SMVdanmark: Indfør en ”no cure, no pay”-model efter antallet af internationale studerende, der bliver i Danmark
DE IGANGVÆRENDE FORHANDLINGER om en reform af erhvervsakademi- og professionsbacheloruddannelserne har sat fokus på, hvordan vi kan tiltrække flere internationale studerende.
I SMVdanmark støtter vi dette mål, men det er afgørende, at tiltaget gavner det danske arbejdsmarked – og ikke blot uddannelsesinstitutionernes økonomi.
Danmark mangler kvalificeret arbejdskraft, og i mange brancher står små og mellemstore virksomheder med ubesatte stillinger. Derfor giver det god mening at åbne for flere internationale studerende – men det skal ske på uddannelser, hvor der rent faktisk er efterspørgsel på arbejdskraft. Vi bør ikke uddanne flere internationale studerende på områder, hvor de ender med at forlade landet, fordi jobmulighederne er begrænsede. Så kan vi bruge uddannelseskronerne smartere.
Uddannelsesinstitutionerne må tage et større ansvar
Hvis vi skal have gavn af de internationale studerende, må vi også sikre, at flere af dem bliver i Danmark efter endt uddannelse. Historisk set har vi haft alt for lav en fastholdelsesrate – særligt på erhvervsakademierne – og her har uddannelsesinstitutionerne et medansvar.
LÆS OGSÅ: Dansk Erhverv kritiserer regeringen for dårligt købmandskab og foreslår nyt taxameter
Derfor bør de pålægges en forpligtelse til at arbejde aktivt for, at de studerende integreres på det danske arbejdsmarked. Det kan ske gennem praktikforløb, tættere samarbejde med erhvervslivet og en indsats i forhold til sprog. For mange udenlandske studerende er den største barriere for at blive netop sproget – og hvis vi vil have dem til at blive, skal vi give dem bedre forudsætninger for det.
No cure, no pay
I sidste ende skal vi også se på de økonomiske incitamenter. Som systemet fungerer i dag, får uddannelsesinstitutionerne taxametertilskud for de internationale studerende, uanset om de bliver i Danmark eller ej. Det skaber en skævvridning, hvor der er en stærk økonomisk interesse i at optage mange internationale studerende – men meget begrænset konsekvens, hvis de rejser videre efterfølgende.
Derfor bør vi overveje at indføre en ”no cure, no pay”-model, hvor institutionerne får reduceret deres taxameter, hvis en for lille andel af de internationale dimittender bliver i Danmark. Det vil give dem et incitament til at sikre, at de studerende rent faktisk finder job og bosætter sig her. For der kan nemlig gøres rigtig meget allerede under studierne.
Flere internationale studerende kan være en gevinst for Danmark og vores virksomheder – men kun hvis vi sikrer, at de uddannes inden for områder med mangel på arbejdskraft og får bedre forudsætninger for at blive. Det ansvar må både politikere og uddannelsesinstitutioner tage på sig i reformarbejdet.
