A4 Uddannelse
Køb abonnement

Forbundsformænd: Etablér en koordineret national uddannelsesstrategi for Forsvaret og faglærte uddannelser

Debat|
30. oktober 2025 kl. 6.00
Tom Block (t.v.) og Benny Yssing, forbundsformænd for hhv. HKKF og Dansk El-Forbund | Foto: Sanne Vils Axelsen, HKKF og DEG
Dette er et debatindlæg. Det er udtryk for skribentens holdning. Læs A4 Mediers regler for og krav til debatindlæg her. Du er velkommen til at deltage i debatten - send dit indlæg til debat@a4medier.dk.
Lad os få en koordineret landsdækkende strategi for de kompetencer, der er brug for i fremtidens forsvar

PUTINS ANGREB PÅ UKRAINE giver os mange nye udfordringer. Af gode grunde er der stort fokus på indkøb af nye våben, men nu er tiden også kommet til at se på, hvordan vi styrker personalets kompetencer. Det handler både om de kompetencer, der er brug for i et forsvar med højteknologiske våbentyper og om de muligheder ansatte i Forsvaret har for en civil karriere efter årene i uniform.

Som fagforeningsformænd for soldaterne og elektrikerne opfordrer vi derfor til, at der nu etableres en koordineret national uddannelsesstrategi for Forsvaret og faglærte uddannelser.

Fremover skal flere ansættes i Forsvaret. Efter en hel del år, hvor de fleste mænd trak frinummer, så er der nu mange flere mænd og kvinder, der skal tilbringe en del af deres arbejdsliv i Forsvaret.

Mange af dem skal også bidrage med tekniske kompetencer, når de nye våbentyper som for eksempel droner vedligeholdes, opgraderes og om nødvendigt anvendes på den bedst mulige måde. Det handler ikke kun om el-faget, men el-faget er et eksempel på de udfordringer, vi står overfor med oprustningen af moderne våben.

LÆS OGSÅ: Ret til uddannelse med fuld løn fra Forsvaret kan skaffe flere faglærte

Efterspørgslen efter kompetent personale til Forsvaret kommer på samme tid, som den grønne omstilling og elektrificeringen af det danske samfund kræver sin del af arbejdskraften. I 2035 er der brug for 10.000 flere på det el-tekniske område - heraf er 7.500 faglærte elektrikere. Det viser en analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

Det moderne forsvar er i stadig højere grad afhængig af den elektriske infrastruktur med installation, vedligeholdelse og reparation af elektriske systemer og netværk. Det er nødvendigt for, at faciliteterne og udstyret fungerer optimalt, hvis der for alvor bliver brug for dem en dag.

Viden om cybersikkerhed og den praktiske programmering af systemerne er kompetencer, der har vist deres betydning de seneste år. Samtidig er der brug for flere faglærte med de samme kompetencer i det civile Danmark.

SKAL LIGNINGEN GÅ OP for både Forsvaret og det civile Danmark, så er der især brug for to initiativer. Erhvervsskolerne skal kunne levere lærlingeuddannelser og efteruddannelser, som giver tilstrækkeligt med velkvalificeret arbejdskraft til både det civile og militære Danmark. Og det er nødvendigt med ordninger for at sikre lærlinge i Forsvaret og mulighed for, at folk under uddannelse kan fortsætte uddannelsen, når de ansættes i Forsvaret eller bliver værnepligtige.

Det bliver skævt, når fx dele af Forsvaret med ekstra midler kan købe sig foran i køen ved lokale erhvervsskoler
Tom Block og Benny Yssing, forbundsformænd for hhv. HKKF og Dansk El-Forbund

Naturligvis skal mennesker, der bruger en del af deres arbejdsliv i Forsvaret, kunne få de opnåede kompetencer med sig som merit, når de på et tidspunkt vælger at gå fra Forsvaret til et civilt liv og en erhvervsuddannelse. Tilsvarende bør lærlinge, der er i gang med deres uddannelse, kunne fortsætte uddannelsen under indkaldelsen til Forsvaret. Det kræver, at uddannelsen sker i overensstemmelse med de centralt fastsatte kompetencemål.

Det bliver skævt, når for eksempel dele af Forsvaret med ekstra midler kan købe sig foran i køen ved lokale erhvervsskoler, hvis det bliver på bekostning af uddannelserne, der også skal bidrage til den civile elektrificering og den grønne omstilling. Samtidig øger det risikoen for, at mange kommer til at stå med kvarte eller halve uddannelser efter deres tid i Forsvaret.

LÆS OGSÅ: Tesfaye vil lægge rammerne for fremtidens uddannelser inden jul

Der er kort og godt brug for en koordineret national uddannelsesstrategi for Forsvaret og faglærte uddannelser. Her er de faglige udvalg for de enkelte erhvervsuddannelser nøglepartnere, som kan bidrage med indsigt i fagene og sikre sammenhæng i forhold til de nødvendige kompetencer og læringsforløb.

Fra vores side, som faglige repræsentanter for soldaterne og elektrikerne, er vi klar til dialogen og løsningerne.

Deltag i debatten - send dit indlæg på maks. 600 ord til debat@a4medier.dk.
GDPR