HK-formænd: Kære Lars Sandahl, du har nu chancen for at dulme din bekymring for den danske model

Kim_Jung_Olsen_og_Mette_Hoeegh_hhv_formand_for_HK_Privat_og_HK_Handel_Pressefotos
Foto: HK Privat og HK Handel
Dette er et debatindlæg. Det er udtryk for skribentens holdning. Du er velkommen til at deltage i debatten - send dit indlæg til [email protected].

PÅ TÆRSKLEN TIL NÆSTE ÅRS overenskomstforhandlinger på det private arbejdsmarked er det yderst interessant at se Lars Sandahl Sørensen udtrykke bekymring for den danske models fremtid her i A4 Medier. Ifølge Sandahl har modellen kun en styrke, ”når vi er ligeværdige parter”, hvorfor vi har en ”klar fælles interesse i en stor og stærk organiseringsgrad hos lønmodtagerne”.

Vi kunne ikke være mere enige. Ordnede forhold og en høj overenskomstdækning styrker lønmodtagere, arbejdsgivere og samfundet. 

Og ligesom Lars Sandahl er vi bekymrede for EU’s potentielle indblanding i den danske løndannelse, hvis ikke vi holder os på den gode side af 80 procents overenskomstdækning på det danske arbejdsmarked.

Problematisk og diskriminerende

Sagen er bare, at der på HK Privat og HK Handels område lige nu er omkring 51.000 lønmodtagere, som bliver direkte afskåret fra at være omfattet af en overenskomst.

Årsagen er den såkaldte 50-procent-regel, som udelukkende gælder for HK’erne på det private arbejdsmarked. Kort fortalt betyder reglen, at HK’erne først har krav på at blive omfattet en overenskomst, når vi i HK kan dokumentere, at minimum halvdelen af de ansatte inden for HK’s område også er medlemmer hos os.

Vi håber, at Lars Sandahl – med sin udtalte bekymring for den danske model og EU’s indblanding – ved den kommende overenskomstforhandling vil være klar til at se nærmere på, hvordan vi afskaffer reglen
Kim Jung Olsen og Mette Høegh, formænd for hhv. HK Privat og HK Handel

Dermed er virkeligheden denne: Når en virksomhed melder sig ind i Dansk Industri, Dansk Erhverv eller en af de andre arbejdsgiverorganisationer, skal virksomheden give overenskomstgoder som fritvalgskonto, løn under barsel, feriefridage med mere til alle ansatte inden for blandt andet 3F, Dansk Metal og Teknisk Landsforbunds område. Men virksomheden kan altså undlade at give de samme goder til HK’erne, hvis under halvdelen af dem er medlem af HK.

LÆS OGSÅ: HK Handel vil forhandle om store bededag i 2025

Og urimeligheden stopper ikke her. For når vi så lykkes med at få mindst halvdelen af funktionærerne inden for HK’s område til at blive medlemmer, og vi dermed opfylder 50-procent-reglen, så kan virksomhederne sådan set bare omlægge HK’ernes løn – for eksempel ved at modregne fritvalgsprocenterne i HK’ernes løn. Og vupti, så er den økonomiske gevinst for medlemmerne i at blive omfattet af en overenskomst annulleret.

Det er sket flere gange, og det er selvsagt stærkt problematisk, at HK - som den eneste faggruppe - diskrimineres på den måde. 

Burde ikke være en trussel

50-procent-reglen går tilbage til 1948. Dengang var den HK’s betaling for at få lov til at indgå vores første landsoverenskomst med arbejdsgiverne. Siden har vi – overenskomstforhandling efter overenskomstforhandling - forsøgt at komme af med den. Indtil videre uden held, fordi Dansk Industri holder stædigt fast i den.

Vi håber, at Lars Sandahl – med sin udtalte bekymring for den danske model og EU’s indblanding – ved den kommende overenskomstforhandling vil være klar til at se nærmere på, hvordan vi afskaffer reglen.

LÆS OGSÅ: Gitte Redder: OK25 bliver hverken lønfest eller sammenbrud

Vi er mange, der hver dag arbejder hårdt for netop den danske model ved at organisere flere i vores fællesskab. Men ud af de trusler, som den danske model i disse år møder, så burde en diskriminerende regel fra 1948 ikke være en af dem.

Lad os starte med at bruge de muligheder, der ligger foran os og ligestille HK’erne på det private arbejdsmarked med de øvrige forbund. Det ville være en aktiv handling for sammen at udvikle og styrke den danske model til gavn for hele samfundet.

Deltag i debatten - send dit indlæg på maks. 600 ord til [email protected].
GDPR