NÅR MAN ER FØDT OG OPVOKSET I ESBJERG, hvor Olaf Rye, direktør for Rybners, også har sin daglige gang, lærer man en ting eller to om vind. Sagt på en lidt populær måde, så lærer man tidligt at stå fast – også længe før Svend Brinkmann så lyset. Livet handler ikke om at vente på, at den næste storm driver forbi, men at lære at leve i den, fordi der altid er modvind på cykelstierne i Esbjerg.
Men måske er det netop den terminologi, der skal bruges for at gå i rette med Olaf Rye, der kalder GL's formand, Anders Frikkes, ytringer om en "systematisk underprioritering af undervisningsopgaven" på erhvervsskolerne for populistiske.
Uanset hvad Frikke har sagt, eller hvordan Børne- og Undervisningsministeriets egne tal afdækker undervisningsforbruget på erhvervsskoler, så vidner Ryes uddannelsessyn mest af alt om et misforstået dannelsessyn, der hører hjemme i SVM-regeringens uddannelsespolitik.
Jeg tror næppe, Venstre-politikeren Anni Matthiesen kunne have sagt det bedre end Rye, der definerer "relation, nærvær og praksisfællesskab" som selve kernen i læring. Det er altså ifølge Rye slet ikke vigtigt, hvilken faglig værdi underviserne besidder og tilegner sig gennem forberedelse - vigtigere er "elevernes læring, deres relation til lærerne og skolernes ansvar for at få alle unge med".
DERMED SIGER RYE til de ansatte på Rybners: Jeg anerkender ikke jeres forberedelsestid som værdifuld, da den ikke skaber værdi for eleverne. Værdifuldt er derimod ifølge Rye, at vi gør højt uddannede medarbejdere til støttepædagoger i en SFO-ordning, hvor fokus er opbevaring og gennemførsel - ikke uddannelse.
Men Olaf Ryes argument falder fra hinanden, hvis den usagte præmis, om at forberedelse ikke skaber værdi for eleverne, viser sig at være forkert. Og alle undervisere ved, at nøglen til god undervisning ligger i forberedelsen. Det behøver man slet ikke at diskutere. Derfor har jeg i skrivende stund ondt af de ansatte på Rybners, når Rye ikke anerkender deres forberedelsestid som værdifuld for eleverne. Eller rettere, når han hævder, at forberedelsestiden ikke skaber den samme værdi for eleverne, som nærkontakt mellem elev og lærer.
LÆS OGSÅ: Regeringen vil sætte midler af til særlig uddannelse på professionshøjskolerne
Dermed lyder Rye mest af alt som en typisk repræsentant for regeringen, der aldrig nogensinde kunne finde på at anerkende værdien af akademisk arbejde. Rye bedriver akademikerbashing og gør ungdomsuddannelserne på Rybners instrumentelle, når han ikke prioriterer, at de unge mennesker faktisk uddannes, men foretrækker, at de blot får et stykke papir som bevis på, at de har fået en uddannelse.
Dermed støtter Rye et uddannelsessyn, hvor gymnasierne uddanner ureflekterede borgere som kanonføde til velfærdsstaten. Ole Ryes indlæg bliver derfor til valgpropaganda over for bestyrelsen i Esbjerg om, at på Rybners ved man, hvad uddannelse er – nemlig tomgang.
DET STORE SPØRGSMÅL ER DERFOR, om rektorer, der ikke forstår, hvordan lærernes forberedelse skaber større læringsmæssig værdi for eleverne, overhovedet bør bestride poster i undervisningssystemet?
Uddannelse er ikke til for at skabe flere borgere, der skal agere ”man of the system”, men uddannelse bør bidrage til, at vores unge mennesker lærer at tænke: ”Hvorfor skal vi dog gøre det, som velfærdsstatens politikere forlanger af os?”
Desværre har Ole Rye ikke større tiltro til hverken sine ansatte eller elever til, at de må uddanne sig og række ud over det, som velfærdsstaten lige nu forlanger af dig, og dermed blive selvstændigt reflekterende borgere. Viden skaber ifølge Rye ikke værdi, men det gør fællesskab derimod.
Med det syn på uddannelse og viden, sælger Rye Rybners uddannelsesformål til SVM-regeringens indsats for at gøre borgerne til redskaber for velfærdsstaten.
