
DER BLIVER OFTE TALT OM, hvad fagforeningerne burde gøre bedre, hurtigere eller mere effektivt. Men alt for sjældent taler vi om det ansvar, der ligger hos os medlemmer. Mange forventer en fagforening med både legitimitet, gejst og gennemslagskraft, men møder ikke selv op, når der skal kæmpes for en sag eller afholdes faglige møder og tillidsvalg. Det er ikke nok.
Undskyld udtrykket, vi er blevet dovne. Vi vil gerne have bedre løn, kortere arbejdstid, mere respekt og flere rettigheder, men vi vil helst ikke løfte en finger for at få det. Mange tænker: “Jeg betaler jo mit kontingent, så må fagforeningen klare resten.”
Det er ikke nok at forvente, at andre kæmper for én, mens man selv sidder hjemme på sofaen
Mohamed Abdiaziz, TR og bestyrelsesmedlem hos Socialpædagogerne
Men sådan fungerer det ikke, og sådan har det aldrig fungeret. Én central sandhed går igen i hele fagbevægelsens historie: En fagforening var stærk, fordi medlemmer stod sammen i flok og holdt ved – selv når deres børn blev sendt på landet for ikke at sulte under strejker. De organiserede sig, de støttede op og de var synlige.
FAGFORENINGERNE KÆMPER I DISSE ÅR ikke kun for bedre forhold, men også for deres egen overlevelse. Bestyrelser står ofte alene uden den synlige støtte, der gør deres indsats legitim i offentligheden og overfor arbejdsgiverne. For hvis kun ti mennesker møder op til en markering eller demonstration, så ser det ikke ud som et stærkt fællesskab. Det intimiderer ingen.
LÆS OGSÅ: Tusindvis af lønmodtagere går glip af indflydelse på eget arbejdsliv
Ja, tiderne er anderledes. Ja, vi har travlt. Ja, livet er fuldt af krav, børn, arbejdstider og alt det andet, der presser os. Men vi er også nødt til at være ærlige: Det er ikke nok bare at være medlem af en fagforening, fordi det “skal man”. Det er ikke nok at forvente, at andre kæmper for én, mens man selv sidder hjemme på sofaen.
Hvis du alligevel vælger at betale de penge hver måned, og hvis du virkelig mener, at fagforeningen er vigtig, at den skal være der for dig, og at den skal beskytte dine rettigheder, så må du også give lidt af dig selv.
Det handler ikke om at være aktiv hver uge eller deltage i alt. Slet ikke. Det handler om, at når noget virkelig gælder, så møder man op. Du viser, at de politikere og ildsjæle, vi selv har valgt, ikke står alene. Det kan motivere og give dem kampgejst. For sandheden er: De kan ikke blive hørt, hvis vi ikke står bag dem – i overført såvel som bogstavelig betydning.
MANGE ARRANGEMENTER FOREGÅR i arbejdstiden, og det kan være svært at deltage. Det er en reel udfordring. Måske skulle fagforeningerne overveje nye løsninger som for eksempel at købe en medarbejder fri fra hver arbejdsplads til store, vigtige aktiviteter.
LÆS OGSÅ: Redder: Tillidsvalgte er stadig bomstærke frontsoldater - men de mangler afgørende ammunition
Det er dyrt, ja. Og måske ikke altid realistisk. Men når kontingenterne stiger år efter år, er det ikke urimeligt at spørge, om nogle af de penge kunne bruges til netop at styrke medlemmernes mulighed for at deltage. For fagforeningen har også et ansvar: gør det muligt for medlemmer at engagere sig. Skab rum, tid og motivation for det. Ansvar går begge veje.
Medlemmerne giver fagforeningen kraften. Så medlem: engager dig! Mød op til markeringer og demonstrationer, vær synlig på borgermøder, tag til fagmøder med kollegaer under armen, engager dig i valg til tillidsposter, skriv læserbreve, stil borgerforslag og organisér dine kollegaer. Gør det til dit nytårsforsæt at deltage i diverse markeringer i forbindelse med OK26-forhandlingerne, til at deltage i generalforsamlingen eller skriv ét debatindlæg.
















