SOCIALDEMOKRATIET ER SELV UDE OM sit gigantiske valgnederlag:
I al for lang tid har partiledelsen kun skubbet højreorienterede provinstalenter frem, mens den nærmest har udrenset partiets storby-venstrefløj. Kulminationen er det katastrofale EP-valg. Af alle ringe resultater er Københavns Storkreds kanariefuglen i kulminen:
Socialdemokratiet fik sølle 10,5 procent. Hver tiende stemme.
De to vigtigste partier til venstre for S i hovedstaden skovler til gengæld vælgere ind: SF får 26,5 procent, Enhedslisten 16,8 procent. Tilsammen 43,3 procent. Mere end fire ud ti vælgere.
Årsagen er enkel:
Socialdemokratiet maser simpelthen progressive vælgere væk i noget, der ligner en bevidst handling. Det handler om anti-uddannelse, anti-udlændinge, anti-social, anti-lighed, anti-woke, anti-Palæstina, og så, ja, anti-venstrefløj. Den uforståelige omfavnelse af Venstre og Moderaterne understreger pointen.
S ER I DAG REDUCERET til at være den socialdemokratiske højrefløj. SF har støvsuget partiet for dets venstrefløj. Hvordan kan de dog det? Svaret er enkelt: S har ikke længere nogen venstrefløj, så hvis man er en potentiel S-vælger på venstrefløjen, så er der intet håb.
Der er intet modtryk til statsminister Mette Frederiksen. Heller ikke når hun rammer skævt
David Trads, politisk kommentator
Engang var S et parti, der omfavnede hver tredje dansker i sit store telt. Selv om højrefløjen måtte have magten i partiet på et givent tidspunkt, kunne vælgerne være trygge ved, at der også var en stærk venstrefløj, der i hvert fald i interne debatter kunne påvirke kursen.
I dag er der ingen Svend Auken, ingen Ritt Bjerregaard, ingen Mogens Lykketoft og heller ingen fra anden eller tredje række, som kraftfuldt tør fremføre progressive tanker. Der er intet modtryk til statsminister Mette Frederiksen. Heller ikke når hun rammer skævt.
Store bededag var en uforklarlig fejl. Omfavnelsen af Benjamin Netanyahu var uforståelig. Fraværet af empati med palæstinenserne iskoldt. Den konstante pisk af danskernes arbejdsindsats mærkværdig. Skattelettelser til de rigeste besynderlig. Og - selvsagt - giver den brutale afvisning af det røde flertal til fordel for Venstre og Moderaterne ingen mening.
MEN ... INGEN, i hvert fald ikke offentligt, har sagt partiformanden imod. Tværtimod. Som en flok dresserede partisoldater har folketingsgruppen bakket op om det hele. Ingen leder kan i længden tåle, at ingen siger vedkommende imod. Det svækker lederens argumentation over for omverdenen, når vedkommende end ikke behøver forsvare sig mod intern kritik.
Rasmus Stoklund, Kaare Dybvad Bek, Frederik Vad, Mathias Tesfaye og så videre er alle sammen dygtige hver for sig, men tilsammen kommer de til at virke som beton, der får enhver progressiv vælger i storbyerne til at sige farvel og tak
David Trads, politisk kommentator
Ikke bare er den interne venstrefløj er blevet kanøflet. De, der fremtræder som en slags højrefløjs-partiideologer, er blevet forfremmet. Alle de, der i det daglige tegner butikken, er ens typer, som fremmaler en vision, som er for snæver, hvis man vil være et folkeparti.
Rasmus Stoklund, Kaare Dybvad Bek, Frederik Vad, Mathias Tesfaye og så videre er alle sammen dygtige hver for sig, men tilsammen kommer de til at virke som beton, der får enhver progressiv vælger i storbyerne til at sige farvel og tak. Det er, som om de tror, at al politik bør handle om, at hele Danmark bliver til Holbæk og den slags - aldrig om at der også er fedt på Vesterbro i København.
LÆS OGSÅ: Lars Olsen: “Der burde jo være en advarselslampe, der bare blinkede helt vildt i Socialdemokratiet"
Mette Frederiksen bør naturligvis trykke på panikknappen i dag. Valgresultatet er intet mindre end katastrofalt. Der er fortsat god tid til folketingsvalget. Meget godt kan nås endnu. Men hvem siger, at det ikke kan gå værre? Statsministeren bør lige nu tænke mere på sit partis overlevelse end på sin regerings.
Allervigtigst bør hun tænke på, at S kun kan blive stort igen, hvis det tillader en intern venstrefløj at få ordet.
