Socialrådgiverstuderende til minister: En kortere uddannelse løser næppe problemerne

Rikke_Flebbe_forperson_Sammenslutningen_af_Danske_Socialr__dgiverstuderende_SDS
Foto: Martin Xaver Dover
Dette er et debatindlæg. Det er udtryk for skribentens holdning. Du er velkommen til at deltage i debatten - send dit indlæg til [email protected].

Uddannelses- og forskningsminister CHRISTINA EGELUND (M) HAR helt ret i, at vi er mange, der spændt venter på reformudspillet til professionsuddannelserne. Vi har ventet længe, og vi venter også gerne lidt længere, hvis vi kan se frem til et grundigt bearbejdet udspil, som virkelig kan løse de udfordringer, vi står over for.

På socialrådgiveruddannelsen har vi oplevet et drastisk fald i ansøgertallet over de seneste ti år. Vi ser også et alt for højt frafald, og når vi spørger de studerende, så savner en stor del af de studerende mere praktik, en markant bedre kobling mellem teori og praksis og langt mere vejledning og feedback fra underviserne.

LÆS OGSÅ: Professionshøjskoler frygter fyringer efter udskydelse af reform: “Det er dødbekymrende”

Jeg kan dog have min tvivl om, hvordan regeringen vil prioritere ressourcerne i den kommende reform, og om den virkelig har en dybdegående viden om hvad, der er behov for, hvis vi skal vende udviklingen på socialrådgiveruddannelsen. De seneste ugers skriverier om en forkortelse af vores uddannelse vidner i hvert fald om, at man har misforstået noget, for en kortere uddannelse løser næppe problemerne. 

LÆS OGSÅ: Rektorer er positive over for regeringens planer for professionsuddannelserne - også en forkortelse af dem

Og en kortere uddannelse kan også få konsekvenser for regeringens mange gode ambitioner om bedre hjælp til børn i mistrivsel, retssikkerhed for borgere med handicap og bedre indsatser i beskæftigelsessystemet. Hvis vi får kortere tid på uddannelsen, så får vi nemlig også kortere tid til at blive de fagligt stærke socialrådgivere, som borgerne fortjener. 

Derfor håber jeg, at Christina Egelund vil invitere os med i arbejdet om at udvikle den bedste reform. Vi kender de studerende, for vi er selv studerende, og vi har masser af holdninger til, hvordan man bør udvikle vores uddannelse – med mere praktik, mere øvelsesbaseret undervisning og flere timer sammen med vores dygtige undervisere. 

LÆS OGSÅ: Forskere angriber regeringens planer: Det er en devaluering af professionsuddannelserne og "en gang bullshit"

Den viden deler vi meget gerne med regeringen, så vi sammen kan få skabt den socialrådgiveruddannelse, som vi drømmer om, og som kan uddanne de dygtige socialrådgivere, som borgerne fortjener.

Deltag i debatten - send dit indlæg på maks. 600 ord til [email protected].
GDPR