
INDEKLIMA FYLDER MERE end nogensinde. Det er godt. Vi taler om ventilation, CO₂, temperatur, lys og støj, og vi investerer massivt i at optimere bygninger og arbejdspladser.
Men der er ét afgørende parameter, som stadig bliver behandlet som en parentes: relativ luftfugtighed.
Det er bemærkelsesværdigt. Ikke mindst fordi Arbejdstilsynet selv skriver, at luftfugtigheden i arbejdsrum som udgangspunkt bør ligge omkring 40-60 procent. Samtidig peger Arbejdstilsynet på, at en relativ luftfugtighed i det interval kan give en række konkrete gevinster: bedre oplevet luftkvalitet, færre symptomer som tørre øjne, hovedpine og træthed, samt bedre performance og mindre sygefravær.
Det er ikke en holdning. Det er veldokumenteret af flere forskere på området.
Alligevel er relativ luftfugtighed sjældent en del af det systematiske arbejdsmiljøarbejde i danske virksomheder.
Vi måler temperatur, men ignorerer fugt
De fleste arbejdspladser kan fortælle præcis, hvor varmt der er. Mange kan også dokumentere CO₂-niveauer. Men spørgsmålet “hvad er luftfugtigheden i vores bygning?” mødes ofte med stilhed.
Det er et problem.
For hvis vi ikke måler, ved vi ikke, om vi ligger i det niveau, som myndighederne selv beskriver som udgangspunkt. Og hvis vi ikke ved det, kan vi heller ikke tage ansvar.
Tør luft er ikke et luksusproblem
Tør luft bliver ofte reduceret til noget, man “bare må leve med” om vinteren. Medarbejdere klager over irriterede øjne, tør hals, hovedpine, træthed og stød på grund af statisk elektricitet, og det bliver hurtigt afskrevet som smågener.
LÆS OGSÅ: Undersøgelse: Hver tredje generes af dårligt indeklima på arbejdspladsen hver eneste uge
Men Arbejdstilsynet beskriver, at lav luftfugtighed påvirker oplevet luftkvalitet og komfort, og at en relativ fugtighed på 40-60 procent kan reducere symptomer og endda mindske sygefravær.
Når den type effekter nævnes af Arbejdstilsynet, bør det behandles som det, det er: et arbejdsmiljøparameter. Ikke en detalje. Ikke en “komfortbonus”.
Overventilation kan gøre problemet værre
En anden pointe fra Arbejdstilsynet bør få alle med ansvar for bygninger og drift til at spidse ører: De beskriver, at overventilation uden befugtning kan føre til tør luft og irritation i luftveje og øjne.
Det betyder i praksis, at vi i jagten på bedre luftkvalitet risikerer at skabe et nyt indeklimaproblem, fordi vi kun optimerer på det, vi traditionelt har målt.
Det er et klassisk eksempel på, hvordan ensidigt fokus på ventilation og CO₂ kan give utilsigtede konsekvenser. Det er da også værd at bemærke, at reguleringen allerede har bevæget sig i retning af en mere nuanceret tilgang til fugt. I 2022 blev Bygningsreglementet (BR18) ændret, så det blev lettere at etablere befugtning gennem ventilationsanlæg.
Ændringen kom blandt andet efter dialog med branchen om behovet for at kunne sikre et balanceret indeklima – også i perioder med meget tør udeluft. Det var et vigtigt skridt, fordi det anerkender, at ventilation alene ikke løser alle indeklimatiske udfordringer.
Reglerne giver altså mulighed for at gøre det rigtige. Spørgsmålet er, om vi bruger den mulighed i praksis.
Hvorfor er luftfugtighed ikke standard i APV?
Hvis vi mener alvorligt, at arbejdsmiljøarbejde skal være forebyggende, systematisk og databaseret, er det svært at forklare, hvorfor relativ luftfugtighed ikke er en standarddel af:
- driftsmålinger
- indeklimarapporter
- APV-processer
- arbejdsmiljødrøftelser
Især når vi taler om et parameter, der er både let og billigt at måle.
Vi har brug for et skift i mindset
Indeklima handler ikke kun om bygninger. Det handler om mennesker.
Om trivsel. Koncentration. Performance. Og om at forebygge unødvendige gener, som mange medarbejdere oplever hvert eneste år.
Derfor er det på tide, at relativ luftfugtighed får samme status som temperatur og CO₂. Det kræver ikke en millioninvestering at starte. Det kræver bare, at vi stiller et simpelt spørgsmål:
Hvis Arbejdstilsynet anbefaler 40-60 procent relativ luftfugtighed, hvorfor måler vi det så ikke?
















