Når Mette Frederiksen på mandag, Grundlovsdag, langt om længe kommer på besøg i Det Hvide Hus, bliver det ikke blot det dansk-amerikanske forhold, der er i fokus.

Det bliver også den tiltagende spekulation om Mette Frederiksen som Natos næste generalsekretær, efter at bl.a. nyhedsbureauet Reuters udnævnte hende til en af favoritterne til at efterfølge norske Jens Stoltenberg.

Det vil naturligvis skabe dønninger i en regering, der i høj grad er Mette Frederiksens personlige projekt. Men det tager også låget af spørgsmålet om arvefølgen i Socialdemokratiet, der bliver svær at pakke sammen igen, selv hvis Frederiksen bliver forbigået til Nato-posten.

Selvfølgelig er hun interesseret

Der gælder, efter min erfaring, tre regler om danske statsministre, som forsøger at komme til udlandet

Det første er, at det danske diplomati er forbandet dygtige til at køre vores politikere i stilling.

Det andet er, at spillet om de poster i sidste ende er helt uforudsigeligt. Vi er et lille land, og hvis der pludselig går storpolitik i det, kan der tumle en eller anden kandidat ind fra Sydeuropa eller Storbritannien, som vi knap nok har hørt om.

Endelig, og måske vigtigst af alt: De er altid interesserede i posten, når de først har siddet i et par år. Det gælder med statsgaranti også Mette Frederiksen.

Den psykologiske mekanisme er nem at forstå. Efter nogle år i stolen ud for ‘Denmark’-skiltet er du ikke længere den nye i klassen i EU og Nato. Du kender kollegerne rundt om bordet, og er en af de mere erfarne, der bliver trukket tættere på i de interne rådslagninger. Det er simpelthen en kæmpe faglig udfordring.

Farvel til Bent og Jonna, goddag til Scholz og Macron

I stedet for at høre på Bent fra Hjørring-kredsen holde sit 117. indlæg i folketingsgruppen om den lokale kæphest, og høre på gode råd om din regeringsførelse fra Jonna i hovedbestyrelsen, så sidder du pludselig med Macron, Scholz og Von der Leyen, når det hele rykker i de verdenshistoriske begivenheder.

Og så hjælper det nok også på motivationen til exit, at glansen er gået af Sct. Gertrud i de socialdemokratiske meningsmålinger. Det er der alle mulige forklaringer på, men der er i moderne toppolitik en udløbsdato, der er kortere end i Staunings tid. Projektet løber tør, det bliver sværere at holde fingeren på folkestemningens puls fra bagsædet af statsministerbilen.

Både Poul Nyrup og Helle Thorning sad i ti år som partiformænd, Anders Fogh Rasmussen (V) i knap 11. Mette Frederiksen har til sommer siddet i S-formandsstolen i otte år. Tiden er moden til skiftet inden længe.

Mette Frederiksens forsikringer om, at hun ikke er kandidat, er blot en del af manuskriptet. Hun har siden valget - bla. med det mærkværdigt sleske besøg hos Egyptens diktator al-Sisi og det veltimede forsvarsforlig med milliarder til Ukraine - taget alle de træk, som man ville forvente af en kandidat.

Det kan om noget - uden at jeg naturligvis kender de nærmere detaljer - være en udfordring for Frederiksen, at hun allerede nu er blevet bragt i spil i den internationale presse. Så bliver man et mål for andre ambitiøse kandidaters kanoner.

Wammen vil skabe mindst drama i regeringen

Men set med de danske briller betyder det også, at proppen er røget af flasken. Historiens hjul drejer ustoppeligt. Nu ved vi, at Mette Frederiksen har blikket rettet ud over grænserne. Hvis Nato glipper, begynder spekulationerne om en rolle i EU’s ledelsestroika frem mod næste sommer. Eller den danske EU-kommisær post; hun vil også være et socialdemokratisk bud på en placering i inderkredsen på kommissionen, der formentlig fortsat skal styres af en kristendemokrat.

Folk i Socialdemokratiet og udenfor vil begynde at pejle efter, at Mette Frederiksens æra går på hæld.

Hvem skal afløse hende? Det vil nok især afhænge af den interne analyse af regeringens fremtidsmuligheder.

Den mest oplagte, og nok mest sandsynlige, løsning er, at Nicolai Wammen overtager posten. Han har, siden Henrik Sass Larsen crashede ud af Christiansborg, været Socialdemokratiets uantastede nummer to, og han har været med i regeringsforhandlingerne fra første dag.

Set med SVM’s briller vil den mindst dramaskabende løsning være Wammen som statsminister, Morten Bødskov som finansminister og så en random socialdemokrat ind som erhvervsminister. Det hele kører nogenlunde videre, selvom Mette Frederiksens direkte kontakt til det socialdemokratiske bagland bliver svær at undvære til at legimere kompromisserne i SVM.

Hummelgaard vil få flere til at røre på sig

Justitsminister Peter Hummelgaard, der er det oplagte alternativ, vil skabe langt større uro internt i regeringen og i Socialdemokratiet på kort sigt. Og måske har han ikke stor interesse i at blive fedtet for tæt ind i SVM-projektets hårdkogte økonomiske politik, når det en dag igen bliver nødvendigt for S at kigge mod venstre side for at danne flertal.

Et egentlig generationsskifte som 40-årige Hummelgaard vil være udtryk for - han ville lige nu slå Mette Frederiksens rekord som Danmarks yngste statsminister - vil også få en række af de øvrige socialdemokratiske profiler til at overveje, hvor de skal placere sig for at maksimere deres langsigtede indflydelse.

Den værdikonservative fløj, anført ideologisk af udlændingeminister Kaare Dybvad, der dog synes at slutte op om Hummelgaard, vil stille krav. Den populære Matthias Tesfaye, der tidligere har bedyret, at han ikke selv har det stof i sig, som statsministre er gjort af. Coronahelten Magnus Heunicke, der ydmygende blev degraderet til miljøminister og nu løber rundt i gummistøvler og ser på biodiversitet i vandløb, vil også se sit snit til at rykke frem i hierarkiet - hvis ikke han forsøger at blive overborgmester i København, hvor dronningemordet på Sophie Hæstorp er i fuld gang i kulissen.

Fri af SVM's dødssejler

Det er ikke sikkert, at det er klogt, at åbne hele det magtspil, mens Socialdemokratiet sejler rundt under 20 procent i nogle meningsmålinger og er bundet til masten på SVM-regeringens dødssejler.

Måske ville det kloge træk for Hummelgaard være at lade Wammen styre det hårdt medtagne SVM-projekt i havn, og se tiden lidt an.

Risikoen for både ham og Socialdemokratiet er imidlertid, at Wammen har et udpræget talent for at bide sig fast i magten, og at det vil kunne kræve et opslidende opgør at detronisere ham, uanset om Socialdemokratiet måtte ende i opposion eller regering efter næste folketingsvalg. Er man kronprins for længe, bliver man pludselig en del af den gamle garde - bare spørg Frank Jensen, der tabte opgøret om magten mod en ung Helle Thorning-Schmidt i 2005.

Under alle omstændigheder har Mette Frederiksens beslutning om at vende blikket mod udlandet, åbnet en potentielt opslidende arvefølgedebat, der ikke bliver afsluttet, før hun er væk.

Madsen: Hvem får kronen, hvis Mette F. tager til Bruxelles?

Interesseret i et abonnement på A4 Aktuelt? - KLIK HER!

Prøv 14 dage for 0 kr. - ingen binding eller kreditkort