FOA henter ny pressechef i Enhedslisten med fortid i fagbevægelsen

MTA
Morten Thorbjørn Andersen er FOA's nye pressechef. Foto: Privat
Morten Torbjørn Andersen er ny leder af FOA's presse- og sociale medier-team. Han kommer fra stillingen som presse- og kommunikationschef i Enhedslisten.

Det ligger nu endeligt fast, hvem skal være FOA's nye pressechef i kølvandet på, at Klaus Lange opsteg som kommunikationschef for hele forbundet og chefredaktør for Fagbladet FOA. 

Valget er faldet på 36-årige Morten Torbjørn Andersen, der kommer fra Enhedslisten i Folketinget, hvor han er presse- og kommunikationschef.

De seneste syv år har Morten Torbjørn Andersen været beskæftiget med national politik som presseansvarlig og senere pressechef i Enhedslisten, afbrudt af et år som chefkonsulent i Fødevareministeriets presseafdeling.

Når den nye pressechef 1. august går ind ad døren til FOA-hovedkvarteret på Staunings Plads er det dog en form for tilbagevenden til fagbevægelsen, hvor Morten Torbjørn Andersen før har slået sine folder. 

I en længere årrække var han henholdsvis kommunikationsrådgiver i Fødevareforbundet NNF og i Erhvervsskolernes ElevOrganisation (EEO).

"Hold nu op hvor jeg glæder mig til samarbejdet med Mona Striib, Thomas Enghausen, Klaus Lange og alle de andre gode folk, der hver dag knokler for dem, der udgør rygraden i vores velfærdssamfund. Kæmpe tak til Enhedslistens folketingsgruppe og medarbejdere. Det har været en sand fornøjelse at arbejde i vores smukke parlament sammen med så skarpe og flittige folk," skriver den kommende pressechef på Linkedin. 

GDPR