
VI SKAL SNART TIL VALG, og når det næste Folketing skal bygge folkeskolen op, skal den også bygges op bogstaveligt. Det gælder også de fysiske rammer.
Det er en bunden opgave at sikre gode rammer for børnene og de voksne gennem investeringer i indeklimaet.
LÆS OGSÅ: Undersøgelse: Hver tredje generes af dårligt indeklima på arbejdspladsen hver eneste uge
Nye kommunalbestyrelser og byråd er tiltrådt 1. januar, og de vil naturligt nok stå over for mange opgaver – navnlig kernevelfærden er presset mange steder. Og det kan virke uoverskueligt med begrænsninger på serviceramme og skat. Det forstår vi godt.
Men der er faktisk også enkelte greb, som med få investeringer kan øge kvaliteten for borgerne og sikre bedre arbejdspladser for de ansatte.
Det er nemlig sådan, at der i mange daginstitutioner og skoler er et dårligt indeklima.
En undersøgelse, BUPL foretog i 2023, viser for eksempel, at 23 procent af sygefraværet blandt pædagoger kan forklares med dårligt indeklima. De pædagoger, der arbejder i det værste indeklima, har 1,9 gange højere sygefravær end dem med det bedste indeklima. Og i vores skoler er CO2-niveauet så højt i hvert andet klasselokale, at det overskrider Arbejdstilsynets anbefalinger.
Man fatter ikke, at vi byder vores børn og voksne de vilkår i 2025.
Det siger nemlig sig selv, at tilstande som dette fører til ringere trivsel hos børn og voksne. Det fører til mere sygdom og fravær. Det fremmer ikke indlæringsevnen hos vores skoleelever. Og ja, det sender ikke ligefrem et signal om, at man vil skabe moderne og udviklende arbejdspladser for det uddannede personale, man står og mangler.
SÅ DER ER FAKTISK mange gode grunde til at investere i et bedre indeklima – for eksempel ved at etablere mekanisk ventilation. Og det vilde er, at et bedre indeklima faktisk også kan føre til bedre økonomi ude i kommunerne – midler, vi så kan bruge på den pressede velfærd.
LÆS OGSÅ: Indeklimaeksperter: Arbejdstilsynets anbefalinger om relativ luftfugtighed efterleves ikke
For når trivslen stiger, falder sygefraværet blandt de ansatte, og vi kan spare på vikarkontoen.
Så samlet set vil bedre indeklima øge trivslen, forbedre rekrutteringsmulighederne og kommunernes økonomi.
Derfor skal det nye Folketing efter valget sætte turbo på ved at sikre, at kommunerne investerer i bedre indeklima. Lad os sørge for børnenes trivsel og de voksnes arbejdsmiljø ved for eksempel at sikre mekanisk ventilation.
Det er en investering i vores fælles velfærd.
















