VI STÅR I EN TID, hvor samfundet i den grad efterspørger faglært arbejdskraft, og igen i år fortsætter tendensen med lave søgetal til erhvervsuddannelserne, hvor kun hver femte ung har søgt ind direkte efter grundskolen.
Oveni det er frafaldet fra erhvervsuddannelserne stort. Hele 40 procent af de elever, som begyndte på en erhvervsuddannelse i 2016, faldt fra i løbet af fem år, viser tal fra Danmarks Statistik. En del af frafaldet er dog omvalg, hvor eleverne påbegynder en ny erhvervsuddannelse, men uanset hvad er frafaldet markant større end frafaldet blandt elever på de gymnasiale uddannelser.
Der er derfor et stort potentiale i at få flere elever til at gennemføre en erhvervsuddannelse.
Vi ved, at det store frafald på erhvervsuddannelserne blandt andet kan hænge sammen med de mange overgange, hvor eleverne jævnligt veksler mellem oplæring i virksomheder og skoleperioder. Det kan udfordre opbygningen af fællesskaber, og for mange kan det være en stor omvæltning at møde arbejdslivet. Det gælder især for elever med en psykisk funktionsnedsættelse som eksempelvis ADHD eller en autismespektrum-forstyrrelse, fordi virksomhederne ofte mangler viden om, hvordan de tilpasser arbejdsopgaver til elever med sådanne udfordringer.
LÆS OGSÅ: Antallet af erhvervsskole-elever med særlige behov er mere end fordoblet
Der ligger derfor en væsentlig opgave for skoler og virksomheder i at rumme og fastholde flest mulige elever på erhvervsuddannelserne – også den stigende andel af elever med psykiske funktionsnedsættelser. Her er SPS et oplagt greb.
Vellykket SPS kræver især tre ting
SPS i oplæringsperioden indebærer dog en række strukturelle og indholdsmæssige benspænd, fordi elevens støttebehov i højere grad knytter sig til opgaveløsningen i virksomheden samtidig med, at det stadig er skolens ansvar at sikre, at eleven får den nødvendige støtte. Det stiller særlige krav til samarbejdet mellem skole, elev og virksomhed.
Men hvad kræver det så af skoler og virksomheder at få SPS i oplæringen til at lykkes?
For det første skal virksomhederne have mere viden om, hvad det indebærer at påtage sig opgaven. Mange virksomheder kan være usikre på, om de er i stand til at yde specialpædagogisk støtte. Her har skolerne en vigtig opgave i at få virksomhederne med ombord. Det kan de blandt andet gøre ved at synliggøre kompensationsmulighederne og konkretisere, hvad det vil sige at give støtte til den lærling, de har.
For det andet skal eleven selv være indstillet på at få støtte. Flere fravælger at få SPS med sig i oplæring, fordi de ikke ønsker at sætte fokus på deres udfordringer. Derfor er det nødvendigt, at skolen hjælper eleven med en realistisk vurdering af, om støtte vil tjene eleven bedst. Det kan blandt andet gøres ved at tale om, hvilken konkret arbejdsvirkelighed, der venter eleven, og hvilke støttebehov, der potentielt kan opstå.
For det tredje må skolerne påtage sig det overordnede ansvar for støtten og løbende følge op på elever i oplæring, uanset om eleverne har støtten med sig eller ej. Skolerne kan med fordel sparre med virksomhederne undervejs og hjælpe med administrative opgaver.
Kan betale sig i det lange løb
I dag finansierer SPS-bevillingen kun støttetid brugt med eleven og altså ikke tid brugt til eksempelvis opsøgende arbejde og sparring med oplæringsstederne. Derfor kræver vellykket SPS, at skolen afsætter ressourcer til opgaver omkring selve SPS-støtten.
LÆS OGSÅ: Stor kortlægning dykker ned i frafald og omvalg på erhvervsuddannelserne
Men selvom SPS i oplæring kræver ressourcer, vil det mange gange kunne betale sig i det lange løb. Skolerne kan derfor med fordel anlægge et langsigtet blik på SPS og holde øje med betydningen af SPS for elevers trivsel og frafald. For i det omfang vi lykkes med at fastholde flere unge med særlige behov, vil det både være godt for samfundsøkonomien, arbejdskraftbehovet og for den enkelte unge. Men det kræver en systematisk og helhedsorienteret indsats fra skolernes og virksomhedernes side.
