
Samtlige uddannelsesinstitutioner blev kastet op i luften med ungdomsuddannelsesreformen. Nogle vil blive lagt sammen, andre vil lukke. Det skal alt sammen ske for at gøre plads til den nye ungdomsuddannelse EPX.
Til at sikre at de omfattende forandringer sker i tråd med de politiske intentioner og ikke mindst det enkelte lokalmiljø, er der oprettet et sekretariat hos Styrelsen for Undervisning og Kvalitet (Stuk).
Og til at stå i spidsen for det, er valget faldet på Frederik Stobbe, skriver han på LinkedIn.
Han er i forvejen kendt i Stuk efter ni års ansættelse. Senest har han været chefkonsulent.
Omlægningen af hele uddannelseslandskabet gennemføres i perioden fra årsskiftet 2025/2026 til begyndelsen af 2028.
Efterfølgende vil der være en overgangsperiode, hvor uddannelsesinstitutionerne skal indrettes, så de første elever kan starte på den nye uddannelse EPX i august 2030.

















