Konsulenthus: Regeringen risikerer at skære alle unge over én kam

FOR NYLIG BLEV TESFAYES store projekt med en ny reform på ungdomsuddannelsesområdet vedtaget, og i 2030 venter nu en markant forandring af det danske uddannelseslandskab. På trods af flere positive ting, er der særligt ét punkt, jeg gerne vil tage op til diskussion: HTX’ens uafklarede skæbne.
LÆS OGSÅ: Overblik: Her adskiller den endelige ungdomsuddannelsesreform sig fra det oprindelige udspil
Af og til er det som om, at regeringen kommer til at skære alle unge over én kam. Det kan nemlig virke som om, at regeringen ser STX som det naturlige omdrejningspunkt for gymnasieuddannelserne, hvor fester, sociale aktiviteter og det klassiske studiemiljø er i centrum. Men ikke alle unge trives i det traditionelle STX-miljø – nogle søger bevidst et alternativ, hvor det faglige får en større rolle.
I efteråret udkom vi i CompanYoung med Danmarks største undersøgelse af unges valg af uddannelse og karriere. Og den satte en tyk streg under, at HTX har sin fulde berettigelse blandt unge.
Hvor skal HTX’erne tage hen i 2030?
Vores undersøgelse viser, at HTX-eleverne adskiller sig markant fra deres venner på de andre gymnasieretninger. De vægter det faglige miljø højere end det sociale, og de er i langt højere grad afklarede om deres uddannelsesvalg. Faktisk er HTX den gymnasiale retning, hvor flest elever allerede fra starten ved, hvad de vil med deres fremtid. Derudover kommer hele 50 procent af HTX-eleverne direkte fra 9. klasse med en klar plan for deres videre uddannelse.
Den nye reform indebærer enten en integration af HTX som en linje på STX eller, i værste fald, en fuldstændig afskaffelse. Det ville være en skam. Hvis HTX forsvinder eller udvandes, mister vi et afgørende tilbud til de unge, der netop har brug for et gymnasie, hvor teknisk og naturvidenskabelig fordybelse er i centrum.
LÆS OGSÅ: HTX-rektor til Tesfaye: Du forstår ikke vores uddannelse
Man kan aldrig gøre alle glade, det er jeg klar over. Men hvis regeringen virkelig vil forbedre uddannelsessystemet, skal de i første omgang sikre, at de ikke tvinger en mangfoldig gruppe unge ind i et ensartet gymnasiemiljø, hvor nogle af dem ikke vil trives.
Hvis disse afklarede unge ikke kan tage på HTX, dyrke deres interesser og møde andre unge mennesker med de samme interesser – hvor skal de så tage hen? Det håber jeg, regeringen kan svare på, hvis de ender med at afskaffe HTX.