
ET NYT TRÆ ER PLANTET i uddannelseslandskabet. Om snart fem år skal EPX stå klar til at åbne dørene. Det kan virke som lang tid, men det er en helt ny uddannelse, der skal udvikles til at kunne stå i egen ret med sin egen pædagogik og didaktik. Så der er meget, der skal gøres, før uddannelsen kan stå klar.
Ekspertgruppen om EPX præsenterede sin rapport den 15. december. Rapporten har åbenlyst krævet en betydelig indsats, og den indeholder en række gode overvejelser og løsninger. For etableringen af EPX er ikke bare en simpel opgave.
Selvom nogle af fagene på papiret kan virke velkendte, er der i praksis tale om nye fag, da de skal nytænkes til EPX. Samtidig skal de fire EPX-grene kunne bære meget store forventninger, ikke mindst fordi regeringen forventer, at op mod 40 procent af en årgang skal vælge uddannelsen.
LÆS OGSÅ: Ekspertgruppe anbefaler helt nye obligatoriske fag på EPX
De første elever, der forventes at starte i 2030, går allerede i 5. klasse i dag. Når de møder vejledning i udskolingen, vil EPX fortsat være under udformning, selvom vi ved, at mange elever træffer deres valg af ungdomsuddannelse allerede i 7. eller 8. klasse. Det betyder, at en stor gruppe unge risikerer at skulle vælge en ungdomsuddannelse på et uafklaret grundlag. Derfor er det afgørende, at EPX hurtigt bliver konkretiseret, så elever og forældre kan træffe oplyste valg, og ikke støder på grund som store tanker på papiret.
Gørelyst og brede linjer kan styrke unges afklaring
DA har længe efterspurgt en bedre balance mellem teori og praksis i uddannelsessystemet. Det er derfor helt rigtigt, når ekspertgruppen lægger op til, at EPX skal bygge på en mere nuanceret tilgang til dannelse, og have ”gørelyst” som omdrejningspunkt i både undervisning og prøver.
DEBATSERIE OM INDHOLDET PÅ EPX
Ekspertgruppens anbefalinger til det faglige indhold, strukturen og identiteten på EPX blev offentliggjort 15. december. Anbefalingerne bliver afsæt for kommende politiske forhandlinger om det faglige indhold på EPX.
Men anbefalingerne møder både modstand og opbakning blandt professionshøjskoler, erhvervsskoler, erhvervsakademier, den forberedende grunduddannelse (FGU), gymnasierne - og ikke mindst mellem arbejdsgiver- og arbejdstagerorganisationer.
A4 Uddannelse har spurgt de forskellige aktører, hvad de konkret mener om anbefalingerne og bedt dem komme med konkrete nedslag. Denne debatserie viser deres forskellige synspunkter.
16. december: KP: Kun én gren peger tydeligt mod velfærdsuddannelserne på EPX
17. december: Tekniq: Plant EPX solidt – så unge får faglig power og trivsel i top
19. december: Lederne om EPX: Et vigtigt (og tiltrængt) skridt for fremtidens unge
22. december: BUPL: Stor tidsel i EPX-anbefalinger
2. januar: GL: Det tredje år på EPX hænger og dingler
5. januar: DA: EPX-anbefalinger sætter rette kurs. Men lavt fagligt niveau er en falliterklæring
EPX skal ikke være en forskole til bestemte uddannelser, men en gymnasial uddannelse, der åbner mange døre og bidrager til at afklare elevernes interesser og muligheder. Derfor er det positivt, at ekspertgruppen lægger op til brede linjer, der tager afsæt i interessefelter fremfor at rette sig mod snævre uddannelsesspor eller specifikke uddannelser. EPX skal være en gymnasial uddannelse, hvor gørelyst og verdenen uden for skolen er tydeligt integreret i undervisningen, og hvor mødet med virkelige problemstillinger og virksomheder giver eleverne et bedre grundlag for at træffe valg om videre uddannelse og job.
I dag forlader for mange unge gymnasiet uden at komme videre til en erhvervskompetencegivende uddannelse – her kan EPX være med til at gøre en reel forskel.
Fagligt niveau og helhed i uddannelsessystemet er afgørende
Samtidig er det afgørende, at EPX reelt får et gymnasialt niveau. Uden et tilstrækkeligt fagligt niveau vil uddannelsen ikke blive opfattet som et seriøst alternativ til de eksisterende gymnasiale uddannelser, når unge skal træffe deres valg. Udgangsniveauet skal være højt nok til at give adgang til videre uddannelse – uanset om eleven efterfølgende ønsker at gå på en erhvervsuddannelse eller en kort, mellemlang eller lang videregående uddannelse.
Selvom EPX skal favne en bred elevgruppe, må det altså ikke betyde, at det faglige niveau ender på laveste fællesnævner. I så tilfælde vil uddannelsen ikke blive et aktivt tilvalg for eleverne, men snarere et tilbud til de elever, der ikke kan eller vil vælge de øvrige gymnasiale uddannelser. Det vil være en falliterklæring.
Derfor ser DA også positivt på, at ekspertgruppen foreslår, at det skal være muligt at nå niveauer i dansk, engelsk og matematik, der ligger over c-niveau. I den forbindelse skal vi være opmærksomme på, at de foreslåede niveauer allerede vil ligge under det faglige niveau, der i dag er på HF.
Endelig må vi ikke glemme, at en ny uddannelse påvirker hele uddannelseslandskabet. Et stærkt politisk fokus på at udvikle EPX må ikke ske på bekostning af erhvervsuddannelserne de kommende år. Her følger der også en bunden opgave med at tilpasse og trimme grundforløbene på erhvervsuddannelserne som følge af EPX. Det er ikke en enkel øvelse, når otte uger skal fjernes fra Grundforløb 2, særligt fordi grundforløbene netop er bygget op omkring helhedsorienteret undervisning.
Indholdet i grundforløbene skal derfor fastlægges efter drøftelser med arbejdsmarkedets parter – drøftelser, som vi i DA ser frem til, og som vi vil opfordre til, at der også politisk vil være opmærksomhed på at understøtte, når indholdet af EPX fastlægges.
















