Den danske model er en af vores mest værdsatte samfundsinstitutioner. Den har skabt stabilitet, lav konfliktfrekvens og høj grad af medarbejderinddragelse gennem stærk partsdialog. Modellen hviler på frivillige aftaler mellem arbejdsmarkedets parter og har i årtier leveret væsentlige forbedringer for både arbejdsgivere og arbejdstagere. Det er en model, vi med rette kan være stolte af – og som vi bør værne om.
Men netop fordi modellen spiller så central en rolle, er det afgørende, at vi også tør tale om dens grænser. En model, der ikke kan diskuteres, mister sin evne til at udvikle sig. En model, der ikke åbner sig for nye erfaringer og ændrede samfundsforhold, risikerer at miste relevans for store dele af arbejdsstyrken.
LÆS OGSÅ: Lund: Ønske om fri ved barn syg bør få alarmklokkerne til at ringe
Et konkret og aktuelt eksempel er spørgsmålet om frihed ved børns sygdom. Forskningen viser entydigt, at manglende adgang til denne rettighed har konsekvenser – både for børns trivsel, forældres arbejdsliv og for ligestillingen i hjemmet. Alligevel står mange uden denne mulighed, og de steder, hvor den findes, er det ofte resultatet af langvarige og komplicerede forhandlingsforløb.
Det peger på et strukturelt problem: Hvad gør vi, når viden og behov er til stede, men løsninger udebliver?
Det psykiske arbejdsmiljø
Det rækker videre end børns sygdom. Det gælder i høj grad også det psykiske arbejdsmiljø, følelsesmæssig belastning, omsorgsansvar og balancen mellem arbejdsliv og privatliv. Det er alt sammen forhold, der fylder mere og mere i det moderne arbejdsliv, men som ikke lige så let lader sig omsætte til klassiske forhandlingskrav. Netop fordi de ofte er komplekse, flydende og svære at kvantificere, falder de let uden for den traditionelle overenskomstlogik.
Den danske model er stærk til det målbare: løn, arbejdstid, pauser, tillæg. Men hvad med det, der ikke lader sig tælle – men som i høj grad tæller? Hvad med det, der former trivsel, tilknytning og arbejdsglæde, men som sjældent når frem som formelle krav?
LÆS OGSÅ: BUPL: Nej, Lund – det er ikke en trussel mod den danske model, at forældre vil passe deres syge børn
Her opstår en tavshed, som ikke nødvendigvis skyldes modstand, men som alligevel har konsekvenser. For når bestemte erfaringer ikke anerkendes som legitime eller kollektive, risikerer de at blive reduceret til individuelle problemer – noget, den enkelte må finde ud af med sig selv.
Det handler med andre ord ikke kun om forhandling. Det handler også om, hvad der overhovedet kan bringes til forhandlingsbordet. Magt udøves ikke kun i aftalens indhold, men også i definitionen af, hvad der er værd at forhandle om. Når bestemte stemmer og erfaringer aldrig får adgang til systemets sprog, bliver tavsheden i sig selv en form for eksklusion.
Udfordringerne med stress utydeliggøre problemerne
Et nærliggende eksempel er arbejdsrelateret stress. På trods af årtiers opmærksomhed, forskning og gode intentioner viser tallene, at problemet ikke er blevet mindre – tværtimod. Stress er udbredt, især i fag med høje følelsesmæssige krav og lav grad af indflydelse. Hvis den danske model i sig selv var tilstrækkelig til at løse dette, burde vi have set forbedringer. Det peger på, at visse udfordringer kræver andet og mere end overenskomstmæssige løsninger. De kalder på bredere forståelsesrammer, tværgående samarbejde og nytænkning i både sprog og strategi.
Derfor er det nødvendigt at spørge: Skal vi lade være med at handle, hvis problemerne ikke lader sig løse via forhandling? Eller skal vi overveje, om der i visse tilfælde er brug for politisk fastsatte minimumsstandarder? Ikke som erstatning for modellen, men som et nødvendigt og legitimt supplement, når forhandlinger alene ikke er nok.
LÆS OGSÅ: Dansk Metal svarer BUPL: Drop den politiske ønskebrønd og bevar vores danske model
Vi gør det allerede i dag. Arbejdsmiljøloven, ligestillingsregler og barselsrettigheder er alle områder, hvor samfundet har sat bundrammer, som overenskomsterne bygger videre på. Det har ikke undermineret modellen, men styrket den. Det har netop skabt bedre balance og givet flere adgang til grundlæggende rettigheder – også dem, der ikke er organiseret, eller som står uden stærke repræsentanter ved bordet.
Samtidig må vi tage alvorligt, at efterlevelsen af overenskomster generelt er højere end af lovgivning. Det taler for forsigtighed, men ikke for stilstand. For hvad gør vi, når en rettighed hverken opstår i forhandlinger eller sikres gennem effektiv lovhåndhævelse? Hvem tager så ansvar? Er vi så tilfredse med, at nogle får, og andre må vente i årevis, uden garanti for adgang?
Vi skal tale om den danske model for at bevare den
Det er ikke illoyalt at stille disse spørgsmål. Det er rettidig omhu. Hvis vi vil sikre, at den danske model også i fremtiden er relevant, må vi kunne tale åbent om dens blinde pletter – og være villige til at tilpasse den, så den også rummer det moderne arbejdslivs erfaringer. Et velfungerende system må ikke blive så optaget af sine egne principper, at det mister blik for de mennesker, det er sat i verden for at beskytte.
Den danske model har bragt os langt. Men skal den også bære os videre, må vi turde gentænke dens rækkevidde og åbne for det, der endnu ikke passer ind.
Ikke for at afvikle den. Men for at udvikle den.
Derfor kaster jeg mit håb i ønskebrønden – ikke som en flugt fra forhandlingens rum, men som en påmindelse om, at også det usagte og det endnu ikke anerkendte fortjener en stemme.
