
HK og Teknisk Landsforbund er i et debatindlæg her i A4 den 27. marts ude med en kritik af Djøf for manglende indsats for at indgå kollektive aftaler for medlemmerne på den private del af arbejdsmarkedet.
Lad mig sige det lige ud: I Djøf er vi store tilhængere – og støtter – af den danske model for aftaler på arbejdsmarkedet. Og vi gør det selvfølgelig med udgangspunkt i vores medlemmer.
Halvdelen af vores medlemmer er offentligt ansatte, og her fylder overenskomstforhandlingerne rigtig meget. Så når HK Privat og Teknisk Landsforbund skriver, at vi “læner os tilbage”, rammer de ved siden af.
For vi arbejder hver dag for at sikre gode løn- og ansættelsesvilkår for alle vores medlemmer – også de mange, der er på det private arbejdsmarked.
Læs også: HK Privat og TL til Djøf: Fat piskeriset i stedet for blot at spise flødeskummen
Det gør vi både gennem overenskomster, lokale aftaler og individuel rådgivning om løn og vilkår.
Vi deler ambitionen om ordentlige vilkår. Det er kernen i alt, hvad vi arbejder med. Men vi gør det selvfølgelig ud fra de ønsker og behov, vores medlemmer har.
Hvis medlemmerne rejser ønske om overenskomst på deres arbejdsplads, så handler vi.
Djøf er i dag part i mere end 90 overenskomster på det private område, og vi indgår løbende nye, ligesom vi løbende er i dialog med medlemmerne om perspektiverne i kollektive aftaler.
Medlemmernes forståelse
For os er det helt centralt, at der er en høj organisationsgrad og en stærk opbakning til den danske model. Derfor er vi også hele tiden optaget af at tænke i løsninger, der har medlemmernes forståelse og støtte.
Og her kan rammeaftaler nogle gange være en bedre vej end egentlige overenskomster. For os at se er en hovedaftale for akademikere på det private område et næste afgørende – og naturligt - skridt.
I dag står en stor og voksende gruppe privatansatte akademikere uden for de formaliserede samarbejder på arbejdsmarkedet.
Det medfører begrænset adgang til de fora, hvor aftaler bliver til, og hvor rammerne for arbejdsmarkedet bliver lagt. Det gælder for eksempel i forhold til implementering af EU-regler, trepartsaftaler og centrale forhandlinger.
Derfor arbejder vi i Djøf sammen med Akademikerne for at få en hovedaftale på plads. En aftale, der giver akademikere reel indflydelse og samtidig forpligter os til at tage ansvar for at udvikle arbejdsmarkedet.
Indflydelse og ansvar
Som formanden for Akademikerne har sagt, så handler det både om indflydelse og ansvar. Vi vil være med der, hvor beslutningerne bliver truffet.
Og vi er klar til at bidrage til løsninger, der skaber stabilitet og tryghed – også når det kræver kompromiser.
En hovedaftale skal afspejle et moderne arbejdsmarked, hvor akademikere udgør en stadig større andel, og hvor mange i dag er ansat på individuelle vilkår.
Derfor ser vi også på nye aftaleformer, som kan kombinere fælles rammer med individuel fleksibilitet.
Det er ikke et alternativ til overenskomster. Det er et nødvendigt supplement, hvis vi skal sikre, at flere bliver omfattet af formelle, kollektivt aftalte spilleregler på en større del af arbejdsmarkedet.
Den danske model har aldrig været statisk. Den udvikler sig i takt med arbejdsmarkedet. Det gør den også nu.

















