19. MAJ OFFENTLIGGJORDE Danmarks Statistik nye officielle tal for medlemsudviklingen i FH. Der er desværre ingen grund til at trække på smilebåndet i FH, og da slet ikke i de gamle LO-forbund. Når man er en kolos på lerfødder, så nytter det ikke at juble, fordi man kun har mistet ét ben. Kolossen halter stadig, og det er naivt at tro, at et enkelt plaster kan reparere skaden.
3F, FOA, Dansk Metal, NNF og mit eget forbund, Malerforbundet, har fået én over næsen. Det bliver vi nødt til at tale åbent om. Vi skal væk fra berøringsangsten og det interne fløjlstæppe, som kritik fejes ind under. Vi har brug for en fagbevægelse, der kæmper – ikke én, der dækker over virkeligheden.
Virkeligheden er, at 3F er ved at blive overhalet af Det Faglige Hus. 894 medlemmer skiller landets største arbejderforbund fra en gul butik, der i årevis har levet højt på lav pris og lav forpligtelse. Det problem kan vi ikke blive ved med at pakke ind og ignorere. For det bliver kun værre, når vi nægter at tage tyren ved hornene. Ja, nogle forbund går frem, og det er godt for både dem og fællesskabet, men vi må ikke bruge det som en undskyldning for, at de store, bærende søjler knækker.
Hvis vi fortsætter med at dele ud til alt og alle, uanset om de bakker op eller ej, så får vi præcis det, vi ser nu: En irrelevant, afkoblet arbejderbevægelse
Hans Martin Andersen, formand for Malernes Fagforening Midtjylland
Vi bliver nødt til at sige det højt: ”Vi er i krise”. Vi skal holde op med at bilde hinanden ind, at det nok skal gå, hvis vi bare snakker lidt pænere og reklamerer lidt mere. Det er ikke kommunikation, vi mangler. Det er retning og vilje til at gentænke vores rolle.
HER ER EN KONKRET RETNING: Medlemsfordele. De skal udvides og opbygges i overenskomsten. Ikke som en ekstra bonus, men som en grundlæggende anerkendelse af, at det koster at skabe et stærkt fællesskab. Og hvis man ikke er medlem af den forening, der forhandler ens vilkår, så skal man heller ikke automatisk have hele pakken. Der skal være noget at vinde ved at tage ansvar.
Vi kan allerede se, hvordan OK25’s økonomiske vederlag til organiserede arbejdsmiljørepræsentanter virker. De kommer af sig selv, fordi vederlaget gør fællesskabet synligt og konkret. Vi skal have modet til at rulle det koncept ud i stor skala og modet til også at tage favntag med medlemsfordele på det offentlige område.
Det handler helt grundlæggende om at redde vores fællesskab. For hvis vi fortsætter med at dele ud til alt og alle, uanset om de bakker op eller ej, så får vi præcis det, vi ser nu: En irrelevant, afkoblet arbejderbevægelse, der ikke kan trække vejret uden iltmaske.
LÆS OGSÅ: Talspersoner: "Medlemsfordele" ved OK25 er mere en slæbesild end et sildebord
Vi har ikke råd til flere år med nedadgående medlemskurver og tomme analyser. Hvis ikke vi snart tager os sammen, bliver fagbevægelsen reduceret til et historisk minde, vi fortæller lærlinge om, når vi står og peger på de gamle faner i kantinen.
Der er en vej frem. Den hedder medlemsfordele. Den kræver, at vi tør indrømme, at vi har et problem. Og så skal vi stoppe med at lege business as usual. Fagbevægelsen blev ikke bygget på bekvemmelighed. Den blev bygget på et ønske om at højne arbejdernes livskvalitet gennem kamp, vilje og solidaritet. Måske er det på tide at få støvet de gamle dyder af.
