
"Det kan ikke nævnes, hvor mange gange jeg er vågnet op om natten og har fortrudt."
Der er flere ting, Morten Skov Christiansen gerne ville have gjort anderledes i de 56 timer, der førte til Lizettes Risgaards afgang weekenden op til 1. maj.
Men der er særligt ét øjeblik i de hektiske dage, som han fortryder: Dét doorstep fredag formiddag, hvor Morten Skov Christiansen mødte den fremmødte presse foran FH-huset på Islands Brygge efter et højspændt forretningsudvalgsmøde.
Her slog han fast, at han aldrig er "blevet kontaktet af nogen eller har kendskab til de konkrete sager."
Men det var forkert. For Morten Skov Christiansen havde kendskab til én konkret episode fra 2021, hvilket han bekræftede få dage senere.
"Det ville jeg gerne have sagt, for det havde jeg. Det er der ikke noget hemmeligt i. Det er jo derfor, vi lavede whistleblowerordningen. Men det blev fremstillet som om, at jeg prøvede at lyve på det doorstep. Og det har aldrig været min intention," siger Morten Skov Christiansen til A4.
Men hvorfor stod du så og sagde, at du ikke havde noget kendskab, når du kendte til en sag?
"Jeg var ramt af granatchok. Min opgave var at fortælle om, hvad forretningsudvalget havde besluttet, og det ærgrer mig, at jeg svarede upræcist," siger han og konkluderer:
"Der var jeg ikke godt nok forberedt."
Som en hammer i hovedet
Morten Skov Christiansen vidste godt, det ville blive et svært forretningsudvalgsmøde, da han fik indkaldelsen torsdag aften. Men han havde efter eget udsagn ingen anelse om, at han i løbet af weekenden ville gå fra at være stedfortrædende næstformand til fungerende formand.
Det er en måned siden, at afsløringer i Ekstra Bladet og Berlingske kastede Fagbevægelsens Hovedorganisation ud i den største krise i hovedorganisationens levetid.
Og den 40-årige elektronikmekaniker, der pludselig blev katapulteret op på fagbevægelsens øverste tillidspost, er klar til at stille op til det første store interview.
"Det er alvorlige anklager. Stort set alle de år, jeg har siddet med arbejdsmiljø, har vi talt om uønsket seksuel opmærksomhed, seksuel chikane og hvordan vi kan sikre regler og lovgivning, der gør, at færre lønmodtagere bliver udsat for det," siger Morten Skov Christiansen og fortsætter:
"Så er det ligesom at få en hammer i hovedet, når man ser det beskrevet, at nogen har oplevet det fra en person, man har arbejdet rigtig tæt sammen med i så mange år. Det billede, der er blevet tegnet af hende i medierne, er jo ikke det billede af Lizette, jeg kender."
Hvornår går det op for dig, at Lizette Risgaard skal gå af?
"Hvornår, det går op for mig, er svært at sige. Hun vælger jo selv at træffe beslutningen på et tidspunkt i processen. Det var hektisk. Jeg sad ikke og filosoferede over det undervejs," siger Morten Skov Christiansen.
Var det rigtigt, at Lizette Risgaard trak sig den søndag?
"Som Lizette sagde til mig, ville hun ikke stå i vejen for FH. Derfor var det den rigtige beslutning, at hun trak sig."
Når Morten Skov Christiansen skal beskrive dagene op til formandens fald dagen inden arbejdernes internationale kampdag 1. maj, bruger han ord som "kaotisk" og tilføjer, at "det føltes som om, ugen aldrig stoppede":
"Er der nogle ting, FH kunne have gjort bedre i håndteringen i de dage? Det er der helt sikkert. Det er vigtigt, at vi lærer af sådan et forløb. Det er en samtale, jeg har med forretningsudvalget og hovedbestyrelsen," siger Morten Skov Christiansen.
Hvad gjorde du selv galt i forløbet?
"Jeg har helt sikkert begået fejl, jeg er blot et menneske, og det er ikke nogen hemmelighed, at jeg er rigtig ærgerlig over, at jeg ikke får indkaldt hovedbestyrelsen noget tidligere i processen. Det har jeg sagt meget tydeligt til hovedbestyrelsen, at det var en fejl, som jeg tager på mig," siger Morten Skov Christiansen.
Har handlet på oplysninger
Advokaterne fra Kromann Reumert arbejder i disse dage på højtryk for at færdiggøre den eksterne undersøgelse, der med Morten Skov Christiansens egne ord skal afdække sagerne og besvare spørgsmålet, hvem vidste hvad, hvornår?
Selv står den fungerende formand fast på, at han kun har kendskab til ét eksempel på krænkende adfærd: Én episode på Lønmodtagernes Topmøde i september 2021, som blev anledning til at oprette FH's whistleblowerordning.
Men hvordan kan det være, at du ikke har hørt om det, når så mange har hørt om masser af episoder om Lizette Risgaards opførsel?
"Det, synes jeg faktisk, er et godt spørgsmål. Det ved jeg simpelthen ikke. Der er ingen tvivl om, at det til dels handler om magtstrukturer. Jeg har været næstformand, og derfor er der noget viden, der ikke når mig i organisationen. Også derfor var det en god idé, at vi i sin tid etablerede whistlerblower-ordningen, så alle anonymt kan melde ind til den."
Sagen fra 2021 - gjorde I nok ved den?
"Det er det, som advokatundersøgelsen skal afdække. Det kan godt være, vi kunne have gjort mere eller skulle have handlet hurtigere. Det vil jeg ikke afvise. Jeg konstaterer bare, at få måneder efter har vi en whistleblowerordning, som jeg gerne står på mål for er en af de bedste whistleblowerordninger, der findes."
Viser rækken af sager ikke, at whistleblowerordningen har spillet fallit?
"Jeg synes det er ærgerligt, at den ikke har samlet det op. For jeg synes vitterligt, vi har en Rolls Royce-model, når det gælder whistleblowerordninger. Jeg ved ikke, hvorfor den blev fravalgt. Det vil jeg følge op på."
Har du selv gjort nok?
"Jeg føler, at jeg har gjort det, jeg kunne. Jeg har været ærlig overfor mig selv og de værdier, jeg står for. Og jeg mener ikke, jeg har noget at skjule. Det vil advokatundersøgelsen forhåbentlig også komme frem til."
Er der noget tidspunkt i løbet af din tid som næstformand i FH, hvor du gerne ville have gjort mere eller gjort noget anderledes?
"Nej, det mener jeg ikke. Jeg synes, jeg har handlet på de oplysninger, jeg har fået. Men det er vigtigt, at advokatundersøgelsen netop skal afdække det her - også om jeg ikke har handlet i tilstrækkelig grad. Det mener jeg selv, at jeg har gjort, men jeg har fuld tillid til, at den undersøgelse kommer til bunds i sagerne."
Har fagbevægelsen svigtet, når Lizette Risgaard angiveligt har haft en systematisk grænseoverskridende, upassende adfærd og det har kunnet ske over så mange år?
"Det, tror jeg, er en diskussion, vi må tage på den anden side af advokatundersøgelsen."
Men er der tale om et svigt?
"Det kan jeg ikke udtale mig om på nuværende tidspunkt. Vi må afvente konklusionen på den eksterne advokatundersøgelse."
Har fagbevægelsen set igennem fingre med Lizette Risgaards opførsel?
"Det er ikke min oplevelse, men vi må afvente advokatundersøgelsen."
Ingen programerklæring
Selvom FH og den fungerende formand udadtil fortæller, at de venter troligt på advokatundersøgelsen, er der i kulissen allerede fuld gang i spekulationerne om, hvem den næste formand bliver. Og ikke mindst om Morten Skov Christiansen selv vil være kandidat til den post.
Men det svar må vi fortsat vente på.
“Det er alt for tidligt for mig at svare på,” svarer Morten Skov Christiansen på det direkte spørgsmål, om han vil stille op til formandsposten.
Du siger, du har haft kendt til én sag fra 2021. Kan du godt være FH-formand med det kendskab, du har haft?
"Jeg har kendskab til én konkret sag, og hvad gælder min rolle som fungerende FH-formand, så har jeg fuld opbakning fra FH’s medlemsorganisationer. Nu er det min opgave at styre FH igennem de kommende måneder og sikre, at vi får undersøgt sagerne til bunds, og at vi fortsætter de politiske kampe for lønmodtagernes rettigheder."
Hvad betyder advokatundersøgelsen for dit kandidatur?
“Det ved jeg ikke. Det må vi jo finde ud af. Men indtil da knokler jeg videre for at levere på de dagsordener, som forretningsudvalget og hovedbestyrelsen har sat op for FH.”
Men er du klar til at stille dig til rådighed som FH-formand?
“Det har jeg ikke taget stilling til endnu. Det er for tidligt for mig, og mit fokus er et andet sted lige nu," siger Morten Skov Christiansen.
Hvad er Morten Skovs politiske projekt som fungerende formand for FH?
“Mit politiske projekt handler om at levere på de dagsordener, som er vigtige for lønmodtagerne lige nu. Det handler blandt andet om at investere i lønmodtagerne, så vi får flere faglærte til den grønne omstilling, og flere med de rette kompetencer til vores fælles velfærd. Samtidig skal vi afslutte arbejdet i Lønstrukturkomitéen, så vi i fagbevægelsen er klar til trepartsforhandlinger om lønnen i den offentlige sektor. Derudover kommer jeg ikke til at komme med nogle store programerklæringer eller visioner for de næste to-tre måneders arbejde i FH.”
Er du i virkeligheden mest forvalter lige nu?
“Jeg er fungerende formand for FH. Jeg er ikke valgt formand for FH.”
Hvilken forskel gør det?
“Jeg ville synes, det var meget upassende, hvis jeg kom med en stor ny programerklæring for FH nu. Jeg mener ikke, at tiden er inde til at ændre retningen på nuværende tidspunkt. Det må en ny formand eventuelt gøre på den anden side af en kongres.”
Kan du godt sidde for bordenden som fungerende og ikke valgt formand i de store trepartsforhandlinger, der venter?
“Det er min helt klare oplevelse, at der er opbakning til både Nanna (Højlund, næstformand i FH red.) og mig fra et samlet forretningsudvalg. Køreplanen er, at vi skal have afsluttet advokatundersøgelsen så hurtigt som muligt, og så skal vi indkalde til en ekstraordinær kongres, så vi kan få valgt den formand, der skal træde ind i de her forhandlinger med et stærkt mandat," siger Morten Skov Christiansen.
To store opgaver venter forude
Morten Skov Christiansen understreger gentagne gange, at FH er oppe i drift igen og tager sig af alle de lønmodtagerforhold, som ikke altid får pressens opmærksomhed.
Og når Morten Skov Christiansen taler om de vigtige dagsordener, der venter forude, tænker han i første omgang på at få sat et punktum for hele Lizette Risgaard-sagen.
Men uden for FH’s indre liv tænker han på den igangværende Lønstrukturkomité samt de forestående forhandlinger om en permanent trepartsinstitution.
Når Lønstrukturkomitéen afrapporterer om få uger, bliver det startskuddet til en offentlig debat om, hvilke faggrupper fortjener et lønløft - en debat, der allerede skabte ringe i vandet, da endnu et læk ramte medierne i sidste uge.
Og i kølvandet kommer trepartsforhandlingerne, der skal uddele tre milliarder kroner til udvalgte faggrupper.
"Det er ikke nogen hemmelighed, at vi står overfor nogle svære diskussioner. Men jeg oplever en ekstremt stor vilje til at bøje sig mod hinanden og indgå de nødvendige kompromisser, der gør, at lønmodtagerne samlet set står stærkest. Og det er måske en ufortalt historie lige nu," siger Morten Skov Christiansen og fortsætter:
"Det er det, som Nanna Højlund og jeg skal levere på frem til den ekstraordinære kongres. Arbejdet går videre, selvom vi har været i stormvejr. For Fagbevægelsens Hovedorganisation er meget mere end én person. Det har været nogle svære dage, men vi er tilbage," siger Morten Skov Christiansen.