
Center for Sundt Liv og Trivsel har udvidet bestyrelsen med to nye medlemmer, Lotte Holten, centerchef i Danske Regioner, og Cecilie Solstad, fødevaredirektør i Fødevarestyrelsen.
De to tiltræder bestyrelsen for at styrke arbejdet med sundhed og trivsel blandt børn og unge.
Ifølge bestyrelsens forperson og direktør i Sundhedsstyrelsen, Jonas Egebart, bidrager de nye medlemmer med vigtige og supplerende kompetencer til centerets arbejde.
”De kommer med stærke perspektiver fra hver deres område, som både supplerer hinanden og den øvrige bestyrelse rigtig godt,” siger han i en pressemeddelelse.
Lotte Holten har et indgående kendskab til regionale sundhedsindsatser, mens Cecilie Solstad bringer viden om fødevareområdet og dets betydning for vægtudvikling, sundhed og trivsel hos børn og unge.
Center for Sundt Liv og Trivsel støtter forskning og afprøver forebyggende indsatser med fokus på både fysisk og mental trivsel. Med de to nye bestyrelsesmedlemmer styrkes det tværgående samarbejde mellem sundheds- og fødevareområdet i centrets videre arbejde.
Bestyrelsen for Center for Sundt Liv og Trivsel:
- Jonas Egebart (forperson), direktør, Sundhedsstyrelsen
- Bente Merete Stallknecht (næstforperson), dekan, Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, Københavns Universitet
- Arne Astrup, tidligere Senior Vice President, Novo Nordisk Fonden
- Christian Harsløf, direktør, KL
- Dorte Bech Vizard, afdelingschef, Indenrigs- og Sundhedsministeriet
- Lotte Holten, centerchef, Danske Regioner
- Cecilie Solstad, fødevaredirektør, Fødevarestyrelsen













