REKORDMANGE ELEVER OG STUDERENDE PÅ UNGDOMSUDDANNELSERNE søger om
Specialpædagogisk Støtte (SPS). Siden 2019 er antallet fordoblet og nærmer sig nu et
niveau, hvor omkring hver tredje på ungdomsuddannelserne får SPS-støtte. Målet er at
lykkes på lige fod med andre, selv om de har en eller anden form for funktionsnedsættelse.
Umiddelbart lyder det måske alarmerende, at så mange har brug for støtte, og både
forskere, undervisere og politikere grubler over, hvad der kan være årsagen.
Jeg mener, at det vigtigste er, at vi lytter til, at rigtig mange elever og studerende rækker
ud og åbent står ved, at de har brug for andet og mere, end uddannelsesinstitutionerne
umiddelbart tilbyder.
Det er jo ikke bare nogle få – det er faktisk et meget stort mindretal. Og så skal vi være glade for, at SPS-støtten faktisk hjælper rigtig mange igennem deres uddannelse – både erhvervsuddannelserne og gymnasieuddannelserne. Pointen er, at elever og studerende er forskellige, og en ret stor del har brug for at blive mødt på en anden måde end flertallet. Mennesker er forskellige – måske mere, end vi er vant til at tænke over. Og medmindre vi har tænkt os at kassere rigtig mange mennesker på grund af deres forskellighed – herunder vores egne børn og unge og måske kommende kolleger på arbejdsmarkedet – så bliver vi nødt til at blive bedre til at rumme forskelligheder.
Den nyeste forskning anslår, at mellem 10 og 20 procent af befolkningen er neurodivergente og udstyret med en hjerne, der fungerer på en anden måde end de fleste andres. Nogle har diagnoser som OCD, ADD, ADHD, ordblindhed eller noget helt fjerde – andre har ikke. Men neurodivergente har det tilfælles, at de tænker på en anden måde end flertallet og måske sanser og oplever verden forskelligt. Og derfor har neurodivergente ofte brug for at blive mødt på en anden måde, hvis de skal fungere på en uddannelse, et studie eller på en arbejdsplads. Og det går faktisk ikke særligt godt. Center for Studier i Arbejdsliv fortæller, at syv ud af ti neurodivergente står uden for arbejdsmarkedet. Det er alt for mange.
Fra U/NORD og Københavns Professionshøjskole hører jeg, at SPS-støtten faktisk virker.
Den hjælper rigtig mange igennem uddannelsen. HK Kommunal Hovedstaden har været
med til at få timetallet under praktikken sat ned på uddannelsen til Sundhedsadministrativ
Koordinator (SAK), så der blev mere plads til at nå det hele. Og erfaringen fra
uddannelsessystemet er, at det faktisk hjælper at være imødekommende over for
studerende med andre behov.
Hvis vi vil have flere vellykkede praktik- og skoleforløb og flere elever og studerende, der
lykkes og gennemfører – så skal vi være åbne overfor at tænke skole, praktik og læring på
en anden måde. Blandt andet ved at møde de studerende og eleverne med større
fleksibilitet i forhold til tid, mødeformer og mødepligt. Og hvis vi kan få de gode erfaringer fra uddannelsesområdet med over på de arbejdspladser, hvor neurodivergente skal i job, så er vi nået langt. Og logikken er den samme.
Glem den traditionelle snak om ret og rimelighed og diskussionerne om, hvad man burde
kunne klare og leve op til på et studie eller et job. Det er alt sammen lige meget, hvis en
stor del af de studerende falder fra, fordi de ikke bliver mødt – eller hvis den i øvrigt
dygtige kollega aldrig bliver ansat eller ligefrem forlader jobbet, fordi virksomheden og
kollegerne ikke forstår, hvordan man kan være i verden på en anden måde. For år tilbage kendte vi ikke noget til neurodivergens og SPS-støtte. I dag er vi klogere. Vi ved, at mellem 10 og 20 procent har andre behov. Vi ved, at rigtig mange kan inkluderes, hvis vi møder dem på en relevant måde. Og vi ved, at det er en stor fordel for den enkelte, for virksomhederne og for statskassen. Derfor er der ikke nogen grund til at lade være.
