Jobcenteransat: Her er, hvad jeg lærte om fremtidens beskæftigelsesindsats på folkemødet
[email protected]
JEG VAR SOM TALSPERSON for HK Kommunal inviteret med i et par debatter på det netop overståede folkemøde. Den ene af debatværterne havde på forhånd sendt mig to sæt spørgsmål: et sæt spørgsmål, der passede til, hvis ekspertgruppen på beskæftigelsesområdet, havde leveret en rapport og et andet sæt spørgsmål, hvis vi stadig venter.
Den slags forberedelse til debatter foregår i meget god tid, så jeg skrev for flere måneder tilbage, at de godt kunne opgive spørgeramme nummer 1. Jeg var sikker på, at ingen i Beskæftigelsesministeriet ville offentliggøre ekspertgruppens anbefalinger inden folkemødet, selv hvis de i teorien skulle foreligge. Ingen politikere ville have lyst at diskutere med så mange repræsentanter fra virkeligheden på baggrund af nogle faktiske anbefalinger.
LÆS OGSÅ: Analyse: Den danske jobindsats skal på skrump - nu starter sværdslag om milliardbesparelser
Selv om vi så ikke kom til at debattere ekspertgruppens anbefalinger, var der rigtig mange gode debatter om beskæftigelsesområdet på folkemødet. Der var stor interesse for, hvordan vi får henholdsvis ledige fra kanten af arbejdsmarkedet og unge i mistrivsel ind i det store fællesskab, som vi alle sammen har, når vi går på arbejde. Det lover godt for fremtiden, at så mange gerne vil byde sig til. Så må man håbe, de vil byde sig til gratis, for vi skal jo spare tre milliarder kroner.
Jeg var selv i debat med Jens Joel fra Socialdemokratiet, Karsten Hønge fra SF og Dina Myrup fra Konservative. De blev af journalisten, der var ordstyrer på debatten, spurgt direkte om, hvor tallet tre milliarder kom fra. Det kommer åbenbart ingen steder fra. Det er tænkt som et forhandlingstaktisk benspænd fra politikerne for at give sig selv en presbold op til forhandlingerne. På den måde ville de kunne føle en forpligtelse op til forhandlingerne om at levere faktiske administrative lettelser.
JEG ER STOR TILHÆNGER af administrative lettelser, men jeg må sige, at jeg var noget pikeret over, at man har efterladt tusindvis af mennesker i usikkerhed om deres arbejdsliv og med de konsekvenser, det har for arbejdsmiljøet, bare fordi politikerne skal vise, at de mener det alvorligt denne gang (der er nemlig blevet lovet administrative besparelser på beskæftigelsesområdet mange gange, hvor det ikke er blevet leveret).
Tør politikerne sidde på hænderne, hvis der kommer en kedelig enkeltsag, der giver en masse overskrifter, men som ikke i sig selv kalder på ny lovgivning?
Karina Sørensen, HK Kommunals talsperson på beskæftigelsesområdet
Hvad jeg ellers lærte i debatten med de tre politikere og HK Kommunals nye næstformand er, hvor kort tid tre kvarter egentlig er. Vi kunne have brugt den dobbelte tid og så stadig kun have kradset i overfladen, så jeg er glad for, at alle tre toppolitikere lovede, at der ville blive tale om en grundig inddragelse af repræsentanterne fra de ansatte i det videre arbejde. Det vil naturligt føre til en invitation til HK Kommunal, der er repræsentant for langt den største gruppe af ansatte i jobcentrene. Vi er jobkonsulenter, virksomhedskonsulenter, vejledere, sagsbehandlere, mentorer og alt muligt andet.
Politikerne og de ansatte kan faktisk blive enige om meget – fx at den nuværende uoverskuelige lovgivning 100 procent er et politisk ansvar. Det er jeg glad for, at Jens Joel fik slået klart og tydeligt fast. Vi er også enige om, at det vigtigste i fremtiden må være en mere individuel tilgang til den enkelte ledige eller sygemeldte, som Karsten Hønge gentog flere gange.
DET SPÆNDENDE BLIVER, hvordan man får det mere individuelle til at gå op med milliardbesparelser. Når noget skal gøres billigt, så er det jo, at man standardiserer. Også Dina Myrup og Jens Joel var klare tilhængere af frisættelse og opgør med kasserne, som borgerne i dag kan have svært ved at finde sig til rette i.
Der var mange spørgsmål, debatten ikke rummede mulighed for at få svar på. For eksempel:
Tør politikerne sidde på hænderne, hvis der kommer en kedelig enkeltsag, der giver en masse overskrifter, men som ikke i sig selv kalder på ny lovgivning? Meget lovgivning i dag bunder jo i den slags enkeltsager.
Hvad gør man, hvis afbureaukratiseringen i sig selv ikke giver den milliardbesparelse, der er lagt op til? Er det så kvalitet eller pris, der er det vigtigste?
Vil de mest udsatte borgere stadig kunne få hjælp til at komme i arbejde, også selv om det er en langvarig proces, der koster penge, og hvor vi ikke er garanteret fuld selvforsørgelse? Vil man også se på kompleksiteten for virksomhederne, eller er det kun borgerperspektivet, der styres efter? Osv. osv.
