Grandjean: Vi skal måle uddannelsessucces i kommunerne og på Christiansborg på en ny måde
JEG SIDDER TIL uddannelsespolitisk netværksmøde på Fiolstræde. Spørgsmålet trænger sig på i vores debat om fleksible uddannelser, strukturelle ændringer og mulig påvirkning af elevstrømme.
Vi, der sidder i lokalet til A4 Uddannelsesnetværk, har erfaringer med, at en række kommuner måler deres uddannelsessucces i antallet af uddannelser i deres kommune – jo flere uddannelser, jo bedre. Uden øje for antal elever på uddannelsen og den mangel på faglig, pædagogisk og studiemæssig kvalitet, der kan være forbundet med fastholdelse af uddannelser med måske kun to til tre eller fire elever på. En virkelighed vi desværre kender fra erhvervsuddannelserne.
Uddannelsesvalget skal ikke gøres til ét valg, men derimod første uddannelsesvalg af mange
Malene Gram Grandjean, direktør i virksomheden Grandjean
En række kommuner måler også deres uddannelsessucces på mængden af unge, der får en lang videregående uddannelse, eller i hvor høj grad de som kommune har evnet at begrænse andelen, der får et specialiseret uddannelsestilbud. Kunne det ikke være interessant at måle uddannelsessucces på, om vi evner at tilbyde unge den uddannelse, der passer lige til dem?
Men vi snakker slet ikke om, hvordan vi måler uddannelsessucces i kommunerne og ikke mindst på Christiansborg. Vi snakker om problemer og mulige løsninger. Hvis ikke vi forstår bagtæppet, som er ønsket om succes og dermed indeholder målene for succes, så kommer vi aldrig i mål med at skabe forandringer. Vi snakker primært om uddannelsessucces rettet mod den enkelte unge, er her er fokus på ”det store og ene uddannelsesvalg” – valget. De unge skal vælge rigtigt første gang, hvis det skal måles som succes. Derfor er dette valg associeret med stor risiko for fejlvalg efterfulgt af skam og oplevelsen af fiasko, når det viser sig ikke at være det rigtige valg første gang.
UDDANNELSESVALGET SKAL IKKE gøres til ét valg, men derimod første uddannelsesvalg af mange, fordi forhåbentligt skal vi uddanne os gennem livet, skifte retning, bygge ovenpå og vedvarende udvikle nye kompetencer. Derfor skal vi ikke måle uddannelsessucces på, om de unge vælger om eller måske kommer til at dobbeltuddanne sig. Det kan være det rigtige for nogle unge.
At det rigtige uddannelsesvalg i første forsøg er koblet til succes, skyldes også et politisk ønske om at få de unge hurtigt i gang med uddannelse, hurtigt igennem og hurtigt ud på arbejdsmarkedet. Men skal uddannelse blot være en hurtig billet til arbejdsmarkedet? Skaber dette perspektiv afsæt for de unges læring, dannelse og trivsel?
Jeg tænker tilbage på de unge, der før de standardiserede optagelsesprøver i gymnasiet blev indført, blev udsat for de optagelsesprøver, som vi gymnasielærere og ledere udformede i samarbejde. Jeg husker på de lokale undersøgelser, som vi selv foretog, af de unge, som ikke var, med datidens termer, erklæret egnet til gymnasiet, men som klarede vores optagelsesprøve. De blev alle studenter, og lige efter studentereksamen læste de videre. De kom primært fra uddannelsesfremmede hjem. De havde stået på tæer i alle tre år og havde med hjælp opnået uddannelsessucces. Med en baggrund helt uden kendskab til eller erfaringer med sabbatår, var det naturligt for dem at læse videre lige efter studentereksamen. Det er for mig i den grad uddannelsessucces. En succes, vi er nødt til at huske at indfange, holde fast i og fremme.
Jeg hylder modet til at turde arbejde med generiske strukturelle uddannelsesforandringer, men er et ensidigt fokus på, hvordan vi med højere karakterkrav begrænser adgang til gymnasierne, den rigtige strukturelle ændring? Hvad sker der, hvis karaktergabet mellem adgangen til gymnasieuddannelser og erhvervsuddannelser øges? Jeg er ikke i tvivl - vi forstørrer den allerede eksisterende uddannelsesdiskurs med en tydelig statusrangering af uddannelserne. Det nytter ikke. Det er ikke uddannelsessucces. Forestil jer et uddannelsessystem, hvor succes ikke blot måles på antallet af uddannelser i en kommune eller de unges karakterer. Tænk, hvis vi vurderede uddannelsessuccessen på vores evne til at integrere støtte til både faglig og social trivsel. Det er uddannelsessucces.
At filosofere over, hvordan vi måler uddannelsessucces, er vigtigere end nogensinde. Store forandringer præger hele sektoren. Det er kun et år siden, at læreruddannelsen blev reformeret, i marts i år fik vi noget, der minder om en ny folkeskolereform, selvom den ikke blev italesat som en reform. Universiteterne fik sidste år besked på, at en del kandidatuddannelser skal forkortes, og midt i april i år var en ny aftale på plads for universiteterne, der blandt andet betyder, at færre skal på universitetet. Aktuelt fylder tanker om ændringer på erhvervsakademier og professionsuddannelserne i uddannelseslandskabet. Det samme gør ideer om en ny ungdomsuddannelse - måske en form for HPX.
MEGET ER ENDNU IKKE PÅ PLADS, men målet ser ud til at være klart. En ny ungdomsuddannelse skal være rettet mod de unge, der ikke skal i gymnasiet - og måske er målet faktisk at lykkes med at få færre unge til at tage en gymnasial uddannelse. Ministeren er i hvert fald relativ fast i mælet i forhold til, at der kommer en ny uddannelse, og at den kommer til at samle en række nuværende uddannelser under en.
Men regeringen har endnu ikke lagt sig endeligt fast på, hvilke uddannelser der skal indgå, hvor uddannelsen skal forankres, eller hvor lang den nye uddannelse skal være. Blot at den kommer, og at ministeren vil komme med et udspil i løbet af 2024. Mattias Tesfaye er i A4 Uddannelse citeret for at sige, at de ser på den kommunale 10. klasse, HF, EUX og HHX, men senere er HHX dog trukket tilbage som en af de uddannelser, der skal udgøre den nye ungdomsuddannelse.
LÆS OGSÅ: Tesfaye overvejer om dele af GF2 skal ind i ny ungdomsuddannelse
Tidligere har der været snakket om en ny uddannelse med en varighed på to år, og hvis det bliver virkelighed, så har jeg svært ved at få matematikken til at gå op. Jeg har selv undervist på HF i mange år og været leder for HF. Det samme med 10. klasse. Som de eksisterer i dag, så fyldes tiden på uddannelserne ud med læring, fordybelse og faglig udvikling.
Hvis det hele skal kunne nås på to år, så må der være noget af det, man når i dag, som ikke skal være en del af uddannelsen. Jeg håber ikke, at det er fordybelsen, der står for skud, for vi kan i uddannelsessektoren ikke tåle mere overfladisk læring. Vores alt for ensidige fokus på karakterer og eksaminer har i forvejen forskubbet læringsperspektivet i retning af mindre dybdelæring, refleksion og dannelse og mere overfladelæring.
Så kære uddannelsespolitikere: Når I nu skal enes om en ny ungdomsuddannelse, og I sammen skal finde modet til generiske strukturelle uddannelsesforandringer, så husk de unge, husk dybdelæring - og husk at måden hvorpå vi måler uddannelsessucces vil være afgørende for de forandringer, der er mulige at skabe.
