A4 Uddannelse
Køb abonnement

Korte lærlingeaftaler underminerer fremtidens faglærte

Debat|
16. december 2025 kl. 9.00
Christian Elgaard, næstformand i Danske Byggefag og Dansk El-Forbund | Foto: Dansk El-Forbund
Dette er et debatindlæg. Det er udtryk for skribentens holdning. Læs A4 Mediers regler for og krav til debatindlæg her. Du er velkommen til at deltage i debatten - send dit indlæg til debat@a4medier.dk.

DE BYGGER VORES HUSE, de fikser vores toiletter, de sørger for strøm i vores stikkontakter. De er håndværkere og helt uundværlige for vores samfund.

Inden de bliver håndværkere, skal de være i lære i fire år. Flere steder mangler der faglærte håndværkere, og den mangel vil stige i fremtiden. Med andre ord: Vores lærlinge er vigtige.

Det normale er, at en arbejdsgiver indgår en uddannelsesaftale med en lærling, som fører det unge menneske igennem sin læretid. Med en god, faglært håndværker som resultat.

Men under finanskrisen i slutningen af nullerne, var det svært for virksomhederne at forpligte sig til at ansætte en lærling under alle fire år. Derfor blev det besluttet at give virksomhederne mulighed for at ansætte lærlinge på korte uddannelsesaftaler. 

Finanskrisen er heldigvis længe siden.

DESVÆRRE BED DE KORTE uddannelsesaftaler sig fast og har i dag spredt sig voldsomt. Andelen af korte uddannelsesaftaler har i dag fået et omfang, som truer kvaliteten af vores faglige byggeuddannelser.

På tømreruddannelsen – landets tredje største erhvervsuddannelse – har kun 17 procent af lærlingene en ordinær aftale. For murere og malere er det kun hver femte, og for os elektrikere er det lige under hver tredje. Det normale er med andre ord blevet det usædvanlige.

Det har konsekvenser. Lærlinge med ordinære aftaler oplever et markant højere fagligt udbytte, mere støtte og tryghed i forløbet og større tilfredshed med deres uddannelse. 

Omvendt viser en undersøgelse blandt vores lærlingemedlemmer, at mange unge i korte aftaler føler sig usikre på, om de lærer nok. Hele 70 procent vil hellere have en hel aftale. Tal fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd viser, at lærlinge på korte aftaler hyppigere falder fra i løbet af uddannelsen sammenlignet med lærlinge på almindelige uddannelsesaftaler.

Korte aftaler giver desværre arbejdsgiverne mulighed for at bruge dem som en slags prøvetid, hvor lærlingene hele tiden skal bevise deres værd. Det skaber utryghed og pres i en periode, hvor de unge burde have fokus på at lære deres fag.

Børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) har anerkendt problemet, og siger at han vil indkalde parterne til drøftelser. Det arbejde ser vi frem til at deltage i, så korte aftaler igen bliver undtagelsen og ikke reglen.

Skal vi sikre faglært arbejdskraft i fremtiden, er vi nødt til at tage lærlingenes vilkår alvorligt.

Hvis vi vil fastholde og tiltrække unge, skal vi give dem ordentlige forhold og hele aftaler – ikke halve løsninger.

Deltag i debatten - send dit indlæg på maks. 600 ord til debat@a4medier.dk.
GDPR