Kiropraktorerne: Enten kan vi se tidlig pension som løsningen på arbejdslivets udfordringer, eller vi kan investere i flere forebyggende tilbud

G29A8850-fotor-20240822134532
Foto: Dansk Kiropraktor Forening
Dette er et debatindlæg. Det er udtryk for skribentens holdning. Du er velkommen til at deltage i debatten - send dit indlæg til [email protected].
Skal vi forberede os på en fremtid med tidligere pensioner eller en fremtid, hvor forebyggelse bliver en naturlig del af vores arbejdsliv? Sådan skriver Michael Christensen, formand Dansk Kiropraktor Forening, i dette debatindlæg.

PENSION ELLER ET TRAVLT og smertefuldt arbejdsliv langt ind i alderdommen. Det lyder som et simpelt valg, ikke? 

De fleste vil nok tænke, at en velfortjent pension efter et langt arbejdsliv er det, vi bør stræbe efter. Men hvad hvis vi vender det på hovedet?

Hvad hvis løsningen ikke kun handler om, hvornår man skal stoppe, men også om, hvordan man kan blive ved? Om at det ikke gælder om at arbejde sig fordærvet og så gå på pension, men om at skabe rammerne for, at de, der har mulighederne for at blive ved, også har lysten.

Vi står nemlig over for en stor udfordring i Danmark: Befolkningen bliver ældre, og uanset de nye toner om pensionsalder fra Christiansborg, så forventes det, at flere bliver længere tid på arbejdsmarkedet, end vi hidtil har været vant til.

LÆS OGSÅ: Sophie Løhde: "I virkeligheden skal vi jo være bedre til at tænke forebyggelse ind flere steder"

Men spørgsmålet er, om vi gør nok for at sikre, at folk rent faktisk har helbredet til at klare det?

Det er vigtigt, at vi ikke kun fokuserer på økonomiske incitamenter og pensionsalder, men også på, hvordan vi kan fremme sundhed og trivsel på arbejdspladsen for at gøre det muligt for medarbejdere at blive længere. Forebyggelse simpelthen.

FOREBYGGELSE STARTER TIDLIGT. Først og fremmest skal vi forstå, at forebyggelse af nedslidning starter længe før pensionsalderen nærmer sig. Arbejdsgivere og politikere skal tage ansvar for at fremme sundhed på arbejdspladsen allerede i medarbejdernes 20’ere, 30’ere og 40’ere. Det kan gøres ved at sikre bedre arbejdsforhold, mindre stress, og større fokus på fysisk aktivitet i og udenfor arbejdstiden.

Valget står ikke kun mellem pension eller arbejdsliv. Det handler om at skabe et arbejdsliv, der er værd at blive i
Michael Christensen, formand Dansk Kiropraktor Forening

Sagt på en anden måde: Skal vi forberede os på en fremtid med tidligere pensioner eller en fremtid, hvor forebyggelse og rådgivning bliver en naturlig del af vores arbejdsliv?

Som kiropraktor arbejder jeg med at genoprette funktioner, lindre smerter og forebygge skader. Vores rolle er ikke bare at behandle skader, der er sket, men i lige så høj grad om at give vejledning til, hvordan kroppen kan fungere bedst muligt på længere sigt.

LÆS OGSÅ: Bente Klarlund: "Vi burde have et massivt fokus på forebyggelse, men det har vi ikke. Det er pinligt”

Det er for let at sige, at smerter og skavanker bare er en del af aldringen. Mange af de problemer, der opstår efter års fysisk arbejde, kan faktisk lindres eller helt undgås, hvis vi tør tænke anderledes om behandling og forebyggelse.

Forestil dig, hvis det blev normalt at søge vejledning, inden kroppen blev nedslidt – ikke kun for at afhjælpe akutte skader, men for at sikre, at den kunne holde til flere år på arbejdsmarkedet.

I VIRKELIGHEDEN STÅR VI ved en skillevej: Vi kan vælge at se pension som den endelige løsning på arbejdslivets udfordringer, eller vi kan investere i, at flere får adgang til forebyggende sundhedstilbud som fx kiropraktik. Hvis vi gør det, kan vi sikre, at flere kan arbejde længere. Ikke fordi de er tvunget til det, men fordi de har det godt nok til at ville blive.

LÆS OGSÅ: Danica Pension: "Hvis ikke man på Christiansborg laver om i måden, man arbejder med forebyggelse, så sker der ikke noget"

I stedet for blot at diskutere, hvornår vi skal trække os tilbage fra arbejdsmarkedet, bør vi spørge: Hvordan kan vi sikre, at flest muligt har et godt og værdigt arbejdsliv i så mange år som muligt?

Kiropraktorer kan være en del af svaret. Ikke som den sidste udvej, når kroppen er nedslidt, men som en aktiv partner i at holde os sunde og arbejdsdygtige.

Valget står ikke kun mellem pension eller arbejdsliv. Det handler om at skabe et arbejdsliv, der er værd at blive i.

Skriv dig op til A4 Sundheds gratis nyhedsbrev her

Deltag i debatten - send dit indlæg på maks. 600 ord til [email protected].
GDPR