Klimaerhvervsskole får sekretariatschef: Dette bliver hendes opgaver

BeFunky-collage_-_2025-02-04T160249.817
Rybners ansætter sekretariatschef til klimaerhvervsskolen indenfor egne rækker. Foto: Rybners
Rybners har ansat sekretariatschef til klimaerhvervsskolen.

Rybners blev i september udpeget til at være klimaerhvervsskole inden for den grønne omstilling i energisektoren. 

Og nu er der fundet en sekretariatschef til klimaerhvervsskolen, erfarer A4 Uddannelse. 

Valget er faldet på chefkonsulent på Rybners Bente Lyck-Damgaard, der har været ansat i fem måneder. 

Rybners skal som klimaerhvervsskole udvikle og tilbyde undervisning i særlige teknologier indenfor eksempelvis vindenergi, varmepumper og solceller.

Og Bente Lyck-Damgaard skal som sekretariatschef være med til at udbrede viden omkring energiområdet til hele erhvervsskolesektoren i Danmark og bidrage til at der uddannes flere elever med de kompetencer, der er brug for i virksomhederne i energisektoren til at understøtte den grønne omstilling.

LÆS OGSÅ: Klimaerhvervsskoler er udpeget: Sådan vil direktørene løfte hele sektoren

Hendes overordnede opgave bliver at rådgive og understøtte såvel direktion som afdelingschefer i etableringen og driften af klimaerhvervsskolen, fremgår det af jobopslaget.

Helt konkret vil Bente Lyck-Damgaard indgå i koordineringen med de to øvrige klimaerhvervsskoler Herningsholm Erhvervsskole og Technical Education Copenhagen (TEC), stå for kontakten til Styrelsen for Undervisning og Kvalitet (STUK) og understøtte det kommende Advisory Board.

Inden Bente Lyck-Damgaard startede hos Rybners, var hun direktør på VUC Syd i knap fem år og før det ansat på EUC Syd i 16,5 år blandt andet som rektor og vicedirektør. 

Alle tre erhvervsskoler blev udpeget som klimaerhvervsskoler den 16. september 2024. 

GDPR