SMVdanmark: Hvis flere unge skal i fritidsjob, kræver det et hårdt opgør

Rasmus_Emborg_politisk_konsulent_SMVdanmark_1920px
Rasmus Emborg, politisk konsulent i SMVdanmark. Foto: SMVdanmark
Dette er et debatindlæg. Det er udtryk for skribentens holdning. Du er velkommen til at deltage i debatten - send dit indlæg til [email protected].
DEBAT: Skal Danmark fortsat være et land, hvor det er godt at drive virksomhed, og hvor mennesker kan trives, kræver det et reelt opgør med bureaukratiet i alle dets former og afskygninger.

"NU RINGER JEG til den nye fejedreng og siger, at han ikke kan komme på mandag alligevel. Ingen ansættelse til ham." 

Den sætning kom fra et medlem sidste år, efter hun fandt ud af, at hun ikke måtte ansætte en fritidsjobber, fordi der på værkstedet var... maskiner til stede. 

"USA innoverer, Kina kopierer, og EU regulerer," sagde statsminister Mette Frederiksen (S) i sin nytårstale.

Eksemplet her er et godt billede på det. Vi i Danmark er særligt gode til at overregulere, selv når intentionerne er de bedste. 

Jeg taler jævnligt med virksomhedsejere, der er frustrerede over komplekse lovtekster, uklare retningslinjer og regler, der sjældent passer sammen. Det går ikke kun ud over arbejdsglæden og innovationen, men også den tid, de kunne have brugt sammen med deres kolleger eller på nye ideer. Og det slider. For både virksomheder og mennesker.

DERFOR ER DET opløftende at se eksempler på, at vi kan gøre det anderledes. Transportminister Thomas Danielsen (V) har for eksempel formået at reducere reglerne på sit område med 40 procent – blandt andet ved at prioritere tillid frem for detailstyring. Hans tilgang til vinterdæk er et godt eksempel: I stedet for at kræve vinterdæk i faste perioder, blev loven ændret, til at man skal bruge "passende dæk" efter vejforholdene. Sund fornuft over snørklede regler.

LÆS OGSÅ: Regeringen lander smart lokumsaftale for at få flere unge i fritidsjob

På fritidsjobområdet har vi nu også endelig set fremskridt. Beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) har taget et vigtigt første skridt mod at gøre det lettere for unge at få et fritidsjob – også på værksteder og i industrien. Det er så vigtigt, at unge får mulighed for at prøve sig selv af i forskellige jobtyper, finde deres vej i livet og samtidig få et bedre blik for arbejdslivet. 

Her har vi i SMVdanmark haft et rigtig godt samarbejde, hvor vi også har oplevet, at der er blevet lyttet. For det kan jo ikke passe, at det i praksis på mange værksteder ikke skal være muligt at ansætte fritidsjobbere, hvilket desværre er den virkelighed, mange af vores medlemmer har oplevet. 

MEN VI ER LANGT FRA i mål. Skal Danmark fortsat være et land, hvor det er godt at drive virksomhed, og hvor mennesker kan trives, kræver det et reelt opgør med bureaukratiet i alle dets former og afskygninger. Vi skal turde have mere tillid til, at virksomheder og borgere kan tage ansvar og prioritere helhedsvurderinger over detailstyring.

LÆS OGSÅ: Eksperter advarer mod at lempe arbejdsmiljø­reglerne for at få flere unge i fritidsjob

Det er nok svært at nå i mål med, uden at man indfører en konkret styringsmekanisme. For eksempel som i en region i Canada, hvor man stillede krav om ”en regel ind, to regler ud”. Selvom det er bøvlet på kort sigt, så har det i hvert fald virket.

Forhåbentlig kan AI også hjælpe til med at gøre det nemmere at navigere i, hvis man prioriterer at udvikle nemt tilgængelige modeller. Jeg håber på, at vi kan gøre det. Men det kræver, at det bliver prioriteret fra både politikere, embedsværk og os som samfund.

Deltag i debatten - send dit indlæg på maks. 600 ord til [email protected].
GDPR