A4 Beskæftigelse
Køb abonnement

Blindesamfund: Lukning spænder ben for regeringens ambition om flere med handicap i job

Debat|
15. december 2025 kl. 6.00
Diana Stentoft, landsformand i Dansk Blindesamfund | Foto: Dansk Blindesamfund
Dette er et debatindlæg. Det er udtryk for skribentens holdning. Læs A4 Mediers regler for og krav til debatindlæg her. Du er velkommen til at deltage i debatten - send dit indlæg til debat@a4medier.dk.

REGERINGEN SIGER, at flere mennesker med handicap skal i job. At arbejdsmarkedet skal være mere rummeligt. At Danmark ikke har råd til at lade kompetencer gå tabt. Alligevel vælger man nu at lukke Erhvervsservice under KB Nota Service – den eneste ordning, der i over 50 år har sikret blinde og stærkt svagsynede adgang til tilgængeligt og særligt tilrettelagt fagmateriale. Det hænger ganske enkelt ikke sammen.

Den netop vedtagne handicappolitiske handlingsplans primære mål er at få 15.000 flere mennesker med handicap i job inden 2030. Det er et ambitiøst og meget velkomment mål, men når regeringen samtidig i finansloven lukker Erhvervsservice uden at sætte et alternativ i stedet, bliver det uhyre vanskeligt – for ikke at sige umuligt – at opfylde for en af de handicapgrupper, der i forvejen har allerlavest beskæftigelse. 

LÆS OGSÅ: Skal du på jobjagt? Disse danskere får oftest afslag

Kun cirka 32 procent af blinde og svagsynede i den erhvervsaktive alder er i job. For dem af os, der faktisk er i job, er det helt afgørende at kunne få adgang til arbejdsrelateret faglitteratur, rapporter mv. i et format, der kan læses med vores kompenserende udstyr. Det er ikke ”bare” e-bøger, men særligt tilrettelagte materialer, hvor fx grafer, tabeller og andet visuelt materiale er beskrevet og struktureret, så indholdet giver mening og kan bruges i praksis.

Det er præcis dét, Erhvervsservice har gjort i mere end 50 år. 

NÅR ERHVERVSSERVICE FORSVINDER, forsvinder også blinde og svagsynedes mulighed for at tilegne sig ny viden på lige vilkår med deres kolleger. Det betyder i praksis, at mange risikerer ikke længere at kunne udføre deres arbejde – ikke på grund af manglende kompetence, men fordi de fratages adgangen til de særligt tilrettelagte materialer, deres job kræver. 

Erhvervsservice bør ikke være et frivilligt tilbud, der kan lukkes fra den ene dag til den anden. Det bør være en kerneydelse, direkte forankret i kompensationsloven – på lige fod med personlig assistance og hjælpemidler. Vi kan dog ikke vente på en kommende gennemskrivning og revision af Kompensationsloven – om end den trænger til en modernisering i takt med den teknologiske udvikling - da det er lige nu, Erhvervsservice lukker. 

Med et varsel om lukning på kun seks uger, er vi dårligere stillet end under fx Lejeloven eller ved varsling af prisstigninger på eller lukning af varme, hvor man skal varsles mindst tre måneder i forvejen. Desuden har der ikke været en forudgående dialog med os som interesseorganisation om alternative løsninger eller en mere rimelig tidshorisont, så vi har ikke haft en chance for at forberede os og vores medlemmer.  

HVIS AMBITIONEN I DEN HANDICAPPOLITISKE handlingsplan skal nås, er det ikke nok at opdatere udvalgte paragraffer i ét lovkompleks. Der er brug for helhedsorienterede indsatser med udgangspunkt i det enkelte menneskes behov. Det er blandt andet adgang til relevant faglitteratur, men også smidig adgang til fx nødvendige hjælpemidler og personlig assistance, og ikke mindst en lavere tærskel ind på arbejdsmarkedet. Og her er det helt afgørende, at man som medarbejder kan forsikre sin arbejdsgiver om, at et synshandicap ikke er en hindring for at levere en solid arbejdsindsats uden bøvl og forhindringer. Med de rette rammebetingelser vil det – til gavn for hele samfundet - kunne medvirke til, at flere synshandicappede finder fodfæste på arbejdsmarkedet.

Regeringen taler om inklusion – men handler modsat. Hvordan kan man tale om inklusion og mangfoldighed i den ene sætning, og i den næste fjerne et af de få redskaber, der faktisk gør det muligt for os at være i arbejde? 

Vi beder ikke om særbehandling. Vi beder om at have adgang til viden, så vi kan passe vores arbejde som blandt andet undervisere, jurister og terapeuter på samme niveau som alle andre. At fjerne Erhvervsservice er ikke kun en besparelse, men en håbløs forringelse, der kommer til at koste både jobs, kompetencer og menneskelige ressourcer. 
Til gengæld vil en bevarelse af Erhvervsservice, en egentlig revision af kompensationsloven, og et bredt samarbejde om den handicappolitiske handlingsplan kunne give os med synshandicap på arbejdsmarkedet et mere sikkert fundament at stå på fremover. 

Jeg håber, politikerne er villige til det?

Deltag i debatten - send dit indlæg på maks. 600 ord til debat@a4medier.dk.

Mere fra A4 Beskæftigelse

GDPR