A4 Uddannelse
Køb abonnement

SMVdanmark: Nyt underviserpanel bør afspejle EPX' praksisnære ambition

Debat|
12. maj 2025 kl. 6.00
| Foto: SMVdanmark
Dette er et debatindlæg. Det er udtryk for skribentens holdning. Læs A4 Mediers regler for og krav til debatindlæg her. Du er velkommen til at deltage i debatten - send dit indlæg til [email protected].

DET ER POSITIVT, at børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) nu bakker op om at nedsætte et underviserpanel som supplement til ekspertgruppen bag den kommende erhvervs- og professionsgymnasiale uddannelse, EPX. Kritikken af ekspertgruppens sammensætning – med kun én underviser blandt 13 medlemmer – har været både berettiget og nødvendig. Derfor er det glædeligt, at ministeren har lyttet og taget affære.

LÆS OGSÅ: EPX-ekspertgruppe under skarp kritik for primært at bestå at rektorer. Nu bakker Tesfaye op om et nyt panel

Panelet må dog ikke blive et symbolsk figenblad. Hvis det skal have reel betydning for de anbefalinger, ekspertgruppen skal fremlægge senest 1. december 2025, kræver det faglig bredde, praksisfaglig indsigt og reel indflydelse.

Næste skridt er derfor, hvilken sammensætning panelet skal have. Skal panelet primært bestå af gymnasielærere? Eller undervisere fra erhvervsskoler, EUX, HF eller 10. klasse? 

For SMVdanmark er det afgørende, at EPX ikke udvikler sig til en "STX light" eller "HF light". Det ville være en fejl. EPX skal være noget andet, noget nyt: En praksisnær og attraktiv uddannelse, der kombinerer teori og praksis og tiltrækker unge, som motiveres af en mere virkelighedsnær faglighed og en tættere kobling til arbejdsmarkedet.

UNDERVISERPANELET BØR DERFOR afspejle den praksisfaglighed, som skal være EPX' omdrejningspunkt. Gymnasielærere har uden tvivl vigtige erfaringer med socialfaglige læringsmiljøer og studieforberedelse, og de skal naturligvis være med. Men de må ikke dominere panelet. Mindst lige så vigtige er undervisere fra erhvervsskolerne - herunder HTX og EUX, som med en case- og opgave-baseret tilgang dagligt arbejder med at forene teori og praksis og engagere elever, der søger en mere erhvervsrettet vej. Også undervisere fra erhvervsrettede 10. klasser – som for eksempel frie fagskoler og EUD10 – rummer erfaringer og kompetencer, der kunne bringes aktivt i spil.

Et godt eksempel fra min tid som chefkonsulent i Foreningen af Frie Fagskoler er Christian Wellendorf, som vandt den prestigefyldte internationale kokkekonkurrence Bocuse d'Or i 2019. Som 16-årig begyndte han på en Fri Fagskole med en drøm om at blive kok. Gennem praksisnær undervisning og målrettet støtte kom han i praktik på en af landets bedste restauranter – Babette i Vordingborg – hvilket banede vejen for en læreplads og et stærkt erhvervsuddannelsesforløb. Senere blev han holdkaptajn for det danske kokkelandshold og peger selv på den faglige stolthed, praktik og virkelighedsnære undervisning som afgørende. Den slags faglig modning og selvtillid skabes i de rigtige miljøer og bør inspirere EPX' udvikling.

LÆS OGSÅ: “En gamechanger”, “en stor sejr” og “en usikker fremtid for de unge”: Ny reform får næsten kun ros af aktører

Christian er et godt eksempel på en elev, som næppe var blevet grebet af den undervisning, man typisk møder i et traditionelt gymnasium. Det var netop de praksisnære undervisere – med rødder i praktisk orienterede 10. klasseforløb og erhvervsskoler samt oplæring på en stærk læreplads – der formåede at skabe mening og motivation for ham. Det understreger, hvorfor undervisere med erfaring i at forene håndværk og læring bør spille en central rolle i udviklingen af EPX.

Med inspiration i Christians historie kunne man med fordel overveje også at inddrage aktører fra erhvervslivet. Skolerne mangler ofte konkret indsigt i virksomhedernes hverdag. Hvis EPX skal lykkes, skal der bygges mere bro mellem undervisning og praksis – og det kræver input fra dem, der i sidste ende skal ansætte fremtidens dimittender.

HVIS EPX SKAL VÆRE en del af løsningen, må den nye gymnasieuddannelse ikke blot være et alternativ på papiret, men et reelt og attraktivt tilvalg for de unge. Det kræver en anderledes tilgang til læring – mere praksisnær, mere anvendelsesorienteret og med høj faglighed i praksis – sådan som stadig flere unge efterspørger i dag.

LÆS OGSÅ: Tredje og sidste erhvervsskoleaftale er landet: Få overblikket

Indtil nu har Mattias Tesfaye i forhold til panelets sammensætning talt med Gymnasieskolernes Lærerforening. Det er godt – men langt fra nok. Danmarks Erhvervsskoler og -Gymnasier og andre mere praksisnære miljøer bør også inddrages i beslutningen om, hvem der skal forme EPX' faglige profil.

Selvom vi i SMVdanmark gerne havde set flere praktikere i ekspertgruppen fra begyndelsen, så glæder vi os over, at der nu åbnes for en struktur, hvor praksiserfaring og faglig tyngde kan få en reel stemme. Nu handler det om at sikre, at gode intentioner omsættes til konkret handling – så EPX bliver en meningsfuld uddannelse for eleverne, lærerne og de virksomheder, der i fremtiden skal nyde godt af deres kompetencer.

Deltag i debatten - send dit indlæg på maks. 600 ord til [email protected].
GDPR