A4 Uddannelse
Køb abonnement

Danske HF & VUC: En ny minister skal styrke voksenuddannelserne

Debat|
21. april 2026 kl. 9.00
Tue Sanderhage er formand for Danske HF & VUC | Foto: Privat
Dette er et debatindlæg. Det er udtryk for skribentens holdning. Læs A4 Mediers regler for og krav til debatindlæg her. Du er velkommen til at deltage i debatten - send dit indlæg til debat@a4medier.dk.

FOLKETINGSVALGET ER OVERSTÅET, og snart begynder arbejdet. Ikke mindst for en kommende ny undervisningsminister. De unge har i forvejen fuld opmærksomhed. Vi forudsætter derfor, at den nye minister bringer de mange erfaringer og kompetencer i spil, som VUC’erne har med målgruppen for den nye ungdomsuddannelse 'EPX', når institutionslandskabet skal falde på plads. Derfor vil jeg sætte fokus på tre opgaver til den nye minister.

DEBATSERIE: DAGSORDENEN FOR  KOMMENDE UNDERVISNINGSMINISTER

A4 Uddannelse har igangsat en debatserie med udgangspunkt i spørgsmålet: Hvis jeg skulle sætte dagsordenen for en kommende undervisningsminister

Selvom den tidligere regering nåede et godt stykke vej på uddannelsesområdet med EPX-reformen, kan vi se tre store opgaver, der skal løses, hvis vi skal have et bedre og stærkere uddannelsessystem for alle, uanset hvor de er i livet.

FØRST OG FREMMEST skal vi i mål med gymnasiale enkeltfag, som erstatter HF-enkeltfag fra 2030. 

Behovet for gymnasiale enkeltfag bliver ikke mindre i fremtiden. Der vil stadig være unge, der af forskellige årsager falder fra en ungdomsuddannelse. Der vil stadig være voksne, der vil skifte spor, og derfor har brug for at tage gymnasiale fag for at læse videre til for eksempel pædagog eller sygeplejerske. Og der vil også stadig være unge og voksne, der efterspørger den fleksibilitet, som HF-enkeltfag i dag – og gymnasiale enkeltfag i fremtiden – kan tilbyde. Med den aftale, der blev lavet i sidste regeringsperiode, og som vi forventer står ved magt, blev det besluttet, at gymnasiale enkeltfag kan ligge på op til ti enkeltfagsinstitutioner bredt fordelt i hele landet.  

LÆS OGSÅ: Tesfaye: Erhvervsskoler skal overtage HF og VUC - det vil styrke VEU-området

Enkeltfag er et unikt uddannelsestilbud, som vi ikke kan undvære i vores uddannelsessystem. Derfor vil det være en bunden opgave for en ny undervisningsminister at sikre, at de ti enkeltfagsinstitutioner bliver oprettet og kommer godt fra start. 

FOR DET ANDET ligger der en stor opgave for en kommende minister, når det kommer til almen voksenuddannelse (AVU), som er fag til voksne på 9.- og 10.-klasses niveau. Det er et område, der desværre har været underprioriteret politisk i mange år. Den afgående børne- og undervisningsminister, Mattias Tesfaye (S), sagde, at ”intet er på plads, før voksenuddannelserne er på plads,” og at ”voksenuddannelserne skal komme styrket ud af reformen”. 

Vi håber, at en ny minister vil være klar til at løfte AVU, for der er brug for at styrke de almene voksenuddannelsestilbud. 600.000 danskere har svage læse-, skrive- og regnefærdigheder. Det er færdigheder, der er vigtige for at få og fastholde et arbejde eller begå sig som aktive samfundsborgere. Men det er en målgruppe, der har brug for målrettede indsatser, før de tager en uddannelse. 

LÆS OGSÅ: VEU-midler permanentgøres med finansloven - men Danske HF & VUC vil have gratis voksenuddannelse

Derfor er det afgørende, at det opsøgende arbejde bliver styrket. Det gælder både på virksomheder og i jobcentre og boligområder. På Vestegnen HF & VUC har vi eksempelvis et samarbejde med den boligsociale indsats i flere vestegnskommuner, og det har båret frugt. Ved at være til stede i boligområderne har især flere kvinder med indvandrerbaggrund taget AVU og derved styrket deres mulighed for at tage en SOSU-uddannelse og komme på arbejdsmarkedet. Det gavner både integrationen og et fagområde, hvor der mangler medarbejdere.

DEN SIDSTE OPGAVE er at fjerne deltagerbetalingen på HF-enkeltfag og AVU. Vi er i Danmark rigtigt gode til at fortælle, at vores uddannelser er gratis. Det er bare ikke virkeligheden for alle. Selvom vi har et godt uddannelsessystem, skal de, der ellers har taget mindst uddannelse, betale. 

Vi glæder os selvfølgelig over, at deltagerbetalingen bliver fjernet med EPX-reformen, men den træder først i kraft i 2030. 

At mennesker, som i forvejen har trukket mindst på uddannelseskontoen, og som måske står uden for arbejdsmarkedet, skal betale deltagerbetaling er både urimeligt og uretfærdigt. Derfor vil vi klart opfordre en ny minister til at fjerne deltagerbetalingen på HF-enkeltfag og SVU hurtigst muligt.

Det vil sammen med de andre to tiltag styrke voksenuddannelserne og dermed arbejdsstyrken og sammenhængskraften i vores samfund.

Deltag i debatten - send dit indlæg på maks. 600 ord til debat@a4medier.dk.

Mere fra A4 Uddannelse

GDPR