METTE FREDERIKSEN GAV MANDAG sin hidtil skarpeste kritik af Israel i et opslag på sociale medier, da hun fordømte den blokade af humanitær hjælp, som Israel har holdt kørende i to måneder, som skaber hungersnød i Gaza.
“Vi skal være villige til at lægge pres på Israel, hvis de nødvendige beslutninger ikke træffes,” skrev Mette Frederiksen.
Hun krabbede sig dermed forsigtigt tættere på den europæiske politiske mainstream, hvor Storbritannien, Frankrig og Canada har taget teten med en skarp kritik af Israels eskalering af krigen i Gaza og en historisk trussel om konkrete sanktioner.
Artiklen fortsætter under opslaget
Det er tankevækkende at iagttage statsminister Mette Frederiksens (S) meget forskellige reaktionsmønstre i de to store væbnede konflikter i henholdsvis Ukraine og Gaza.
I forhold til Ruslands invasion af Ukraine har Mette Frederiksen været en principfast høg, der har været med til at drive den europæiske politiske udvikling.
I relation til Israels krig i Gaza har Mette Frederiksen været en vejrhane, der nølende og knirkende har afspejlet den europæiske udvikling.
I Ukraine så Mette Frederiksen før de fleste andre europæiske statsledere, hvor store principper der er på spil, og at Europas strategi om at række ud og bygge bro til Putin måtte kasseres. I forhold til Gaza har Mette Frederiksen haft svært ved at finde sit fodfæste og opgive den politiske automatreaktion om, at vi støtter Israels ret til at forsvare sig, uanset hvor mange civile ofre det kræver.
Anker var på fornavn med Yitzak og Golda
På en måde forstår jeg godt Mette Frederiksens kvababbelser. Hamas’ grusomme og umenneskelige terrorangreb 7. oktober var en ond påmindelse om Israels udsatte position i verden, som chokerende mange palæstinensere udtrykte forståelse for.
Men det ændrer ikke på det åbenlyse: Israels slet skjulte planer om en etnisk udrensning af Gaza, krigsførelse mod civile gennem hungersnød, eskalering af bombninger og destruktion er umenneskelig og uacceptabel.
Måske er Mette Frederiksen, der er to år yngre end jeg, ramt af det samme problem. Vi har et romantisk forhold til Israel, der altid vil være farvet af vores ungdom i 1990’erne og åndsfællesskabet mellem Israel og den danske arbejderbevægelse, der går meget langt tilbage.
Anker Jørgensen var på fornavn med Yitzak (Rabin), Golda (Meir) og alle de andre store socialdemokratiske skikkelser, og fortalte mig om sine besøg i deres relativt ydmyge private hjem i Israel. Også han holdt som selvfølgelighed med Israel, og hans herostratisk berømte tale i Middelfart betød, at Danmark fik hele den arabiske verden på nakken.
Der var et meget grundlæggende ideologisk fællesskab, som det også afspejles i Netavisen Pios podcastserie Zayt Gesunt om jøderne i den danske arbejderbevægelse. Israel var i sit udspring næsten et socialdemokratisk projekt med hele kibbutz-tanken som en bærende ideologi.
Skællene fra 90'erne falder fra vores øjne
Hvis man er politisk rundet af arbejderbevægelsen og af min - og Mette Frederiksens - generation eller ældre, så holder man derfor instinktivt med Israel.
Vi er vokset op med enorme politiske skikkelser som Yitzhak Rabin, Shimon Peres og Ehud Barack. Folk, der på en gang var hårdkogte soldater, der havde forsvaret deres land med geværer i hænderne, fredsmagere, overbeviste socialdemokrater og beundrere af de nordiske velfærdsstater.
Jeg husker stadig de rørende øjeblikke til internationale ungdomskonferencer i 1990’erne, hvor unge fra de dominerede politiske bevægelser i Israel og Palæstina - Fatah Youth og Arbejderpartis ungdom - skålede for en fredelig fremtid sammen efter Oslo-aftalerne i 1993. Freden syntes inden for rækkevidde. Fremtiden syntes lys med så sympatiske og begavede mennesker på spring til magten i både Israel og Palæstina
I dag er Socialdemokratiet udraderet som politisk kraft i Israel, partierne længere til venstre er kun knap nok levende. I de seneste 15 år har landet været ledet af Benjamin Nethanyahu i regeringssamarbejde med stadig mere ekstremistiske højrefløjspartier. En mand, der nu er eftersøgt af den internationale straffedomstol, anklaget for forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser.
Ligesom amerikanernes valg af Trump fik skællet til at falde for vores øjne om vores værdifællesskab med flertallet af amerikanere, er vi nødt til at forstå, at hovedparten af israelerne støtter Netanyahu. Han har ikke grebet magten i landet med maskinpistoler. Han er gang på gang blevet genvalgt af de israelske vælgere trods mange års kurs mod israelsk apartheid. Demokratiets forkæmpere er reduceret til klummeskribenter i dagbladet Haaretz uden politisk indflydelse.
Pundiks advarsel: Israelsk apartheid
Advarslen mod apartheid har jeg fra nu afdøde Herbert Pundik, hvis klummer jeg redigerede i de tidlige 2010’ere, da Netanyahu netop var vendt tilbage til magten. Den tidligere chefredaktør på Politiken forudså i klummerne sit lands kurs mod apartheid under Netanyahu, som Weekendavisens Martin Krasnik også brugte i et interview med Mette Frederiksen.
Hvis ikke araberne får deres egen stat, så lever de reelt som statsløse internt i Israel, som jøderne må holde nede med brutalitet og magt. Pundik, der havde kæmpet for Israels dannelse i 1948-krigen og mistet sin ældste søn i Yom Kippur-krigen, var knap så bekymret for palæstinenserne, som han var for sit eget folk: Hvem bliver vi til, hvis vi tager rollen som brutale undertrykkere?
"Fortsætter den højremessianske regering efter de næste valg, vil Israel stå ved en skæbnesvanger korsvej: Enten vil landet ophøre med at være demokratisk, fortsætte som besættelsesmagt og med tiden regere over et arabisk flertal, som man ikke vil give rettigheder. Det kan kun kaldes apartheid,” sagde Pundik til Kristeligt Dagblad i 2018.
”Den anden risiko er, at Israel vil blive et land for to nationer, og at man bliver tvunget til at give araberne ligestilling, og så vil Israel ikke mere være en jødisk stat,” uddybede han.
Etnisk udrensning er Netanyahus tredje vej
Men israelerne valgte kursen mod apartheid med åbne øjne, og i Gaza har Netanyahu åbnet en helt tredje vej, som Pundik næppe havde fantasi til at forestille sig. En udsultning, kolonisering og deportation af palæstinensere, der betyder, at de forsvinder fra både Gaza og Vestbredden ved enten at dø eller flygte. Det er så kynisk, at man mangler ord.
Det er ikke let, men vi er nødt til at vågne op. Det overgreb på den palæstinensiske civilbefolkning, der allerede har lidt ufatteligt under konflikten, som Benjamin Netanyahu nu iværksætter med sit politiske flertal i ryggen, må og skal mødes af sanktioner fra Europa.
Det Israel, den danske arbejderbevægelse kendte og elskede, eksisterer ikke længere, og Mette Frederiksen og mange af os andre er nølende og uvilligt ved at erkende det.
