Historiker til fagbevægelsen: Jeg forstår ikke, at I ikke bruger jeres historie mere offensivt

PÅ EN RÅKOLD JANUARDAG i 1898 mødtes 405 arbejdere i det nyligt opførte Folkets Hus på Vesterbro i København. De var valgt af deres fagforeninger som delegerede, til det som i samtiden blev kaldt ”det store arbejderparlament”. På mødet besluttede man at stifte De Samvirkende Fagforeninger i Danmark, det som i dag er Fagbevægelsens Hovedorganisation.

Som formand valgtes maleren Jens Jensen. Om formålet med den nye organisation sagde han: ”Den skal være som en armé, stærk og fast, thi den skal erobre en verden. Men den må være demokratisk ordnet, thi vi skal udvikle mennesker”.

LÆS OGSÅ: Samarbejdsaftalens 75-års jubilæum fejret: "Der er ikke noget, der bliver stående af sig selv"

Med fagbevægelsen som drivkraft, blev Danmark til et velfærdssamfund. Men mere end det. For materiel velfærd var aldrig bare et mål i sig selv. Det var også et middel til noget mere. Nakskovs navnkundige borgmester Bresemann sagde efter sigende, som begrundelse for omkring 1920 at indføre gratis børnetandpleje: ”Arbejdernes børn skal ikke være flove over at tage ordet i en forsamling, fordi man så kan se, at de har rådne tænder”. 

Fagbevægelsen var, og er, også en kulturbevægelse. Gennem den har 10.000-vis af danskere ikke bare lært hvordan man tager ordet i en forsamling og siger sin mening, men også fået modet til at gøre det.  

UDEN FAGBEVÆGELSEN HAVDE VI haft et helt andet Danmark i dag: Mindre rigt, mindre lige, mindre trygt – og med en mindre demokratisk, politisk kultur. 

Vejen fra 1890’erne og frem til i dag har naturligvis ikke bare været lige. For fagbevægelsen skal favne over medlemmer med mange forskellige baggrunde og interesser. Og både Danmark og verden omkring os har ændret sig undervejs, med nye teknologier og arbejdspladser, globalisering og skiftende politiske udfordringer.

LÆS OGSÅ: Anmeldelse: Jespersens bog peger på det afgørende slag i kampen om den danske model 

Overfor alt det, har fagbevægelsen bestandigt skulle finde sine ben på ny. Det er ikke altid gået stille af. Der har været stærke diskussioner og endda splittelser undervejs. Det bemærkelsesværdige er, at den danske fagbevægelse, i modsætning til i mange andre lande, faktisk har formået at holde organisatorisk sammen på grundlag af lønmodtagernes fælles interesser.

Da efterkrigstidens velfærdsboom var på sit højeste, bredte der sig en følelse af, at det hele var kommet til at handle lidt for meget om lønkroner og lidt for lidt om visioner. På sin kongres i 1969 satte smedeforbundet, det nuværende Dansk Metal, derfor spørgsmålet om udvidelse af ejendomsretten på dagsordenen. Som et ekko af Jens Jensens ord gik man efter at ”ændre magtstrukturen i det danske samfund”. Det blev til et forslag om ØD, økonomisk demokrati. 

Forslaget led en krank, politisk skæbne, og siden har vi ikke hørt så meget til visioner om at ændre ved den økonomiske magt. Men også historien om de visioner, som (foreløbig) ikke blev til noget, kan man lære noget af.

I EN TID, hvor fagbevægelsen er udfordret af faldende medlemstal og gule organisationer, forstår jeg simpelthen ikke, at man ikke bruger sin egen historie mere offensivt. 

HØR OGSÅ: Fagbevægelsen uden Filter: 150-året for Slaget på Fælleden

Nej, mennesker melder sig nok ikke ind i en fagforening for at få en historietime. Men historien er en oplagt resurse, man kan øse af, hvis man vil skabe forståelse for, at de nuværende resultater ikke er kommet af sig selv. Og hvis man vil søge inspiration til nye visioner for fremtiden. Det gælder internt i bevægelsen, f.eks. på kurser for medlemmer og tillidsfolk. Og det gælder udadtil, hvor man kunne gøre langt mere for at sætte sit præg på de versioner af det moderne Danmarks historie, som vi møder i skolen, i medierne og andre steder.

Så derfor, kære fagbevægelse: Rank ryggen. I har en fantastisk historie.

Brug den dog!