PensionDanmark og Ordblindeforeningen: Ordblindhed har store samfundsmæssige konsekvenser – så vi skal også huske de voksne

BeFunky-collage_-_2024-10-03T104420.183
Foto: PensionDanmark og Ordblindeforeningen
Dette er et debatindlæg. Det er udtryk for skribentens holdning. Du er velkommen til at deltage i debatten - send dit indlæg til [email protected].

I DENNE UGE ER DET ’Den Danske Ordblindeuge 40’ og derfor en kærkommen lejlighed til at sætte fokus på læse- og skriveudfordringer. For selvom det ikke er en ny problematik, får mange voksne ordblinde og læse- og skriveudfordrede fortsat ikke den nødvendige støtte, så de i højere grad kan lykkes på lige fod med andre.

Ordblindhed er den mest udbredte indlæringsvanskelighed hos børn, og det vurderes, at omkring 460.000 danskere lever med de daglige udfordringer, der er forbundet med ordblindhed eller læse- og skriveudfordringer. Men hvad vil det egentlig sige at være ordblind? Og hvad kan man som voksen og forældre gøre?

Ordblindhed er f.eks. delvist arveligt, og forekomsten af ordblindhed er fire gange højere, hvis man har en ordblind forælder. Det er med andre ord en udfordring, som ofte løber gennem generationer. Vi kan ikke kurere ordblindhed, men vi kan som forældre, arbejdsgivere eller uddannelsesinstitutioner blive endnu mere opmærksomme på, hvilke tegn man skal kigge efter, så alle får den rette hjælp.

LÆS OGSÅ: Færre voksne deltager i ordblindeundervisning: Nøglen er rollemodeller

Derfor er det desto mere vigtigt at opdage ordblindhed tidligt, så der kan sættes ind. Og det er positivt, at regeringen har indført flere ordblindepakker, der skal styrke indsatsen for børn og unge. Men der er fortsat brug for en indsats overfor de mange voksne, som har læse- og skriveudfordringer. For det er bekymrende, at der de seneste 10 år ikke har været en udvikling i antallet af voksne danskere, der får ordblindeundervisning.

I Ordblindeforeningen Danmark og PensionDanmark har vi en fælles mission om, at ordblindhed og læse- og skriveudfordringer ikke skal være en individuel udfordring. Og at alle skal kende til og have de rette værktøjer til at håndtere deres læse- og skriveudfordringer.

ORDBLINDHED KAN FOR MANGE voksne være en barriere for at få en uddannelse eller finde en plads på arbejdsmarkedet. En af de barrierer, vi ofte møder, er, at virksomhederne har svært ved at starte den svære samtale med deres medarbejdere. Det kan være både tabubelagt og uoverskueligt, og usikkerheden, om hvordan man som arbejdsgiver griber det an, gør ofte, at hjælpen udebliver.

Det er en udfordring, der rammer særligt ufaglærte og faglærte. Mange af de jobs, som ufaglærte og faglærte varetager, er i risiko for at blive automatiseret eller ændre sig med teknologiske fremskridt. Og øget konkurrence og efterspørgsel efter specialiseret viden gør, at mange ufaglærte og faglærte må tilpasse sig og opdatere deres færdigheder for at forblive relevante på fremtidens arbejdsmarked.

Derfor har PensionDanmark lanceret opsporingsværktøjet læsogskrivbedre.dk, som giver medarbejdere mulighed for hurtigt at få en vurdering af, hvorvidt man kan have gavn af at få undersøgt sine skrive- og læsefærdigheder nærmere. Det er et første skridt, der kan hjælpe både medarbejdere og virksomheder med at tage fat på den svære samtale. Mere end 3.000 personer har allerede benyttet sig af værktøjet, og omkring en tredjedel får anbefalet yderligere undersøgelse af deres læse- og skrivefærdigheder.

Ordblindeundervisning eller forberedende voksenundervisning i dansk er gratis. Virksomheden kan modtage statens voksenuddannelsesstøtte, og der er mulighed for tilskud fra de overenskomstaftalte kompetenceudviklingsfonde, mens medarbejderen modtager overenskomstmæssig løn, når de er til undervisning. Vi håber, at opsporingsværktøjet kan spille en rolle på endnu flere arbejdspladser, så vi i fællesskab kan hjælpe flere med at få den nødvendige støtte til at forbedre deres basale færdigheder.

Når den kommende internationale PIIAC-undersøgelse af voksne almene kompetencer offentliggøres i december 2024, får vi et nyt blik på, hvor Danmark står i forhold til behovet for almen opkvalificering. Det giver en unik indsigt og viden, som vi skal benytte os af fremadrettet for at sikre, at endnu flere kan tage del i de opkvalificeringsforløb, der er så afgørende for vores fælles velfærdssamfund.

Deltag i debatten - send dit indlæg på maks. 600 ord til [email protected].
GDPR