
Den tidligere konservative minister og EU-kommissær, Connie Hedegaard, er valgt som ny præsident i Kræftens Bekæmpelse.
Det skriver foreningen i en pressemeddelelse.
Connie Hedegaard blev valgt som præsident på Kræftens Bekæmpelses repræsentantskabsmøde i Kolding lørdag den 3. maj.
"Kræft er en så udbredt sygdom, at vi stort set alle har haft den inde på livet og måske mistet familiemedlemmer eller venner. En organisation med 400.000 medlemmer og 35.000 frivillige ildsjæle, der står sammen om en folkesag, er noget helt, helt særligt, som jeg meget gerne vil bidrage til," udtaler hun i pressemeddelelsen.
Connie Hedegaard afløser tidligere klima- og energiminister og nuværende direktør i Tænketanken Europa, Lykke Friis, der har stået i spidsen for præsidiet de seneste ni år.
Kræftens Bekæmpelses repræsentantskab ledes af et præsidium bestående af en præsident og to vicepræsidenter. Vicepræsidenterne er skuespiller Sofie Gråbøl og journalist og tv-vært Hans Pilgaard.
Præsidiet vælges for tre år ad gangen og kan højst sidde i tre valgperioder.