOA
Stærke kræfter i både partiet og fagbevægelsen forventede, at Poul Schlūter-regeringen, som tog over, da Anker Jørgensen kastede håndklædet i ringen, ville få et kort liv og samtidig ville synliggøre overfor lønmodtagerne, at manglende opbakning til Socialdemokratiet ville koste på levevilkårene. I stedet blev det et årtis ørkenvandring for Socialdemokratiet trods fortsat økonomisk millionstøtte fra fagbevægelsen, mens fagbevægelsen fik en brat opvågning og indså, at de faglige organisationer ikke blot kan sætte sig på hænderne og vente på bedre tider, når Socialdemokratiet sættes udenfor indflydelse.
Den opvågning blev forudsætningen for indgåelsen af den såkaldte Fælleserklæring med den borgerlige regering og arbejdsgiverne om blandt andet lønudvikling og konkurrenceevne, som gav fagbevægelsen et afgørende velfærdspolitisk gennembrud - uden Socialdemokratiets hjælp - med skabelsen af arbejdsmarkedspensioner på næsten hele arbejdsmarkedet.
Ingen indflydelse på S-regering i 90'erne
Da Socialdemokratiet vendte tilbage til magten og fastholdt den i det efterfølgende årti, blev det med fagbevægelsen kørt ud på et sidespor og ovenikøbet med et alvorligt indgreb i efterlønsordningen til følge. Hans Jensen sagde efterfølgende som LO-formand til LO’s Daglige Ledelse, at vi tog grundigt fejl, hvis vi troede, at fagbevægelsen havde haft reel indflydelse under 1990’ernes socialdemokratiske regeringer.
Hans Jensens konklusion på den erfaring og på, at LO’s medlemsvækst knækkede i samme periode, blev afskaffelsen af LO’s partistøtte og beslutningen om at søge samarbejde med alle, der ville i samme retning som LO.
Beslutningerne gav naturligvis uro og ballade i fagbevægelsens øvre luftlag, men de betød samtidig, at LO ikke længere betalte for musikken, og derfor ikke længere kunne svinge taktstokken.
Ikke alle forbund fulgte LO-beslutningen om at standse pengeoverførsler til Socialdemokratiet, men lysten til at sige det højt er ikke længere til stede hos alle de berørte.
Efter overklipningen af den økonomiske navlestreng er både Socialdemokratiet og fagbevægelsen frit stillet til at rose og rise hinanden uden skelen til pengepungen. Det er i sig selv et sundhedstegn.
Det er tillige for Socialdemokratiet et sundhedstegn, at partiet efter den endelige skilsmisse mellem partiet og fagbevægelsen, nu må formulere politik og skabe resultater, der opleves som forbedringer for lønmodtagerne, hvis partiet skal opnå lønmodtagernes stemmer på valgdagen.
Og hvor vælgermæssige konsekvenser af Christiansborg-mantraet om mod til at træffe upopulære beslutningen ikke nedtones af økonomiske fagforeningstilskud til at overdøve lønmodtagerkritik.
Vælgermæssigt håndkantslag på strubehovedet
Konsekvensen af modet til at gøre sig upopulær blev helt tydelig, da Socialdemokratiet fik en værdimæssig nedsmeltning og endnu engang kastede sig over lønmodtagernes overenskomstaftalte rettigheder på Store Bededag.
Denne gang sammen med Venstre og Moderaterne. Og denne gang med held og et vælgermæssigt håndkantslag på strubehovedet.
Her oplevede partierne netop, at Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) ikke klappede hælene sammen, men i stedet med Lizette Risgaard i spidsen gik til modstand for fuld udblæsning over dette indgreb i den danske nodel, hvor regeringer per definition skal holde fingrene fra overenskomsterne.
Fagbevægelsen skal hverken holde hånden over eller under regeringer.
Hvis fagbevægelsen skal overleve, skal den i mine øjne tværtimod være i stand til at samarbejde med enhver, der vil skabe et fremskridt for lønmodtagerne, og samtidig kende forskel på dem, det vil udvikle velfærden og dem, der vil afvikle. Der er her, at nøglen til reel lønmodtagerindflydelse på samfundsudviklingen ligger.
Den nøgle ligger hverken i at drømme sig tilbage til gamle dage eller i igen at blive et halehæng, som kan tilkaldes til at tæske partiet på plads, når partiet vælger at skolde lønmodtagernes interesser.
