GYMNASIESKOLERNES LÆRERFORMAND, ANDERS FRIKKE, HÆVDER, at han ser en "systematisk underprioritering af undervisningsopgaven" på erhvervsskolerne, fordi regnskabstal viser en lavere andel af midler på den post. Det lyder slagkraftigt, men det hviler på tynd is.
For det første forveksler GL økonomi med virkelighed. På gymnasierne er undervisningstid ikke nødvendigvis det samme som lærertid. Tidsstudier viser, at gymnasielærere i gennemsnit bruger over halvdelen af arbejdstiden på forberedelse og retning, ofte hjemme og uden kontakt med eleverne. Den tid er vigtig, men den skaber ikke den samme værdi for eleverne som den direkte kontakt med deres lærer. På erhvervsskolerne prioriterer vi derimod, at lærere og elever er sammen mest muligt. Relation, nærvær og praksisfællesskab er kernen i læring, ikke flere timer alene bag en skærm.
For det andet reducerer GL kvalitet til kroner på “undervisning”. Men undervisning handler ikke om regnskabsposter. Det handler derimod om, hvad eleverne faktisk får ud af undervisningen. En skole, der investerer i trivsel, fastholdelse, praksisnære læringsmiljøer og udvikling, investerer netop i undervisningens kvalitet.
For det tredje er GL’s fortælling ikke bare ensidig – den er faktuel forkert. UVM’s egne tal viser, at flere af de store erhvervsskoler med gymnasiale uddannelser ligger på eller over 100 procent i undervisningsforbrug:
- Rybners: 100 % – 100 mio. kr.
- ZBC: 104 % – 105 mio. kr.
- TEC: 102 % – 89 mio. kr.
Det er de skoler, Anders Frikke kalder “mastodont-institutioner med utøjlet selveje”. Men tallene viser det modsatte af, hvad Anders Frikke og GL siger: Vi prioriterer faktisk ledelsesmæssigt alle vores undervisningsmidler på undervisning.
LÆS OGSÅ: Se listen over alle 47 erhvervsskolers brug af gymnasie-millioner
GL’s problem er ikke tallene, men blikket på dem. Når man udlægger komplekse regnskaber som bevis for en ”systematisk underprioritering af undervisningsopgaven”, skøjter man hen over det, der virkelig betyder noget: elevernes læring, deres relation til lærerne og skolernes ansvar for at få alle unge med.
At kalde dét “systematisk underprioritering” er ikke pædagogik – det er populisme.
