
DEBATTEN OM FUSIONER og fremtidens ungdomsuddannelser bør tage udgangspunkt i de unges behov – ikke i institutionernes selvopfattelse og overlevelsesstrategier.
Alligevel ser vi, hvordan rektorer fra både store og små byer allerede nu – længe før EPX’en har fået form og indhold – er i gang med at tildele sig selv roller og udbud. Det handler ikke om de unges adgang til stærke faglige miljøer, men om at sikre deres institutioners overlevelse.
Særligt fra nogle almene gymnasier lyder det, at fusioner automatisk fører til fjern ledelse og svagere undervisningsmiljø. Det er en gentagelse uden belæg. Der findes ingen data, der dokumenterer, at “småt er godt”. Tværtimod viser erfaringerne, at større enheder ofte giver stærkere faglige fællesskaber, bedre ressourceudnyttelse og bredere uddannelsestilbud.
På fusionerede skoler møder eleverne nærværende og pædagogisk daglig ledelse, engagerede og fagligt stærke undervisere samt gode rammer for trivsel og læring. Og uden fusioner ville mange lokalsamfund allerede have mistet deres ungdomsuddannelser.
Det er afgørende, at de nuværende uddannelser fastholder deres høje kvalitet. Elever og forældre skal kunne være trygge ved, at ledelser og bestyrelser har fokus på elevernes hverdag, og at de uddannelser, de unge har valgt, fortsat kvalitetsudvikles – både fagligt og pædagogisk – og ikke reduceres til et spørgsmål om EPX og fremtidig institutionsstruktur.
NÅR DEN NYE INSTITUTIONSLOV er vedtaget, og ekspertudvalgene har givet deres faglige input til politikerne, åbnes der for forsøg, hvor alle skoler kan ansøge om deltagelse. Det er her, vi skal afprøve den nye og spændende uddannelse – og her, den fremtidige institutionsstruktur for alvor bliver relevant at arbejde videre med. Vi ser frem til det arbejde.
LÆS OGSÅ: Ny taxametermodel kan gøre ondt på flere - særligt HHX
Men medarbejderne er allerede nu sat i en situation præget af utryghed og usikkerhed. Det fremmer ikke arbejdsmiljøet – og fem år i uvished, frem mod en EPX-uddannelse i 2030, er lang tid i et miljø præget af frygt.
Fremtidens uddannelsesstruktur skal ikke bygges på frygt, vanetænkning og institutionel selvoptagethed. Den skal bygges på de unges behov – og på vores fælles ansvar for at skabe bæredygtige, relevante og lokalt forankrede uddannelsestilbud i hele landet.