Jobcenteransat: Min arbejdsplads er hverken frygtsom eller digitalt fodslæbende
[email protected]
HAR VI I JOBCENTRENE manglende lyst til at omfavne digitale løsninger som et redskab ind i kerneopgaven? Maria Højer Nannberg (afdelingsleder i Jobcenter Halsnæs, red.) oplever, at mindsettet i jobcentrene medvirker til, at der er lang vej endnu med den digitale omstilling.
Jeg sidder som basismedarbejder i et helt gennemsnits jobcenter, så digital transformation er på ingen måde min kerneopgave, men jeg oplever bestemt ikke at være på en fodslæbende eller frygtsom arbejdsplads, hvad digitalisering angår. Min kommune har valgt at tilkøbe en digital platform ud over det lovpligtige jobnet, og der er investeret mange ressourcer i at kompetenceudvikle personalet til at kunne bruge Candeno i samarbejdet med borgerne. Jeg oplever kolleger, der bestemt giver den en skalle i forhold til at give det digitale jobcenter luft under vingerne.
LÆS OGSÅ: Jobcenterleder til egne fagfæller: Vi skal turde omfavne digitaliseringen og ikke frygte den
Er den digitale transformation nem? Nej det er den bestemt ikke, og ja, en del af udfordringen kan da være, at der er ansatte, der ikke elsker det. Når man vælger en uddannelse og et job som frontlinjemedarbejder med borgerkontakt, så er det for de færrestes vedkommende i et ønske om at gemme sig inde i cyberspace. Så er det med den ambition at være i direkte kontakt med borgere. Og der kan godt være fortalere af digitale løsninger, der bliver så forelskede i det digitale, at de får stødt de kernemedarbejdere fra sig, der ser deres spidskompetence negligeret.
JEG VIL GIVE MARIA NANNBERG RET I, at brugt rigtigt er øget brug af digitale løsninger ikke en hindring for relationsarbejde og menneskelig kontakt. Tanken i min kommune med indkøbet af Candeno har været at give borgerne nogle muligheder imellem de personlige møder, som de ikke har haft hidtil, men at det fortsat er beskæftigelsesmedarbejderen, der med sin faglighed er et væsentligt redskab til at hjælpe borgerne i arbejde eller uddannelse.
Har borgerne så grebet de nye digitale muligheder med kyshånd? Ikke alle, faktisk langt fra alle. Og her tænker jeg, at Maria Nannberg måske misser noget vigtigt, når hun tænker sig en mere digital fremtid.
Jeg deler Maria Nannbergs ønske om at give borgerne større ejerskab for eget forløb, men er det så også ret til ejerskab af en ikke-digital løsning?
Karina Sørensen, HK Kommunals talsperson på beskæftigelsesområdet og ansat i Jobcenter Viborg
Ønsker borgerne det faktisk? Ønsker virksomhederne det? Politikerne kan selvfølgelig beslutte, at de ikke mener, at der i samfundet har råd til den grad af personlig relation, vi har i dag mellem beskæftigelsesmedarbejder, borger og virksomhed, og at man vil fremme digitalisering med et besparelsesperspektiv. Det vil måske på den korte bane spare noget på lønkontoen. Mit gæt er, at den besparelse lynhurtigt vil kunne ses på ydelseskontoen, for de borgere, som jobcentrene i en så gunstig beskæftigelsessituation som den nuværende, har tilbage at arbejde med, er borgere der ikke alle ”bare lige” får et job efter et online jobsøgningsforløb.
DER ER BORGERE, DER ER GLADE FOR den digitale overbygning, som min kommune har købt. Men der er bestemt også borgere, der kæmper med at finde mening med det digitale, og som ikke evner at bruge det. Benyttes de digitale løsninger ikke, mistes besparelsespotentialet, for så har man ikke sparet mig og mine kolleger væk - men i stedet givet os en anden opgave som undervisere i anvendelse af en IT-løsning, som vi har besluttet giver mening for borgeren.
Der kan selvfølgelig sagtens være gode faglige grunde til alligevel at gå med det digitale, men det skal så være en nøje afbalanceret model, hvor man ikke får stødt borgerne fra sig ved konstant at møde dem med noget, der for den enkelte kan opleves meningsløst. Jeg deler Maria Nannbergs ønske om at give borgerne større ejerskab for eget forløb, men er det så også ret til ejerskab af en ikke-digital løsning?
JEG OMFAVNER DE DIGITALE MULIGHEDER, hvor de giver mening. Jeg glæder mig til den dag, der er bygget en AI-agent ind i alle mine fagsystemer, som kan hjælpe mig med at løse de mere administrative opgaver af mit arbejde hurtigere og bedre, end jeg selv gør det i dag.
Jeg ved ovenikøbet godt, hvilke opgaver det kan give mening at sætte robotten til, men den findes ikke endnu, så jeg må væbne mig med tålmodighed. Og så må jeg afvente og se, om politikere og jobcenterets borgere vil være med på den nye, fagre fremtid. For vil det fx føles utrygt for en borger, at en AI-agent lytter med på deres og mine samtaler med henblik på at kunne give mig et referat af samtalen, uden at jeg behøver at skulle til tastaturet? Vil en borger kunne frabede sig den form for digital bisidder, eller er det bare noget, man må finde sig i, som man må finde sig i selvbooking og krav om CV på jobnet?
Jeg glæder mig til de gevinster, en øget digitalisering vil give, men jeg håber inderligt, at man ved udviklingen af den fagre, nye verden vil lytte til både mig som medarbejder og til mine borgere i forhold til, hvad der faktisk giver værdi i forhold til kerneopgaven.
